Fraser Island

Dag 1 Vi stod tiiiiiidligt op, for vi skulle hentes af vores tour-selskab klokken 7 om morgenen, og inden da skulle vi nå, at pakke vores telt ned. Efter at vi var blevet hentet, så blev vi kørt laaangt væk fra Hervey Bay, for vi skulle hente nogle andre backpackere, der skulle med fra Rainbow Beach. En, af mange, overfart fra fastlandet er ved Rainbow Beach, så kort efter at vi hentede de sidste, så var vi for alvor på vej. Lidt sjovt, så var næsten alle de andre der skulle med franskmænd …

Kort efter Rainbow Beach så blev bussen sat til 4-hjulstræk og vi kørte ud gennem sandklitterne mod stranden. Der kørte vi ombord på en lille pram der sejler i rutefart de knap 500 m mellem fastlandet og Fraser Island. Mens vi sejlede over, så var der delfiner der lå og plaskede rundt i vandet.

Vel ankommet til Fraser Island kørte vi op langs med øens østkyst – stranden på østkysten har både funktion af motorvej, landingsbane for mindre fly og som fiskeplads. På grund af en særdeles kraftig understrøm og et større antal sultne hajer, så bliver stranden dog ikke brugt til at bade fra.

Et godt stykke oppe af kysten kom vi til et af Australiens mest fotograferede skibsvraget, vraget af S.S. Maheno. Historien om Maheno er lidt spøjs, det var et skib der sejlede i rutefart langs med den Australske østkyst, og da skibet havde udtjent dets nyttefulde liv så blev det solgt til et japansk firma. Det japanske firma besluttede sig for at sælge skibets motor, og slæbe det mod japan for at blive ophugget som skrot. Under turen mod Japan brød en kraftig storm løs, og skibets træktov sprang. Da Maheno ikke havde nogen motor, så var det dermed heller ikke til at styre og skibet drev ind på Fraser’s østkyst. Den Australske søredningstjeneste tilbød at bjerge skibet, men for at spare penge så besluttede det japanske firma at bruge sit eget bjærgningsværktøj. Da de fornødne redskaber langt om længe var bragt til Fraser var vraget i mellemtiden sandet til, og var ganske umuligt at flytte. Derfor ligger skibet der den dag i dag.

Vi spiste frokost ved et bjerg der hedder Indian Head – navnet det har det, fordi, ja du gættede rigtigt, at det fra siden ligner et ansigt. Mens vi spiste frokost så blev vi vidne til et lidt sjovt optrin, men først forhistorien. På Fraser Island er der Australiens genetisk mest rene population af dingoer, altså vilde hunde. Tidligere blev turister opfordret til at give mad til dingoerne, hvilket betød at der var langt flere dingoer end der var mad til dem. Da der ikke var mad nok til dingoerne, og da de var blevet vænnet til mennesker så var der for nogle år siden en dingo der overfaldt og dræbte en 8 årig dreng. Det skabte naturligvis røre, og noget måtte gøres. Inden for et par dage skød parkvagterne 2/3 af øens dingoer, og der blev indført strenge regler om at det på ingen måde var tilladt at fodre dingoer eller være i kontakt med dingoer. Og nu til historien: det er det selvfølgelig lidt svært for alle turister at overholde, og det kan særligt være svært ikke at fodre små dingo-hvalpe når de tigger om mad. Derfor var en af hvalpene fra sidste års kuld lidt for tryg ved mennesker og strejfede omkring os mens vi spiste. Kort tid efter kom en park-ranger kørende – der var nok nogen som havde fortalt om den nærgående dingo – og han listede sig ind på nært hold af dingoen, og skød den i røven med en lerkugle affyret fra en slangebøsse. Der lød et udbrud og dingoen var på vej væk …

Park-rangeren fortalte, at det var for at lære dingoen, at den ikke skulle være i nærheden af mennesker, og at det var bedre med en lerkugle i måsen end at den blev aflivet.

Næste oplevelse var Eli Creek, en lille å med ferskvand der løber fra øens grundvandsreserver og derfor er ishamrende kold.

Vi overnattede i Dilli Village. Det er en lille samling hytter og campingplads som er ejet af The University of the Sunshine Coast. Ret blæret af et universitet at have en lejr på en ø som fra ende til anden er World Heritage område. Det betyder, at det er ulovligt at fjerne så meget som et græsstrå.

Om aftenen så var vi godt trætte og trængte til mad. Den blev desværre ikke så god, vores guide var umanerlig dårlig til at lave mad og alt havde fået for længe. Der var absolut ingen smag tilbage efter at hun havde haft fat i de ellers udemærkede råvarer…

Dag 2 Dagens første oplevelse var en kort vandretur i regnskoven midt på Fraser Island. Vi skyndte os at gå foran de andre, så vi kunne se noget af dyrelivet uden at de andres larmende adfærd skræmte alle dyrene væk. Kort inden at gåturen var slut, så stødte vi på vores australiens-færds første rigtige slange, men bare rolig, det var bare en python.

Inde på Fraser Island er der gennem lang tid opbygget store klare ferskvandssøer. Selvom Fraser er en sand-ø så kan der være søer fordi der gennem laaang tid er sedimenteret organisk materiale der virker som en vandtæt membran, og forhindrer vandet i at løbe ud i sandet. Det har også den effekt, at vandet er meget surt, og der lever derfor intet i søerne. Vi slappede af i et par timer ved den største af søerne – Lake McKenzie. Imens forberedte vores guide en barbeque frokost.

Efter frokost var vi igen ude at se på Fraser’s skove. På Fraser voksede der en særlig slags fyrretræ som havde en for havne ekstremt nyttig egenskab, den var resistent for borebiller. Derfor er Fraser’s historie gennemsyret af, at der har været intens skovhugst på området. Det gik så vidt, at der blev anlagt en jernbane eller måske rettere træbane, sporene var nemlig lavet af træstammer lagt i forlængese af hinanden. Fraser Island blev World Heritage Area i 1992.

En af de sidste oplevelser på Fraser Island fik vi mens vi kørte tilbage mod overfarten til fastlandet. Vores guide fortalte en røverhistorie om hvordan aboriginerne fandt ud af om noget var giftigt. De tilberedte maden, og lod gruppens ældste kvinde spise først. Hvis der ikke skete noget med hende, ja så var maden vel ok og de andre spiste også. Hvis hun derimod døde, ja så var maden nok giftig, og man prøvede at tilberede maden på en lidt anden måde og serverede for den næst-ældste kvinde osv. Sådan er det gået til f.eks. at aboriginerne har fundet ud af, at en bestem ekstremt giftig frugt, ikke længere er giftig hvis:

1) Man maser frugtkødet

2) Man lader det maste frugtkød ligge i en rindende strøm i mindst syv dage

3) Man lader det rensede og maste frugkød tørre i solen

4) Man maler det tørrede, rensede og maste frugtkød

5) Man bager en slags pandekager af det malede, tørrede, rensede og maste frugtkød