July 31st, 2007

Port Douglas

Dag 1 Port Douglas er en rigtig rigtig hyggelig by og vores første hele dag brugte vi på, at slappe af, udforske byen og finde ud af hvordan man bedst kommer ud til det der rev. For revet, var hele grunden til at vi var i Port Douglas. Efter, at vi havde besluttet os for en tur (det blev med Calypso), så havde vi resten af dagen fri. Den brugte vi på, at ligge på Port Douglas’ berømte 4-mil strand. Det er godt nok noget andet end Bellevue – især måske, fordi at det rent faktisk er godt vejr hernede ;). Og nå ja, så havde Louise jo en cirka 600 siders røverhistorier om troldmænd og hekse som hun skulle kæmpe sig igennem.

Sådan så båden vi sejlede ud til revet med ud

Dag 2 Vi blev samlet op uden for camping-pladsen kl 8.40 og kørt de 10 minutters gang (så ret fjollet egentlig) hen til marinaen i Port Douglas for at gå ombord i båden der skulle føre os ud til The Great Barrier Reef.

Undervejs ud mod revet var vi også så heldige, at løbe på en håndfuld pukkelhvaler. Det er sådan, at det var parringssæson for hvalerne og de migrerede derfor op langs Australiens østkyst, og kom altså helt tæt ind på land her oppe mod nord. Det var en ret fed oplevelse, at se sådan nogle store dyr ligge og ’lege’ i vandet.

Vi blev sejlet ud til Agincourt reef – som er en del af det ydre rev (det bedste at se på) og endeligt fremme ved revet stod den på snorkling til den helt store guldmedalje. Vi blev sejlet rundt til og snorklede ved tre forskellige steder – kun afbrudt af pauser til at drikke lidt varm te eller kaffe (havet er jo kun 23 grader hernede fordi det er vinter … ) og en lækker frokostpause.

En hval vi sejlede forbi

Vel tilbagevendt til Port Douglas var vi begge helt oppe at køre over oplevelsen, og vi besluttede os straks for, at vi ville ud og snorkle ved revet igen. Det betød, at vi blev nødt til, at omrokere en smule i vores rejseplan og vende tilbage til Cairns en dag senere (hvilket dog ikke gjorde noget).

Dag 3 Slappede vi af i Port Douglas – vi skulle jo have kræfter til endnu en omgang daglang svømning i stillehavet. Så vi tilbragte dagen på 4-mil stranden for at få os en sund kulør og for at læse lidt i vores bøger.

Dag 4 Skulle vi igen ud til Great Barrier Reef. Den første tur havde vi taget med Calypso og vi havde derfor bestilt denne tur med Poseidon (Calypso og Poseidon er begge lokale firmaer som vi var blevet anbefalet). Vi valgte at skifte firma for, at være sikre på at se nogle nye steder. Selve forløbet af dagen var næsten det samme som sidst, men i denne omgang var guiderne dog en del bedre. Således fik vi nu en grundig introduktion til hvordan man snorklede korrekt (det behøvede vi ikke for det havde vi jo lært) og så fik vi at vide, at vi var ufatteligt heldige med vejret – normalt er det sådan at der er mere eller mindre ’vinterstorm’ i området men i de dage vi havde været derude havde det istedet været bragende solskin fra en næsten skyfri himmel.

At vejret var godt betød også, at vi var dobbelt-heldige. Kaptajnerne på bådene tilrettelægger programmet for hvor de sejler hen efter forholdene når de sejler ud og fordi det var så godt vejr, så kom vi til at snorkle et sted der hedder den blå lagune – som angiveligt skulle være det bedste sted at snorkle inden for 100 mils afstand – og det var virkeligt et fedt sted! Der boltrede vi os mellem alverdens farvestrålende fisk – og i denne omgang havde vi også investeret i et billigt undervandskamera, så vi kunne tage nogle billeder af hvordan det var – dog må vi sige, at billederne på ingen måde yder revet retfærdighed. Det var ufatteligt meget mere farvestrålende i virkeligheden end på billederne.

Se nogle billeder fra vores anden tur til The Great Barrier Reef

July 26th, 2007

Cape Tribulation & Daintree

Fra andre Australien-farende var vi blevet anbefalet, at udforske områderne nord for Cairns så det gjorde vi. Louise havde fundet et firma der arrangerede dagture til Daintree og Cape Tribulation – og fået dem overtalt til, at når turen var overstået, så istedet for at køre os tilbage til Cairns, så satte de os af i Port Douglas og tog os med tilbage til Cairns et par dage senere. Det synes vi er vældig god service, så tak til & en anbefaling til andre af BTS tours herfra.

Turen startede ud med endnu et krokodille-cruise. Dem har vi jo efterhånden været på et par stykker af, så det med at holde udkig efter krokodiller var ikke noget der ophidsede os voldsomt. Det var langt sjovere at se på landskabet – for her var der en kæmpe forskel i forhold til hvad vi tidligere havde sejlet imellem. Det nordlige Queensland er jo tropisk, og derfor så sejlede vi rundt i en mangrove skov. Det var ret flot og en stor forandring for det udtørrede og afbrændte landskab i Northern Territory. Mangrover er træer der vokser i saltvand og iltfattige omgivelser og de har derfor et meget særpræget udseende. For at overleve at jorden er iltfattig, så fungerer træernes rødder som snorkler – de stikker simpelthen op over vandoverfladen og suger luft ned. I bredden boede der utallige krabber der sad og solede sig mens vi sejlede forbi.

Der var skildpadder i vandet hvor vi spiste frokost

Derefter tog vi videre mod vores frokost-sted. Det var et hyggeligt lille sted som firmaet havde privat for sig selv. Mens vores guide lavede barbeque til os, så kunne man udforske det lokale vandløb i kano eller kigge på skildpadder som man kunne lokke frem ved at kaste blad-stumper i vandet.

Efter frokost tog vi til Cape Tribulation for at gå tur hvor regnskover når hele vejen ned til bounty-stranden. Det var vældig idyllisk.

Sidste punkt på programmet var en gåtur i Daintree regnskoven. Undervejs der var vi dog så heldige at se en Cassowary (en stor fugl med et blåt og rødt hovede som ikke kan flyve ). Cassowaryer er ret sjældne så det var en stor bonus at vi fik en at se (vi havde hørt om den, men ikke regnet med at se dem). Desværre, så fik vi ikke noget billede af den …

Cape Tribulation

På hjemturen blev vi jo sat af i Port Douglas og vi brugte derfor eftermiddagen at se os omkring – det er faktisk en ret så hyggelig lille by. Vi campede på hvad der har været turens hidtil bedste campingplads og om aftenen, så besluttede vi os for at forkæle os selv, så istedet for selv at lave mad gik vi på en super-lækker restaurant. Der fik vi barramundi (”verdens lækreste fisk”) – det var rigtig rigtig lækkert. Det var farmor-fonden der gav, så tak for mad!

July 25th, 2007

Cairns (I)

Dag 1 Stod på afslapning. Vi havde en sækfuld tøj der skulle vaskes, og mens vi var ude at køre i bus (den 21. juli for at være præcis) var den sidste Harry Potter bog udkommet, så Louise var allerede flere dage bagud – derfor var vi tidligt ude for at købe den (hvilket var meget heldigt – vi fik det næstsidste eksemplar).

Dag 2 Skulle vi ud og riverrafte på Barron floden et lille stykke uden for Cairns. Vi blev samlet op ved vores hostel lidt over middag og kørt ud til floden. Vel fremme var første udfordring at få vores gummibåd ned til floden; den skulle vi holde over vores hoveder mens vi gik af en smal sti ned til vandet.

Ved vandet blev vi først instrueret i hvordan man opfører sig i en riverrafting gummibåd (for vi var alle nybegyndere). Vi lærte kommandoer som ’over left/right’ og ’hold on’. Den første kommando betyder at alle i båden skal kaste sig til den ene side og prøve at ’vippe’ båden op på højkant – det bruger man når man er ved at sejle ned af et strømfald som er smallere end båden. Den anden kommando er måske lidt selvindlysende, og bliver brugt når man er nået til et ekstra kraftigt strømfald og alle bare skal klamre sig til siden mens båden falder ned af strømfaldet. Derudover, så lærte vi (fra vores guider) at det åbenbart er en uundværlig del af den ædle river-rafting sport at når man er i nærheden af en anden båd, så gælder det bare om at sprøjte så meget vand på de andre som det overhovedet er muligt.

Vel instrueret i hvad vi skulle begav vi os ud mod de vildere dele af floden. Selve raftingen kan bedst beskrives som ’aaaiiaiaigiaigaigiaaaååaååaåaåaå’ altså et langt primalskrig med tilhørende adrenalinsus. I alt havde vi 2 timers sejlads ned af strømfaldende, men det føltes som at det kun tog 15-20 minutter … det var mega-sjovt.

July 25th, 2007

På tværs af toppen (Desert Venturer)

Et styks firhjulstrækkerbus

Dag 1 Var (surprise) tidligt-op dag, vi skulle forlade Darwin og det gjorde vi med en firhjulstrækker bus. Vores mål var Cairns og der er knap 3.000 km mellem de to byer, så vi blev samlet op ved vores hostel kl 5.25. Vi havde brug for tiden, for udover at køre den lange afstand, så var der også en masse stop undervejs ved en masse seværdigheder.

Første rigtige stop var i Katherine (som vi jo havde været i præcis en uge tidligere). Vores guide gjorde meget ud af, at det ville være sidste gang med mobil-dækning inden Cairns, og at vi netop var kørt igennem det sidste lydkryds for de næste cirka 2.500 km.

Fra Katherine og frem var næste mål en varm (!) kilde der flyder året rundt. Det er sådan, at der under (vistnok næsten hele) Australien er et kæmpestort ’basin’ med vand (1½ km nede) som visse steder kvælder op til overfladen. Man kan så undre sig over, at de ikke pumper noget af alt det vand op og bruger det i de stater hvor der er tørke … når man spørger, så siger Australierne altid at de ikke kan li’ smagen af grundvand …

Daly waters pub

Derefter så vi Daly Waters Pub. Selve pubben er ikke noget at råbe hurra for, men dekorationen af pubben er til gengæld ret sjov. Fra gamle dage er det en tradition at folk har efterladt noget der, og derfor er hele pubben overklistret med billeder, gamle studiekort, pas, visitkort, flag, pengesedler, tøj og alt muligt andet fra hele verden … i pubbens gårdhave var der et klip-klap-træ.

Næste destination var vores overnatning; The Heart Break Hotel. Hotellet er Australiens ødeste, og der er omtrent 4 timers kørsel til den nærmeste ’by’ (et sted med mere end et par mennesker boende). Stedet hedder Heart Break Hotel ikke efter Elvis’ sang, men fordi et det havde været så ufatteligt svært (mange ’heart breaks’) for ham der i sin tid byggede hotellet at da det skulle navngives var det naturlige valg.

Dag 2 Var også en tidligt-op dag. Vi fik væltet os ud af sengen (vores guide tager hensyn til parrene på turene, så vi har til vores store positive overraskelse fået vores eget dobbeltværelse, istedet for det 4-share som de andre blev proppet i …) og skulle til at proppe vores tasker på bussen da vores guide fortalte os, at hotellet havde glemt at de skulle ordne morgenmad til os (hotellet havde lige fået ny kok og han var startet den aften vi ankom … så enten havde han glemt det i stressen eller også havde de glemt at sige det til ham). Vi måtte derfor finde på noget andet. Det blev til, at bussen kørte hen til en tankstation der doblede op og også fungerede som ´cafe´ i et lille-bitte aboriginal community der lå herude midt i ingenting (vi har i den grad fået set sider af australien på denne her bustur som vi ellers aldrig ville have fået set)

Da vi kørte fra den lille aboriginal-by fortalte vores guide en sjov historie om en sherif der havde været i byen i slutningen af 1800-tallet. Han elskede at læse, men da han blev sendt derud, så fik han ikke så mange bøger med sig. Da han havde læst alt hvad han havde at læse (et par gange vel sagtens) så tænkte han sig om. Sheriffen havde hørt om noget der hed The Carnegie Institute i USA (at det var en velgørende organisation der gav bøger væk) og skrev til dem om de ville sende ham nogle bøger. Instituttet reagerede positivt og sendte nogle bøger, men havde tydeligvis ingen idé om den lille aboriginal-bys størrelse: de sendte i alt 7 dampskibe med 17 mio. bøger ombord til sheriffen. Han byggede et bibliotek til dem, og derfor havde den lille by i mange år det bedste bibliotek i hele Australien (det har den så ikke mere. Skovbrande mv. betyder at der idag kun er omkring 200 af bøgerne tilbage). En af hans fanger var analfabet men sheriffen lærte fangen at læse og skrive. Fangen endte med at blive en af de mest populære australske forfattere i begyndelsen af det 20. århundrede.

Derefter gjorde vi holdt ved delstatsgrænsen mellem Northern Territory og Queensland og spiste frokost.

Hells Gate

Kort fra grænsen stoppede vi ved Hells Gate. Stedet er (som så mange mange andre steder hernede) et gammelt helligt aboriginal område. Grunden til at stedet hedder Hells Gate er, at der i gamle dage i Queensland ikke var noget fængsel, det nærmeste fængsel var i Katherine (som vi jo var 1½ dagsrejse i bus væk fra). Når politiet fra Queensland havde nogen der skulle i fængsel, så ekskorterede de fangerne ud til Hells Gate, slap dem løs og sagde ”Katherine er den vej”, lod fangerne gå og vendte selv om. Krøllen på halen af hele historien er, at ved Hells Gate boede den ene af kun to (ud af i alt 350) aboriginal-stammer der var kannibaler. Når politiet satte folk fri her (ud over hvor barsk naturen selv er) så havde de en ufattelig lille chance for ikke at blive ædt. Stedet hedder altså Hells Gate fordi det at gå forbi her i praksis var det samme som at gå gennem forporten til helvede.

Resten af dagen stod på kørsel på grusveje, gennem floder og over kvægfarmernes jord for at vi kunne komme frem til aftenens overnatning: Adels Grove. Stedet var rigtig hyggeligt men også ret spøjst. Aftensmaden (både til os og en del andre campister) blev serveret kl 7 (var man der ikke var det bare ærgeligt). Vi blev linet op i en lang kø ved en disk som der bagved stod 4 mennesker og øste hver sin del af aftensmaden op på en tallerken som man så fik af den sidste person i rækken. Vi fik shepherds-pie, med kartoffelmos, majs og ærter (lidt gammeldags, men det smagte godt) og en kage med karamelsauce og is til dessert.

Lawn Hill National Park

Dag 3 Sov vi ’længe’ (altså til kl 6.30). Først skulle vi have morgenmad (den havde de heldigvis ikke glemt i Adels Grove) og det foregik på næsten den samme spøjse måde som ved aftensmaden. Desværre så måtte vi bus-farende kigge langt efter den bacon, røræg og cocktail-pølser som de andre campister fik, vi måtte nøjes med havregrød og ristet brød … :´( Men det er nok godt for vores kolesteroltal (og desuden, så får vi rigeligt at spise undervejs)

Første stop var Lawn Hill Gorge National park. Der blev vi sluppet fri til at udforske kløften i et par timer.

Næste stop var Gregory River. Der spiste vi frokost, men som en overraskelse til os, så skulle vi i dag have barbeque og fik derfor både hamburgere og varme pølser til frokost i stedet for de (iøvrigt ganske udmærkede) sandwicher vi havde fået de andre dage. Ved Gregory River blev vi dog også sat til at knokle. Det busselskab vi kører med, sender busser begge veje og den bus der var afgået fra Cairns dagen før havde nogle små-problemer med elektronikken og selskabet ville hellere have den bus hjem istedet for at den først skulle til Darwin og vende. Det betød at vi måtte tage alt hvad der var i vores bus, lægge det i en stor bunke, vente på den anden bus og at den blev tømt, bytte busser og lægge alle tingene på plads i den nye bus. Desværre så betød problemerne med elektronikken også, at der var bøvl med airconditionen 🙁 Når temperaturen kan snige så op på 35 grader så er det altså rarere at sidde i en afkølet kabine.

Tredje stop var ved noget der hedder Thermite Graveyard (altså termit kirkegården). Det hedder stedet, ikke fordi at der er mange døde termitter, men fordi termitboene står der på græssletten på rad og række så langt øjet kan række og ligner en enorm kirkegård.

Hjæææææææælp

Fjerde stop var ved en glasfiber-beton replica af den største krokodille nogensinde fanget. Vi er glade for, at vi ikke er stødt på sådan en krabat under vores rundrejse …

Sidste stop var vores overnatning, The Club Hotel i en lille by i Queensland der hedder Croydon. Angiveligt skulle der være et (venligt) spøgelse på hotellet … men hende hørte vi nu ikke noget fra.

Dag 4 var sidste dag i vores bustur på tværs. Første egentlige stop var ved Mt Surprise hvor vi spiste frokost og gik tur for at se noget der hedder Millstream falls. Da der langs med den australske østkyst ligger en bjergkæde, så betyder det at de skyer der kommer ind over land fra stillehavet bliver presset op og bliver til regn når de kommer til den bjergkæde. Det havde også den betydning at både vores frokost og gåtur foregik i en stille silende regn (heldigvis var der et overdækket skur hvor vi spiste frokost).

Derefter stod den på kørsel gennem Atherton Tablelands. Da det som nævnt regner rigtig meget i området og at det også er varmt, så er de bløde rullende bakker her særdeles velegnet til at holde malkekvæg. Da farmene hernede i Australien som regel har en størrelse der minder om et mindre land, så er det ofte sådan at ’motorvejen’ (at kalde de australske veje motorveje er i den grad at strække bergrebet – sådan som Australierne bruger det dækker det over både grusveje i outbacken og som her, en enkeltsporet vej med grus langs med siderne, så der lige er plads til to modkørende biler hvor yderhjulene er ude i gruset) pløjer sig gennem markerne. Derfor vil man langs vejene i Queensland finde et skilt der mest af alt ligner en advarsel mod, at køerne vil skubbe eventuelle parkerede biler væk men som i virkeligheden betyder at der kan være køer på vejen, og at dem skal man passe på ikke at køre ind i (symbolikken illustrerer også, at sådan et styks ko gerne vil veje det samme som en mindre personbil, og at man derfor ikke har nogen synderligt god chance for at slippe godt fra en kollision).

Muuuuuh

Næste stop var Wooroonooren National Park. Der skulle vi ud at gå tur i en regnskov, men som vores guide gjorde meget ud af at pointere så var det altså ikke ligefrem en regnskov vi gik i. Grunden til at det ikke var en regnskov vi gik i (for det er det normalt) er at der for et par år siden var en cyklon der gik på land og mod forventning kom over bjergene og blæste det meste af regnskoven omkuld. Målet med vores gåtur var endnu et vandfald, denne gang Nandroya falls.

Sidste punkt på programmet var køreturen ind til Cairns. Mens vi kørte op gennem bjergene kørte vi i områder hvor det regnede så meget, at husene aldrig tørrede helt og de var derfor dækket af et tykt lag sort snask. På den anden side af bjerget klarede det heldigvis op, og vi kørte derfor ind med aftensolens sidste stråler lysende ud gennem huller i skyerne ned på de endeløse sukkerrørsmarker som er den næststørste industri her i Cairns (den største er turisme).

Se billederne fra vores bustur

July 19th, 2007

Litchfield & hoppende krokodiller

Var igen-igen en dag med tidligt oppe. Det kan godt være at 7 uger er i den kortere ende af hvad man bør bruge på en Australien-rejse men til gengæld for vi rettet op på det på to måder 1) så får vi nok 1/3 mere ud af dagene end man normalt gør på en ferie; næsten hver dag indebærer at vi er oppe før kl 6 om morgenen og 2) så har vi jo et ret tæt pakket program. I modsætning til så mange andre backpackere hernede, så har vi programsat alt hvad vi gør lang tid i forvejen. Det betyder at vi kun har ganske få spild-dage (altså dage hvor man ’hænger’ et sted fordi at ens transport eller oplevelser ikke passer sammen).

Men altså, dagens program var en tur til Litchfield National Park og vi blev hentet ved vores hostel kl 6.30 om morgenen. Litchfield ligger 1½ times kørsel fra Darwin, den tid brugte vi på at sove, for der er kun en motorvej ind og ud af Darwin så vi havde allerede set hvad der var af se undervejs frem og tilbage fra Kakadu.

Termitterne kravler ud for at forsvare deres bo

Første mål i Litchfield var et område, hvor der var særligt mange og særligt store termit-bo. I Litchfield har de to forskellige slags termitter: katedral-termitter (som vi også så i Kakadu) og magnetiske termitter. De magnetiske termitter er i virkeligheden ikke magnetiske, men de hedder det fordi de bygger deres bo som en tynd ’flage’ langs med jordens magnetfelt – det betyder at den overflade som solen kan varme op er minimal midt på dagen når det er varmest og langt større morgen og aften.Termitterne bygger deres bo sådan for at have en slags naturligt klima-anlæg der sørger for at temperaturen er nogenlunde konstant.

Vores guide viste os derefter et katedral-termitbo, og for at vise hvordan sådan et termit-bo fungerer, så prikkede hun et lille hul i overfladen. Straks efter kom termitterne farende ud. Første række var soldaterne som kom ilende med en form for hvid klister som de smurte på ’fjenden’ så de blev klistret fast hvor de nu var. Næste rækker var arbejderne som straks gik i gang med at reparere hullet.

Næste punkt på programmet var en tur til en rock-pool og et lille vandfald for at blive kølet lidt ned inden vi spiste frokost og kom på gåtur i regnskoven langs et vandfald.

I ser ud til at være nogle godbidder …

Så kom vi på langfart. Vi kørte hen til Adelaide river hvor vi skulle på krokodille-cruise. Det havde vi jo været på før, men denne her tur var meget anderledes. Da vi tog til Kakadu var det med et selskab der gjorde meget ud af at alting skulle være naturligt og uberørt (f.eks. så blev det opfattet som foruening hvis man smed et æbleskrog i skovbunden – og vi havde derfor det hele med ud igen). Denneher tur var med en helt anden filosofi og derfor var krododille sejladsen meget anderledes. For at lokke krodokillerne frem, så havde vores guide en slags fiskestang hvorpå hun hang store klumper af oksekød der blev plasket ned i vandet. Målet var så, at få krokodillerne til at synes at det var en lækkerbisken og hoppe ’ud’ af vandet efter dem (krokodiller kan hoppe ud af vandet, men det er altså ikke noget de gør naturligt, men noget de gør fordi mennesker får dem til det) og man må sige at det var effektivt til at lokke krokodillerne frem – de er så vant til at blive ’madet’ på denne her måde, at mange af dem kom svømmende frem bare de hørte båden.
Se video med krokodille-spring

At se krokodiller sådan springe ud af vandet var en ret interessant oplevelse, men det var også en lidt ’skræmmende’ oplevelse. Når de havde spist deres klump kød lå de jo stadig i vandet og kiggede ind på os i båden, og det var ret nemt at forestille sig, at krokodillerne lå og tænkte: ”den klump kød var en meget rar forret men jeg er egentlig en tand mere sulten, så gad vide hvordan hende Louise der vil smage?” Så på en måde var det også en lettelse da vi var ved at løbe tør for kød og derfor sejlede væk fra krokodillerne (de kan jo faktisk sagtens springe op i båden).

Undervejs tilbage til hvor vi skulle på land, så vi to hvid-brystede havørne. Vi havde stadig en klump kød tilbage, og der skulle ikke meget overtalelse til før vores guide tog den sidste klump kød og lod den hænge og dingle på en pind så ørnen kunne fange den. Det var en ret sej oplevelse at have sådan en stor fugl komme flyvende med fuld fart og snuppe kødet fra pinden 1½ meter fra hvor man sidder.
se video med fodring af ørn

Næste og sidste oplevelse var solnedgangen. Vi kørte hen til et sted hvor man kunne se solen gå ned over flodsletterne mens vores guide serverede champagne og rejer til os (Louise fik spist så mange, at hun overhovedet ikke var sulten til aftensmad da vi kom tilbage til hostellet).

Vi var tilbage i Darwin ved 20-tiden, men vi havde ikke meget tid til at slappe af. Vi måtte straks gå igang med at pakke vores ting ned for dagen efter skulle vi væk fra Darwin. Alle vores ting skulle være pakket ned fordi det igen ville stå på tidligt-tidligt-op.

Se billederne