Litchfield & hoppende krokodiller

Var igen-igen en dag med tidligt oppe. Det kan godt være at 7 uger er i den kortere ende af hvad man bør bruge på en Australien-rejse men til gengæld for vi rettet op på det på to måder 1) så får vi nok 1/3 mere ud af dagene end man normalt gør på en ferie; næsten hver dag indebærer at vi er oppe før kl 6 om morgenen og 2) så har vi jo et ret tæt pakket program. I modsætning til så mange andre backpackere hernede, så har vi programsat alt hvad vi gør lang tid i forvejen. Det betyder at vi kun har ganske få spild-dage (altså dage hvor man ’hænger’ et sted fordi at ens transport eller oplevelser ikke passer sammen).

Men altså, dagens program var en tur til Litchfield National Park og vi blev hentet ved vores hostel kl 6.30 om morgenen. Litchfield ligger 1½ times kørsel fra Darwin, den tid brugte vi på at sove, for der er kun en motorvej ind og ud af Darwin så vi havde allerede set hvad der var af se undervejs frem og tilbage fra Kakadu.

Termitterne kravler ud for at forsvare deres bo

Første mål i Litchfield var et område, hvor der var særligt mange og særligt store termit-bo. I Litchfield har de to forskellige slags termitter: katedral-termitter (som vi også så i Kakadu) og magnetiske termitter. De magnetiske termitter er i virkeligheden ikke magnetiske, men de hedder det fordi de bygger deres bo som en tynd ’flage’ langs med jordens magnetfelt – det betyder at den overflade som solen kan varme op er minimal midt på dagen når det er varmest og langt større morgen og aften.Termitterne bygger deres bo sådan for at have en slags naturligt klima-anlæg der sørger for at temperaturen er nogenlunde konstant.

Vores guide viste os derefter et katedral-termitbo, og for at vise hvordan sådan et termit-bo fungerer, så prikkede hun et lille hul i overfladen. Straks efter kom termitterne farende ud. Første række var soldaterne som kom ilende med en form for hvid klister som de smurte på ’fjenden’ så de blev klistret fast hvor de nu var. Næste rækker var arbejderne som straks gik i gang med at reparere hullet.

Næste punkt på programmet var en tur til en rock-pool og et lille vandfald for at blive kølet lidt ned inden vi spiste frokost og kom på gåtur i regnskoven langs et vandfald.

I ser ud til at være nogle godbidder …

Så kom vi på langfart. Vi kørte hen til Adelaide river hvor vi skulle på krokodille-cruise. Det havde vi jo været på før, men denne her tur var meget anderledes. Da vi tog til Kakadu var det med et selskab der gjorde meget ud af at alting skulle være naturligt og uberørt (f.eks. så blev det opfattet som foruening hvis man smed et æbleskrog i skovbunden – og vi havde derfor det hele med ud igen). Denneher tur var med en helt anden filosofi og derfor var krododille sejladsen meget anderledes. For at lokke krodokillerne frem, så havde vores guide en slags fiskestang hvorpå hun hang store klumper af oksekød der blev plasket ned i vandet. Målet var så, at få krokodillerne til at synes at det var en lækkerbisken og hoppe ’ud’ af vandet efter dem (krokodiller kan hoppe ud af vandet, men det er altså ikke noget de gør naturligt, men noget de gør fordi mennesker får dem til det) og man må sige at det var effektivt til at lokke krokodillerne frem – de er så vant til at blive ’madet’ på denne her måde, at mange af dem kom svømmende frem bare de hørte båden.
Se video med krokodille-spring

At se krokodiller sådan springe ud af vandet var en ret interessant oplevelse, men det var også en lidt ’skræmmende’ oplevelse. Når de havde spist deres klump kød lå de jo stadig i vandet og kiggede ind på os i båden, og det var ret nemt at forestille sig, at krokodillerne lå og tænkte: ”den klump kød var en meget rar forret men jeg er egentlig en tand mere sulten, så gad vide hvordan hende Louise der vil smage?” Så på en måde var det også en lettelse da vi var ved at løbe tør for kød og derfor sejlede væk fra krokodillerne (de kan jo faktisk sagtens springe op i båden).

Undervejs tilbage til hvor vi skulle på land, så vi to hvid-brystede havørne. Vi havde stadig en klump kød tilbage, og der skulle ikke meget overtalelse til før vores guide tog den sidste klump kød og lod den hænge og dingle på en pind så ørnen kunne fange den. Det var en ret sej oplevelse at have sådan en stor fugl komme flyvende med fuld fart og snuppe kødet fra pinden 1½ meter fra hvor man sidder.
se video med fodring af ørn

Næste og sidste oplevelse var solnedgangen. Vi kørte hen til et sted hvor man kunne se solen gå ned over flodsletterne mens vores guide serverede champagne og rejer til os (Louise fik spist så mange, at hun overhovedet ikke var sulten til aftensmad da vi kom tilbage til hostellet).

Vi var tilbage i Darwin ved 20-tiden, men vi havde ikke meget tid til at slappe af. Vi måtte straks gå igang med at pakke vores ting ned for dagen efter skulle vi væk fra Darwin. Alle vores ting skulle være pakket ned fordi det igen ville stå på tidligt-tidligt-op.

Se billederne