August 12th, 2007

Brisbane

Dag 1 Fra Hervey Bay skulle vi videre til Brisbane for at besøge Karin’s (hende vi boede hos) søster Lizzie. Fra Hervey Bay til Brisbane er det en ret kort togtug, kun en cirka tre timer.

Lizzies mand var så flink at hente os på stationen og da vi ankom til deres lækre moderne hus havde Lizzie anrettet lækkert brød, ost og div. til os. Vi sad og hyggede, og fik noget post til os som Karin havde videresendt fra Melbourne. Derudover så havde vi sendt Louises bærbare computer samt en masse tøj og ting fra Melbourne så vi kunne skille os af med vores udslidte og backpacker agtige tøj. Så fik vi et par timer til at slappe af mens Lizzie tilberedte lækker indisk karry. Det er hendes særlige specialitet og hun er fantastisk i et køkken. Så vi spiste med stor fryd og derefter var der ikke meget andet at gøre, end at lægge os til at sove i nok den bedste seng i Australien 😉

Dag 2 Både Liz og Dom, Lizzies mand, skulle arbejde, så vi fik nogle nøgler til huset og at vide hvordan man kom ind til Brisbane centrum. Der brugte vi dagen på at shoppe, Louise var i seriøst shopping underskud da vi i de forudgående 6½ uge havde været langt ude på bøh-landet, og farmer mode vist ikke er Louises smag. Heldigvis fik hun en smule revance.

Om aftenen skulle Liz og Dom til en koncert, så vi pakkede vores kufferter, vi skulle flyve videre mod Sydney morgenen efter. Derudover, så var vores opgave at være hunde-sitter for Liz og Doms hund Max. Max kan også et rigtig sjovt trick: man peger på ham som om ens hånd er en pistol og siger BANG! BANG! og så ruller han om på siden og spiller død … mod en godte naturligvis 😀

August 10th, 2007

Fraser Island

Dag 1 Vi stod tiiiiiidligt op, for vi skulle hentes af vores tour-selskab klokken 7 om morgenen, og inden da skulle vi nå, at pakke vores telt ned. Efter at vi var blevet hentet, så blev vi kørt laaangt væk fra Hervey Bay, for vi skulle hente nogle andre backpackere, der skulle med fra Rainbow Beach. En, af mange, overfart fra fastlandet er ved Rainbow Beach, så kort efter at vi hentede de sidste, så var vi for alvor på vej. Lidt sjovt, så var næsten alle de andre der skulle med franskmænd …

Kort efter Rainbow Beach så blev bussen sat til 4-hjulstræk og vi kørte ud gennem sandklitterne mod stranden. Der kørte vi ombord på en lille pram der sejler i rutefart de knap 500 m mellem fastlandet og Fraser Island. Mens vi sejlede over, så var der delfiner der lå og plaskede rundt i vandet.

Vel ankommet til Fraser Island kørte vi op langs med øens østkyst – stranden på østkysten har både funktion af motorvej, landingsbane for mindre fly og som fiskeplads. På grund af en særdeles kraftig understrøm og et større antal sultne hajer, så bliver stranden dog ikke brugt til at bade fra.

Et godt stykke oppe af kysten kom vi til et af Australiens mest fotograferede skibsvraget, vraget af S.S. Maheno. Historien om Maheno er lidt spøjs, det var et skib der sejlede i rutefart langs med den Australske østkyst, og da skibet havde udtjent dets nyttefulde liv så blev det solgt til et japansk firma. Det japanske firma besluttede sig for at sælge skibets motor, og slæbe det mod japan for at blive ophugget som skrot. Under turen mod Japan brød en kraftig storm løs, og skibets træktov sprang. Da Maheno ikke havde nogen motor, så var det dermed heller ikke til at styre og skibet drev ind på Fraser’s østkyst. Den Australske søredningstjeneste tilbød at bjerge skibet, men for at spare penge så besluttede det japanske firma at bruge sit eget bjærgningsværktøj. Da de fornødne redskaber langt om længe var bragt til Fraser var vraget i mellemtiden sandet til, og var ganske umuligt at flytte. Derfor ligger skibet der den dag i dag.

Vi spiste frokost ved et bjerg der hedder Indian Head – navnet det har det, fordi, ja du gættede rigtigt, at det fra siden ligner et ansigt. Mens vi spiste frokost så blev vi vidne til et lidt sjovt optrin, men først forhistorien. På Fraser Island er der Australiens genetisk mest rene population af dingoer, altså vilde hunde. Tidligere blev turister opfordret til at give mad til dingoerne, hvilket betød at der var langt flere dingoer end der var mad til dem. Da der ikke var mad nok til dingoerne, og da de var blevet vænnet til mennesker så var der for nogle år siden en dingo der overfaldt og dræbte en 8 årig dreng. Det skabte naturligvis røre, og noget måtte gøres. Inden for et par dage skød parkvagterne 2/3 af øens dingoer, og der blev indført strenge regler om at det på ingen måde var tilladt at fodre dingoer eller være i kontakt med dingoer. Og nu til historien: det er det selvfølgelig lidt svært for alle turister at overholde, og det kan særligt være svært ikke at fodre små dingo-hvalpe når de tigger om mad. Derfor var en af hvalpene fra sidste års kuld lidt for tryg ved mennesker og strejfede omkring os mens vi spiste. Kort tid efter kom en park-ranger kørende – der var nok nogen som havde fortalt om den nærgående dingo – og han listede sig ind på nært hold af dingoen, og skød den i røven med en lerkugle affyret fra en slangebøsse. Der lød et udbrud og dingoen var på vej væk …

Park-rangeren fortalte, at det var for at lære dingoen, at den ikke skulle være i nærheden af mennesker, og at det var bedre med en lerkugle i måsen end at den blev aflivet.

Næste oplevelse var Eli Creek, en lille å med ferskvand der løber fra øens grundvandsreserver og derfor er ishamrende kold.

Vi overnattede i Dilli Village. Det er en lille samling hytter og campingplads som er ejet af The University of the Sunshine Coast. Ret blæret af et universitet at have en lejr på en ø som fra ende til anden er World Heritage område. Det betyder, at det er ulovligt at fjerne så meget som et græsstrå.

Om aftenen så var vi godt trætte og trængte til mad. Den blev desværre ikke så god, vores guide var umanerlig dårlig til at lave mad og alt havde fået for længe. Der var absolut ingen smag tilbage efter at hun havde haft fat i de ellers udemærkede råvarer…

Dag 2 Dagens første oplevelse var en kort vandretur i regnskoven midt på Fraser Island. Vi skyndte os at gå foran de andre, så vi kunne se noget af dyrelivet uden at de andres larmende adfærd skræmte alle dyrene væk. Kort inden at gåturen var slut, så stødte vi på vores australiens-færds første rigtige slange, men bare rolig, det var bare en python.

Inde på Fraser Island er der gennem lang tid opbygget store klare ferskvandssøer. Selvom Fraser er en sand-ø så kan der være søer fordi der gennem laaang tid er sedimenteret organisk materiale der virker som en vandtæt membran, og forhindrer vandet i at løbe ud i sandet. Det har også den effekt, at vandet er meget surt, og der lever derfor intet i søerne. Vi slappede af i et par timer ved den største af søerne – Lake McKenzie. Imens forberedte vores guide en barbeque frokost.

Efter frokost var vi igen ude at se på Fraser’s skove. På Fraser voksede der en særlig slags fyrretræ som havde en for havne ekstremt nyttig egenskab, den var resistent for borebiller. Derfor er Fraser’s historie gennemsyret af, at der har været intens skovhugst på området. Det gik så vidt, at der blev anlagt en jernbane eller måske rettere træbane, sporene var nemlig lavet af træstammer lagt i forlængese af hinanden. Fraser Island blev World Heritage Area i 1992.

En af de sidste oplevelser på Fraser Island fik vi mens vi kørte tilbage mod overfarten til fastlandet. Vores guide fortalte en røverhistorie om hvordan aboriginerne fandt ud af om noget var giftigt. De tilberedte maden, og lod gruppens ældste kvinde spise først. Hvis der ikke skete noget med hende, ja så var maden vel ok og de andre spiste også. Hvis hun derimod døde, ja så var maden nok giftig, og man prøvede at tilberede maden på en lidt anden måde og serverede for den næst-ældste kvinde osv. Sådan er det gået til f.eks. at aboriginerne har fundet ud af, at en bestem ekstremt giftig frugt, ikke længere er giftig hvis:

1) Man maser frugtkødet

2) Man lader det maste frugtkød ligge i en rindende strøm i mindst syv dage

3) Man lader det rensede og maste frugkød tørre i solen

4) Man maler det tørrede, rensede og maste frugtkød

5) Man bager en slags pandekager af det malede, tørrede, rensede og maste frugtkød

August 9th, 2007

Hervey bay

Vi blev sat af kl 5.25 efter en omgang prøve at sove i et tog mens alle de gamle mennesker snorker så voldsomt at man er bange for at toget bliver afsporet

For at komme til Hervey bay skulle vi af i Maryborough meeeeget tidligt om morgenen. Vi blev sat af kl 5.25 efter en omgang prøve at sove i et tog mens alle de gamle mennesker snorker så voldsomt at man er bange for at toget bliver afsporet. Vi var altså lidt trætte. Heldigvis, så var det ganske nemt at komme til Hervey bay. Ved togstationen holdt der en bus der kørte dem der var interesserede videre mod Hervey bay.

Vi var blevet rådet af personalet ved Queensland rail til ikke at booke & betale for vores transfer hvis nu toget var forsinket så det havde vi ikke gjort. Og det var meget heldigt, for da jeg sagde til buschaufføren, at vi skulle købe billetter sagde han at det var ligemeget, og vi bare kunne køre med gratis.

Vel ankommet til transitcentret i Hervey bay så var der omtrent 5 km videre til vores campingplads. Vi gik i gang med at kigge i vores lonely planet for at se hvordan vi kunne komme videre. Men i Australien er det sådan, at hvis man ser bare lidt hvor-er-det-egentlig-at-jeg-er-på-vej-hen? ud i ansigtet, så prøver de lokale at hjælpe en så godt de nu kan, så da vores buschauffør så det, så spurgte han hvor vi skulle hen og fortalte os at der 5 minutter senere ville komme en anden bus der kørte lige til døren. Super praktisk og dejligt nemt!

Så som de glade campere vi er gik vi ombord i den næste bus, og da vi igen ville købe en billet sagde chaufføren “i er lige ankommet med toget ik? Så er det gratis” så det var ret så billigt og ret så nemt at komme frem til vores camping. Rent faktisk så var det så nemt, at vi var fremme klokken 7 om morgenen – laaang tid før receptionen på campingpladsen åbnede.

Allerede kl 7 om morgen var det dog herligt varmt udenfor – vinter i Queensland er altså ret så deejligt – så vi smed vores store tasker i en bunke ved døren til receptionen og gik ned på stranden. Den campingplads vi lå på lå direkte ned til stranden. Noget af det første vi stødte på, var en gruppe pelikaner der stod og slappede af på stranden. Sådan nogle pelikaner er nogle ret dovne fugle, så de gider ikke rigtig flytte sig hvis der kommer mennesker i nærheden. Det gør tilgengæld at de er ret så nemme at fotografere.

Da vi endeligt fik checket ind og klappet vores telt op gik vi os omkring for at se hvad Hervey bay havde at byde på.

Selvom Hervey Bay er en ganske hyggelig by, så er det ikke det vildt store at gøre der. Vi gik lidt omkring og spiste en lækker frokost på en cafe ud til havet. Bagefter besluttede vi os for, at gå i biffen for at fordrive tiden på en afslappet måde. Det endte med at vi så en film der hedder ‘knocked up’.

Om aftenen gik vi tidligt i seng – vi var udmattede oven på nattens strabadser og vidste, at vi skulle tiiidligt op dagen efter for at komme til Fraser Island.

August 7th, 2007

Solway Lass

Aftenhygge ombord

Dag 1 Vores tur med Solway Lass begyndte med, at vi får en gangs skyld ikke skulle tidligere op end fanden får sko på – rent faktisk må det siges at være det næsten omvendte. Sejlskibet var programsat til at sejle fra Abel Point Marina kl 22 og vi blev derfor samlet op af en bus til ind-checkning kl 18.40.

En kort historie om det gode skib Solway Lass: Skibet er en såkaldt hermafrodit brigantine. Det blev bygget i Holland i 1902 og søsat under navnet ’Stina’. Skibet var designet til at sejle kystnært i områder som f.eks. østersøen og har derfor en relativt lille dybgang på knap 2 meter.

Skibet sejlede efterfølgende under tysk flag og hed ’Adolph’ men under 1. Verdenskrig blev det kapret af englænderne der brugte det som et Q-skib. Et Q-skib var et skib der lignede et normalt (uorganiseret) skib men som havde skjulte kanoner på dækket. Når så de tyske ubåde gik op til overfladen for at se nærmere på skibet – så blev de skjulte kanoner brugt til at skyde på ubåden.

Efterfølgende sejlede skibet i Skotland under navnet ’Solway Lass’ men blev under 2. Verdenskrig erobret af tyskerne. Skibet blev nu forstærket så det også kunne bruges som isbryder. Under krigen løb skibet på en mine og gik til bunds, men da det kunne sejle ved vindkraft og tyskerne jo led af en alvorlig brændstofmangel, ja så blev skibet bjerget og reparet.

Efter anden verdenskrig var skibet faktisk dansk og sejlede under navnet ’Sundeved’. Det gjorde det til cirka slutningen af 1960erne hvorefter det blev solgt og sejlede med gods i Fiji. I midten af 1980erne blev det købt af en australier der omdøbte skibet til igen at hedde ’Solway Lass’. Efter en grundig restaurering blev skibet brugt til at sejle med turister – først i nærheden af Sydney og nu i øgruppen Whitsundays.

En farlig sandvandskrokodille

Dag 2 Sejlede vi for motorkraft fra overs overnatningsankerpunkt (langt ord hva’) til Whitehaven Beach, som har noget af det mest fin-kornede sand man kan finde. Der slappede vi af på stranden, solede os og Louise og jeg udnyttede tiden til at bygge en sandvandskrokodille til at skræmme livet af andre turister 😉

Mens vi lå på stranden så var der et vandfly som fik cirklet sig ind igennem alle masterne på de mange sejlskibe der lå ud for kysten og fik landet ved stranden – der var nogle der blev fløjet ud til stranden for at spise frokost.

Rå vindkraft!

Færdig med Whitehaven Beach satte mandskabet skibets hovedsejl – der var en kraftig rygvind – og vi sejlede derfor mod nord til vores næste overnatning under vindkraft.

Dag 3 Skulle vi snorkle. Det første sted var lige ved vores overnatning. Der blev vi sejlet ind til en koral-strand i dingien. En koralstrand består, som navnet antyder, af koraller. Men altså ikke levende koraller, men istedet koraller som er blevet revet fri under en kraftig storm og kastet ind på kysten – det er lidt ligesom groft sand eller grus.

Næste snorklingspunkt var stort set lige rundt om hjørnet – lige rundt om pynten. Her var der ingen strand og vi oplevede istedet hvad kaptajnen kaldte en dyb-vands-søsætning. Det går i al sin enkelhed ud på, at vi blev sejlet hen til korallerne i dingien, hvorfra man så hopper ud over siden, og voilá koraller ? der fik vi set en masse farvestrålende fisk og koraller.

Endnu mere rå vindkraft!

Dag 4 Stod på lidt mere snorkling ud fra en lang sandtunge inden at vi sejlede tilbage mod Airlie Beach. Under hjemturen, så var der en kraftig vind der kom skråt forfra. Det udnyttede mandskabet til, at hejse skibets jibs og vi sejlede derfor under vindkraft tilbage. Når man sådan sejler med jib – ja så ligger skibet jo ret skråt, så det var noget af en oplevelse at sejle med så stort et sejlskib.

Selvom vi måske ikke er blevet til verdens mest garvede søulke af turen, ja så skal der nok rimelig meget søgang til at forstyrre os når vi i fremtiden skal ud og sejle.

Se billederne fra vores sejltur

August 4th, 2007

Airlie Beach

Så har vi været strandet over et døgn i Arlie Beach og endda på et rigtig skod-hostel, men der var desværre ikke plads til os andre steder. Det var rigtigt meningen, at vi skulle have ligget i vores telt, men den tanke droppede vi så snart vi ankom og så telt pladsen. Den var lille bitte, overbelyst og lå lige op ad baren hvor der spillede høj musik. Vi var trætte efter den lange transportstid og kunne ikke overskue ikke at få sovet pga. larm og lys.

Så vi greb straks guidebogen & mobilen og gav os til at ringe rundt for at finde et værelse. Desværre var der fuldt booket flere steder. Så vi var tvunget til at blive hvor vi var men heldigvis kunne vi få et twin-share værelse på det meget lidt anbefalelsesværdige hostel hvor vi var (dem som også lejede teltpladser ud). Det var lidt bedre, men det var stadig meget larm om natten.

Man skal være ualmindelig festgal for at kunne holde ud at være et sted som dette. Her er mange stive englændere eller måske rettere, stive alt-muligt folkefærd. Men englændenderne er tit de mest højtråbende. Vi har ikke haft lyst til at drikke os ned her, for det første er det pisse dyrt og de penge vil vi meget hellere bruge på at komme ud til revet. For det andet tror jeg heller ikke det er os den slags fest de har her – fester med miss wet t-shirt konkurrencer. Så sjovt er det nok ikke at kigge på. Alle stederne henvender sig mest til fyre i deres markedsføring. Der er altså letpåklædte piger på plakaterne eller små piger der vimser rundt i små toppe og deler flyers ud. Det er ikke lige det vi er kommet til Australien for.

Mums. Lækker morgenmad :D

Vi var blevet advaret af en af vores turguider om at dette sted var et røvsygt hul og vi kan kun give ham ret. Vi glæder os til at komme ud på vores skib og ud på revet. Det bliver skønt. Vi har også forsødet vores tilværelse lidt og spist lækker morgenmad ude. Den var så ’sund’ og nærende at vi slet ikke blev sultne igen før kl. 17.00 om eftermiddagen så vi sparede lidt på frokosten ?. Vi var også ude og spise lækker aftensmad, det er ikke rigtig muligt at lave mad selv her. Så det har vi lige udnyttet til vores fordel. I nat har vi sovet i et dobbelt værelse- som vi skiftede over til dagen efter ankomst. I går aftes lå vi og hyggede på vores værelse og så ”Happy Feet” på computeren. Bagefter troede vi at vi skulle have en omgang veltiltrængt skønhedssøvn men det var der andre der ikke synes vi skulle. Vi blev vækket flere gange i løbet af natten ved at der blev hamret hårdt på vores dør. Vi var bange for at personerne ville finde på at sparke døren ind. Underfor stod en flok mega fulde og ucharmerende englændende og råbte op. Vi regner med de manglede et sted at sove. Men man skulle næsten tror at de kunne regne ud at vi ikke ville åbne, efter at have prøvet flere gange. Men nej. De prøvede igen og igen. Og det lød som om de ville smadre hele blokken. Vi skulle ikke nyde noget at stikke hovedet ud og sige noget til dem. De kom igen for sidste gang ved 7.30 tiden. Det må sgu have været en hård nat at rende rundt fra dør til dør. Vi opgav at sove videre og begyndte at overveje hvem vi skulle ringe til for at få dem væk. Louise turde ikke engang gå ud for at tisse. Hostelet havde ”reklameret” med at det var sikkerhedsovervågning men nummeret på vagterne var ikke på værelset … Det skulle man udenfor for at finde. Rimelig mærkeligt må man sige – for så er det jo ikke til stor hjælp.

Endeligt lød det som om de var gået og vi smuttede ud. Vi opdagede straks at vores ene håndklæde, som havde hængt til tørre udenfor var væk. Vi kunne høre der var en der var i bad og tænkte det måske var tyven. For Frej havde hørt af en af de engelske skiderikker frøs – så han havde jo nok besluttet sig for et varmt bad. Der lå skrald over det hele, fordi de i deres fuldskab havde sparket til alt hvad de kunne komme i nærheden af.

Vi gik op til receptionen for at fortælle dem at der var skrald over det hele og om nattens forstyrrelser. Men som vi regnede med gjorde de ikke noget ved det. Da vi kom tilbage igen hang vores håndklæde igen på sin plads vådt. Så tyven havde hængt det tilbage igen efter brug – meget lækkert hrrrrrmpfff. Vi er glade for vi opdagede at det havde været ”lånt”. Nu skal det ihf. koges før det kommer i brug igen. Det er ufatteligt hvad folk kan finde på ?

Jeg var lidt muggen om morgenstunden pga. den forstyrrede nattesøvn, men nu er jeg ved at komme i bedre humør igen. Vejret er lækkert og det varer ikke længe før vi ENDELIG skal ud at sejle. Vi glæder os så meget.

Forresten nu når jeg alligevel er igang med at brokke mig- så kan jeg lige sende en klage til beboerne på Højsagergård. Jeg har stadig ikke modtaget nogle billeder af de søde små hundehvalpe. Så derfor intet indlæg om at i har fået dem hjem. For dårligt!!

Er min lillebror virkelig så overanstrengt af at holde sommerferie at han ikke har 5. min? Nå, men jeg venter stadig billederne med spænding …