Fra Khon Kaen tog vi bussen videre mod nord. Egentlig var det meningen, at vi ville gøre holdt i den Thailandske grænseby Nong Khai, som vi havde læst skulle være ret så hyggelig, men da vi ankom til der hvor vi havde tænkt os at bo, så fik vi at vide, at alt var optaget, men at der et stykke væk var et hotel med en 300 værelser som vi jo kunne prøve … det gad vi dog ikke, og vi sagde i stedet til vores tuk-tuk’er, at han skulle køre os med fuld skrue mod grænsen til Laos (kun et par km væk).

Efter de lidt bøvlede formaliteter for at komme ud af Thailand, og efter en bustur over Lao-Thai Friendship bridge, i en bus så lav at Frej var nød til at have hovedet på skrå for at kunne være i den var vi i Laos.

Vel fremme i Vientiane (udtales ving chang – selvom Louise nægter denne udtalelse), og indkvarteret på vores fine hotel (Family Hotel Vientiane for de interesserede) så skulle vi ud og mødes med Frejs farbror Morten (se forresten Mortens malerier her). Morten havde sms’et og sagt, at han havde sat sig på en lille hyggelig café – som hed sabaydee –  på havnefronten. Der var kun et problem, sabaydee betyder velkommen/goddag på Laotisk så der var lige et par stykker Sabaydee-cafeer at kigge på inden vi fandt frem til Morten.

Det lykkedes dog at finde Morten, og det var super hyggeligt at kunne holde dansker-topmøde herude under de varmere himmelstrøg knap 8.400 km væk fra den arktiske vinterkulde i Danmark. Formiddagen efter brugte vi også på at hygge os med Morten, og på at se nogle seværdighed rundt omkring i Vientiane. Om eftermiddagen blev Morten samlet op af en tuk-tuk der skulle bringe ham til den Thailandske grænse, for han skulle nå nattoget fra Nong Khai til Bangkok.

Laos er stadig et kommunistisk land, så rundt omkring i bybilledet ser man på alle (halv-)offentlige bygninger både det Laotiske flag, og så et flag med hammer og sejl. Det er ret syret at se en bank med hammer og sejl anbragt på facaden …

I Vientiane gik vi også ind og så Laos’ nationalmuseum. Det er et ret syret sted. Fortællingen starter i det små med indblik i livet i Laos i rigtig gammel tid, men skifter hurtigt fokus til fortællingen om de nyere samfundsmæssige hændelser i Laos. Først kommer der en fortælling, som, meget ensidigt, beskriver franskmændene fra kolonitiden som nogle grove typer der misbrugte den oprindelige befolkningen. Så kommer de onde bombende amerikanere under vietnamkrigen og til sidst de gode kommunistiske revolutionære fra Laos. En stor del af nationalmuseets udstilling er gamle rustne våben hvor der så stor et skilt ala ”de her rifler brugte de franske imperialister til at undertrykke det laotiske folk” eller ”de her rifler blev brugt af de ædle laotiske frihedskæmpere” (nb. Frit fra leveren/hukommelsen så måske ikke ordret …)

Vi fik også en reminder om, at Laos er et af verdens fattigste lande da vi sad på en café (det kan ellers være let at glemme, for i Vientiane er der så mange turister og så mange steder rettet mod turister at det er svært at se). På gaden sad en mor og tiggede, og med sig havde hun sine to børn. Det er i sig selv ikke usædvanligt, og det eneste bøvlede er den der skal/skal-ikke overvejelse i forhold til om hun har fortjent nogle penge (det duer jo ikke, hvis det bliver mere attraktivt at sidde og tigge i stedet for et rigtigt arbejde – slet ikke når det som i Cambodia går hen og bliver en mini-industri hvor forældre lejer deres børn ud til tiggere, og hvor børnene bliver sultet og får tæsk så de ser mere usle ud), så skete der det, at da dem som havde siddet ved siden af os på cafeen gik, og den tiggende mor kiggede væk, så gik den lille pige hen og spiste resterne af mælkeskummet fra cafe-latten. Hvis ikke vi allerede havde spist op ville vi helt sikkert have ”glemt” at spise det sidste kage på vores tallerken efter det syn … Vi burde nok været gået ind og købt noget mad til den stakkels pige.

Se billederne fra Vientiane

For at komme fra Siem Reap og til den Thailandske grænse hyrede vi en chauffør der kørte os de knap 200 km til grænsen. Det har vist tidligere været noget af en odyssé, men fordi der nu er blevet anlagt en rigtig vej, så gik det nemt og smertefrit på kun godt to timer.

Vel ankommet til Thailand blev vi mødt af en masse touts der forsøgte at sælge os billetter til nogle gamle udbankede busser. Heldigvis, så er de nemme at skræmme væk, og da vi sagde at vi ikke skulle til Khao San road, ja så var vi ikke interesante. Vi fik hyret os en tuk-tuk og kørt de 7 km hen til den rigtige busstation og fik investeret i nogle billetter der kunne bringe os videre mod nord.

Efter at have kørt i en 6-7 timers tid med to forskellige busser ankom vi til vores første egentlige mål i Thailand: Khon Kaen.

I Khon Kaen dalrede vi lidt rundt, og kiggede på hvad byen havde at byde på. Det blev bl.a. til et besøg i en silkebutik, og på nogle gode billige spisesteder.

Vi kom også til at gå ind i et storcenter (dem er der faktisk overraskende mange af herude, selv i den mindste flække, og de fleste er af en fields-gå-hjem-og-vug størrelse/kaliber. Der faldt vi over en frisør af den rigtig dyre slags (i Thailand altså) og udnyttede chancen til at få kastet en hækkesaks efter Frejs ustyrlige manke, og få anbragt nogle fine lyse og mørke striber i Louises hår. Louise blev også klippet og frisøren kiggede på et tidspunkt skeptisk på Louises hår, og konstaterede at det måtte være gået noget galt sidst hun blev klippet. Han var tydeligt ikke imponeret over den danske frisørs håndværk.

Fra Phnom Penh tog vi videre til Siem Reap, for der ligger Angkor Wat og de mange andre templer (Bayon, Ta Prohm mv.) som ligger i Angkor tempel komplekset. Vi havde købt vores busbillet flere dage i forvejen, for det havde vores chauffør fra den første dag anbefalet, og da vi sad i bussen så var det tydeligt hvorfor. Bussen var propfyldt, og nogle andre turister blev rent faktisk smidt af, for de havde købt en billet som ikke var ’confirmet’, og som derfor ikke havde en tilhørende plads. Efter megen råben og skrigen om at personalet skulle smide nogle andre af istedet for dem (de havde åbenbart ikke lært, at i asien tolkes ophidselse som svaghed, og at det ikke nytter noget) blev døren lukket, og bussen kørte uden dem.

Vi bumlede derudaf, det var meget sjovt at se lidt mere af landet undervejs. Når man flyver fra sted til sted mister man lidt helhedsfornemmelsen. Landet er ret fladt, vi kom fordi mange lysegrønne rismarker og floder hvor folk badede. Vi har lavet en videooptagelse, af noget af det vi så undervejs – hvis nogen skulle være interesserede når vi kommer hjem. Vejen var ret traffikeret –  særligt af små motorcykler, tuk-tuk’er og alverdens mere eller mindre faldefærdige og overlæssede køretøjer. Desværre så vi også en fyr der lå i grøften og var kørt galt på sin scooter. Det var blod henover panden på ham. Men bussen stoppede ikke for at hjælpe og der gik et gips gennem bussen, da folk så ham. Bussen kørte dog ind til siden længere fremme for at orientere nogle mænd om, at der lå en dreng som skulle samles op. Det virkede som hverdag for dem. Suk.

Efter en halv dag  i bus ankom vi til Siem Reap. Selve byen er rimelig uinteressant, og den eneste grund til at den nærmest er blevet til et turistmekka er, at det er den nærmeste ’rigtige’ by i forhold til Angkor Wat. Byen var nu ok hyggelig at være i, og der var gjort meget for at gøre den mere festlig, men diverse lyskæder mv. til at oplyse flodbredden om aftenen.

Dag 1 fik vi sovet lidt for længe, og vi fik først hyret en tuk-tuk ved 9-tiden.. Taksten for at hyre en tuk-tuk og fører fra solopgang til solnedgang var den nette sum af 15 dollar  (dvs. omkring 100 kroner).  Vi havde hørt fra andre som havde været ved templerne, at en strategi er, at se templerne i modsat rækkefølge af alle de store tur-selskaber. Lad det være sagt med det samme, Angkor Wat mv. er en utroligt populær destination, og december-februar er højsæson, så ja, der var et mylder af mennesker over det hele.

Så vi overtalte vores tuk-tuk-fører, der hed Joey og heldigvis kunne tale lidt engelsk, til at køre os den anden vej rundt (det er faktisk ret nemt, de lever jo af at gøre som vi beder om) og så et par templer. Allerede ved 11-tiden havde termometeret vist sneget sig over 30 grader, og vi begyndte at synes det var ved at være godt varmt … så vi aftalte med Joey, at vi vendte snuden mod Siem Reap og frokostpause, kølige drikkevarer og måske lidt air-con … og så eller tilbage til templerne ved 16-tiden når varmen igen tog af, så vi kunne se solnedgangen ved Angkor Wat. Det er ret populært, men egentlig lidt fjollet, for der hvor man ser solnedgangen fra har Angkor mod øst, og man skal altså stå med ryggen til templet for at se solnedgangen.

Forresten – for dem som ikke ved hvad en tuk-tuk er (selvom navnet i sig selv nærmest afslører det) så er det en u-lands udgave af en taxi. I Cambodia består en tuk-tuk af en halvgammel knallert (mellemting mellem en alm. Dansk knallert og en knallert-45) hvorpå der er spændt noget der minder om en lille tohjulet hestevogn. Rent faktisk er en tuk-tuk ikke helt så slem som den kan lyde, to turister+vogn gør at knallerten sjældent kan klare mere end 20-30 km/t, og så kommer vognen med soltag og CO2 venlig aircondition (læs en frisk brise).

Dag 2 Meget klogere havde vi aftalt med vores tuk-tuk-fører Joey, at vi dagen efter skulle noget tidligere ud til templerne. Han virkede ikke ked af, at han skulle tidligt op – tværtimod virkede han rigtig glad over at han blev hyret for endnu en gang – så indkomsten var sikret. Der er for mange tuk-tuk-førere i forhold til behovet, så der er mange der må sidde og vente længe på at få kunder, mens de bliver mere og mere desperate. Vi var godt tilfredse med Joey, så vi så ingen grund til at skifte ham ud med en anden. Hans tuk-tuk kunne godt nok ikke køre så stærkt, så vi blev tit overhalet af andre tuk-tuk’er på vejen,  men det passede også ganske fint. Det føltes mere sikkert, at tage den med ro. Joey var også meget glad og smilende, og holdt øje med hvornår vi kom tilbage fra templerne og vinkede, så vi nemt kunne se ham i mylderet af tuk-tuk’er, hvor mange af de andre tuk-tuk-førerer bare lagde sig til at sove. Selvom det selvfølgelig var meget forståeligt J

Så vi blev samlet op kl. 5 om morgen, tidsnok til, at vi kunne komme ud og se solen stå op over Angkor Wat. Ud over at det var rigtig flot, så var der også den fordel, at vi kunne glo på templer i en 6 timers tid inden det blev for varmt. Som dagen før, så holdt vi frokostpause fra kl 11 til kl 16 hvorefter vi tog ud for at se solnedgangen ved et andet tempel.

Dag 3 Same procedure as yesterday – bare nogle andre templer.

Dag 4 Var vi sådan nogenlunde templet-ud, og vi ville derfor tage en dag hvor vi så på noget andet. Det var nok lidt til Joeys skuffelse, at vi dagen forinden havde fortalt ham, at vi ikke ville hyre ham for den næste dag, da vi ikke havde besluttet os for, hvad vi skulle lave. Vi startede dagen ud med at slappe af (altså, med endnu mere afslapning end vi plejer) og omkring frokosttid fik vi bevæget os hen til endnu en skole der uddannende Cambodianere til at være kokke, tjenere – og på denne skole – også til at drive et hotel. Så de havde et mini-hotel, med kun tre værelser, men indrettet efter standarden på Novotel så de kunne øve sig i at give den service der forventes uden at blev uoverskueligt. Rent faktisk, så er hotellet en rimelig god deal, så hvis man gerne vil bo i luksus for få penge i Siem Reap, så kan man jo prøve at se om der er et værelse ledigt. Maden i skole-restauranten var – som på alle de andre skole-restauranter vi havde besøgt – superb. Det eneste er, at man nærmest får medlidenhed med tjernene, de opfører sig nogen gange som om de er til eksamen – til gengæld, så er det formentlig også et af de steder i Cambodia, hvor formalia er mest i orden.

Næste punkt var, at tage hen og se ”Nationalmuseet” i Siem Reap (rent faktisk var det et privat firma, som havde fået lov til at bruge navnet) og det var faktisk rigtig godt, og satte templerne og deres betydning ind i en større kontekst. Der var også en udstilling med 1.000 forskellige buddha-statuer, og der er faktisk nogle ret syrede imellem, f.eks. nogle hvor der var monteret øjne i statuen, der derfor kom til at se ret så creepy ud.

Derefter stod den på nye udfordringer. Louise havde læst i et magasin (Stay Another Day – Cambodia, kan anbefales) om en lille skole hvor de bl.a. skulle lave tradionelle håndværk og væve silke, så det ville vi tage ud og se på.

Vel fremme fandt vi dog ud af, at det med skole (børnehjem) skulle man lægge mere vægt på end det med traditionelle håndværk. Vi fik en rundvisning af inspektøren, der bl.a. viste os de små huse hvor børne boede i (for der var mange forældreløse tilknyttet skolen). Børnene boede otte sammen i hvert hus, der var bygget på høje træpæle. Husene, der alle var ens, bestod af et mindre rum til børnene og et endnu mindre rum til en voksen ansat på stedet. Børnene sov på gulvet på nogle tæpper. Men på trods af dette virkede det som et godt børnehjem, hvor der blev taget sig godt af børnene. Det skal dog lige indskydes, at der ikke var nogen børn dér, da vi var på besøg. De havde allesammen fri, fordi de lige havde haft eksamen og fordi der var kommet et australsk lærer-hold på besøg, det skulle undervise de lokale lærere i at blive bedre til at undervise. Så vi havde ikke nogen mulighed for at vurdere, om børnene så ud til at trives på stedet, da vi jo slet ikke så nogen børn.

Efter besøgt skolen/børnehjemmet drønede vi med vores tuk-tuk ud for at se endnu en solnedgang ved templerne.

Dag 5 Kampklar over for flere templer havde vi hyret en tuk-tuk til at køre os de 30 km væk fra Siem Reap og hen til Bantey Srei – der også hedder kvindernes by. Det er et lille-bitte tempel, men udsmykket med de mest detaljerede dekorationer og så er templet – i modsætning til nærmest alt andet ved Angkor Wat – opført af en lyserød sandsten. Vi havde taget tidligt til Bantey Srei, og på vejen tilbage var vi lykkelige over den disponering. Den ene store turbus efter den anden fragtede grupper af højrøstede kinesere ud for at se på det lillebitte tempel. Vi tør slet ikke tænke på hvor tætpakket der var efter at vi var smuttet …

Dag 6 Brugte vi på lidt praktiske ting, f.eks. at overveje hvad vi ville videre på turen, for efter Angkor var vi løbet tør for forudplanlagte steder. Valget faldt på det nordøstlige Thailand og måske videre til Laos. Efter en halvsen frokost hyrede vi en tuk-tuk til at køre os ud til en ranch hvor vi havde bestilt en times ridetur på pony rundt imellem de små landsbyer i området. Frej klarede ’prøven’ for at få lov til at ride, da vægten viste under 90 kilo, som var det den stakkels pony maks kunne klare. Den pony virkede godt nok lille i forhold til Frej – der næsten kunne røre jorden med benene, når han sad på den. Nej, det er lidt en overdrivelse. Det så meget sødt ud – vi har sørget for videodokumentation. Louise blev udstyret med den mest dovne pony i verdenshistorien, den skulle motiveres ret kraftigt med et spark i siden, hvis den skulle gå mere end snegletempo. Vi fik lov til at ride pony’er selv, med instruktøren forrest til at vise vej. Det var en meget fin ridetur forbi en masse små landsbyhytter og med lokale børn der stod og vinkede til os. Det var høns, kyllinger, hunde og  hundehvalpe over det hele i næsten lykkeligt samspil. De ældre hunde havde lært at lade hønsene være, selvom de ikke var hegnet ind. Det var godt nok aldrig gået med Louises forældres hunde – Tis og Nis (aka. Tenna og Nanna). Det var da også en hundehjalp der ikke havde lært det helt endnu, den havde fundet en stakkels kylling, som den skubbede omkuld med poten hver gang, det lige lykkedes den at rejse sig. Der var også en lille bitte hundehvalp der løb mellem benene på Frejs pony, så han nærmest måtte lukke øjnene af skræk for, at pony’en ville få trådt den ihjel. Han prøvede at ride udenom den, men hundehvalpen synes pony’en var alt for spændende så den løb efter. Vi skulle også ride i trav noget af vejen, og for nybegyndere i ridesporten kan det godt være noget af en prøvelse. Det med at stå og sidde på det rigtige tidspunkt i den rigtige rytme med hesten. Det var rigtig fin ridetur, men især Louise fik meget ondt i po-po’en bagefter.

På vejen hjem fra ranchen så vi hvordan der bliver leveret frisk kød til restauranter mv. i byen på trods af varmen og mangel på kølevogne. Vi så en mand komme kørende på scooter med en masse ænder spændt bag på – de var hængt op i benene og spændt sammen i to store bundter som hang henover sadlen bagpå. Det virkede ret barsk – det var ikke alle ænderne der havde givet helt op, og de skreg rap-rap. Det er sådan et syn, der lige for kortere eller længere stund kan få en til at overveje at blive vegetar. Men det er heller ikke fordi burhøner i Danmark har et drømmeliv. Det kan være nogle at dyrere i virkeligheden har et bedre liv herude, hvor det umiddelbart ser ud til at de får lov til at løbe mere frit rundt… ind til det bliver deres tur til at ende på middagstallerkenen.

Se billeder fra Angkor Wat, en masse andre templer og fra Siem Reap

Fra Malaysisk Borneo tog vi videre til Cambodias hovedstad Phnom Penh. Vi ankom, efter en mellemlanding i Kuala Lumpur, ved 16-tiden om eftermiddagen og frydede os over, at Louise havde været smart nok til at skaffe os et e-Visa til Cambodia i forvejen – vi kunne så springe hele køen ved immigrationen over og drøne direkte hen til vores bagage. Smart – så et e-visa til Cambodia kan klart anbefales (få et her – det koster $25).

Efter en hel dag brugt på flyvninger og ventetid i lufthavne orkede vi ikke det store, og spiste derfor aftensmad på hotellet.

Dag 1 Vi havde arrangeret med vores taxi-chauffør fra lufthavnen, at han skulle hente os om morgen og køre os rundt hele dagen til de forskellige seværdigheder for en fast pris, istedet for at drønne frem og tilbage fra lufhavnen. Vi betalte 65 dollar for en hel dag, hvor vi også tog en pæn afstikker langt udenfor byen. Det var nok lidt i den høje ende, men vi kunne ikke få os selv til at presse ham for meget og vi havde læst i guidebogen at det skulle koste 40 +dollar om dagen at leje en taxa. Hans udgangspris var også 40 dollars, men han ville have ekstra for at køre langt. Han fortalte selv rimelig ærligt at det ikke var den billigste pris, men heller ikke dyr – den var sådan medium.  Han fortalte os under turen også lidt om sig selv. Bl.a. at han havde en universitetsuddannelse inden for turistindustrien, og at han havde forsøgt at få sig et job i det Cambodianske turist-ministerie. Han sagde, at for at få et sådan job, så skal man bestå en optagelsesprøve, og på trods af at han vidste han havde svaret rigtig, så havde han alligevel dumpet sin prøve. Han sagde, at grunden til at han var dumpet var, at han ikke havde bestukket den person som skulle rette prøven, og for at bestå skulle han betale $10.000 – den Cambodianske regering og statsmagt er så korrupt, at hvis man først er blevet en del af den, så vil man hurtigt kunne tjene pengene hjem igen. Vores chauffør ville ikke være med til det og han havde heller kunne skaffe den slags penge, og det var så derfor at han var blevet taxichauffør – han mente, at det var ”slut” for ham, forstået som at han ikke ville kunne bruge sin uddannelse til noget, men at han håbede, at når hans to døtre voksede op, så ville landet være anderledes. Han ville knokle hårdt for at tjene penge, så han kunne give sine piger en uddannelse. Han boede sammen med sin familie på et værelse ved lufthavnen til $80 om måneden.

Programmet for dagen var nogle af Phnom Penhs største turistattraktioner – og noget som det egentlig er ret mærkeligt er en attraktion – nemlig resterne af Khmer Rouge’s massemord på Cambodias egen befolkning, men man må vel opfatte det som en mere hardcore udgave af de tyske denkmal. Baggrunden for massemordet var, at Khmer Rouge opfattede enhver som havde bare den mindste form for uddannelse eller specialviden som en fjende for samfundet, og forherligede tanken om den uskolede, simple bonde.

Første sted vi så var Choeung Ek (også kendt som ”The Killing Fields” – opkaldt efter filmen med samme navn). Choeung Ek er blot en mange massegrave som Khmer Rouge brugte. Stedet er efter regimets fald blevet udgravet, og er nu en fredfyldt eng (før Khmer Rouge var det en plantage), og der er på stedet opført et stort mindesmærke. Inden i mindesmærket er der fra gulv til loft (vel en 20-30 meter højt) anbragt hylde efter hylde hvor kranierne fra Khmer Rouges ofre er anbragt; sorteret efter alder og køn

Omkring mindesmærket er der rester efter udgravninger – dvs. en masse store huller, nogle bunker med knogler og så ligger der tøjrester over det hele. Det sidste understreger meget effektivt hvor kort tid siden det rent faktisk er, at massemordet fandt sted. Det er i høj grad levende historie, så at sige, der er mange overlevende, der har mistet både nære familiemedlemmer såvel som venner mv. til rædselsregimet. Det fremkalder en meget mærkelig følelse at gå rundt blandt kranier og tøjrester. Det hele er bare så uvirkeligt og samtidig på tæt på. Det er ufatteligt hvilken ondskab menneskeheden også rummer og hvordan den ligepludselig kan få frit spil. Ondskab findes på mange forskellige niveauer, det var meget apropos at Louise lige havde læst ’Undtagelsen’ af Christian Jungersen, da vi var i Kina (som vi har gjort reklame for en gang før på bloggen). Som er en meget tankevækkende bog, der skildrer ondskab på mikro og makro-plan. Den handler om fire kvindelige ansatte på det lille ´Dansk Center for Information om Folkedrab´, og hvordan mobningen hersker på den lille arbejdsplads. Den er bestemt værd at læse, selvom den bestemt ikke er en behagelig læseoplevelse.

Efter Choueng Ek havde vi lyst til at se noget mere fredeligt. Louise havde læst om et lille tempel der hed Ta Prohm og som lå ved søen Tonle Bati, og vi bad vores chauffør om at køre os derhen. Det udløste ros fra vores chauffør om at vi var kloge fordi de fleste turister ikke kendte til det og han virkede ret glad for at der her var nogle turister som kom til Phnom Penh for at se andet end resterne efter folkemordet, og han fortalte os, at templet rent faktisk var ældre end Angkor Wat (selvom nogle af templerne ved Angkor tempelkomplekset vist alligevel er endnu ældre).

Templet var rigtig rigtig fint, og kun en anden turist havde fundet vej derud – de få øvrige personer der var ved templet var lokale. Selvom selve temple mest af alt var en ruindynge, så blev det stadig brugt til bønner, ligesom der der sad en og spillede –  meget stemningsskabende – på et Khmer træinstrument der i udseende lidt ligner en xylophon. Vi blev også mindet om at man skal holde godt øje med hvor man træder, da en skorpion løb over stien. Vi er nu også ret opmærksomme, men det skader jo ikke at blive mindet om det. Nu er skorpionerne godt nok ikke livsfarlige her, men under alle omstændigher er det nok ikke særlig rart at blive stukket.

Efter Ta Prohm og Tonle Bati så stod den på mere folkemord. Anden del af programmet omkring Khmer Rouges eskapader er et besøg til Tuol Sleng (S-21). Det var et ”hemmeligt” fængsel som Khmer Rouge brugte til at tvinge tilståelser ud af folk (hemmeligt i parantes fordi Khmer Rouge – i takt med deres ideologi – havde tømt Phnom Penh for indbyggere, og tvangsflyttet befolkningen til landet).

Tuol Sleng står delvist som det blev fundet i 1975 (hvor Vietnameserne befriede Phnom Penh fra Khmer Rouge). Det er vanskeligt at beskrive hvad Tuol Sleng var for et sted, men en ting som illustrerer det er, at der var sat pigtråd op for vinduer, gange mv. på de øvre etager for at forhindre fangerne i at kaste sig ud og begå selvmord. Khmer Rouge ville først tvinge en ”tilståelse” ud af de indsatte inden de blev henrettet. Det var om muligt værre at gå rundt og se bygninger og udstillingen ved Tuol Sleng. Det gjorde alle de uhyggelige gerninger og nationens grumme historie meget nærværende. Det var meget deprimerende at gå rundt imellem de små fangebåse og se torturredskaber mv. – man kunne fornemme den tunge sky af smerte og grumsomheder.

Til sidst blev vi sat af ved Wat Phnom – der bogstaveligt betyder templet på højen, og som opfattes som der hvor Phnom Penh blev grundlagt. Der var vildt gang i den, for samme aften skulle byens 575 års jubilæum fejres. Der var flere gadesælgere rundt om temlet, der forsøgte at sælge ’frihed’. Det vil sige, de havde et bur propfyldt med gråspurve, som man så kunne betale for, at de skulle sætte fri. Den hoppede vi selvfølgelig ikke på – vi havde en klar fornemmelse af, at sælgeren straks efter ville gå i gang med at indfange nye gråspurve. Det ville jo bare være skruen uden ende, hvis det blev en meget lukrativ forretning ville alle jo begynde at rende rundt og indfange fugle. Det er utrolig at sådan en forretning overhovedet kan køre, men der må jo være nogle naive personer, der betaler for de stakkels fugle skal slippes fri. Det kan også noget symbolsk i deres kultur, Frej har vist læst et sted at de lokale dog kan finde på at købe et helt bur for at sætte fuglene fri. Mens vi gik omkring så vi også fugle-sælgeren rende rundt og lure på nogle just frit-satte fugle og forsøge at fange dem ind igen (ellers er det vist noget med, at fuglene nærmest flyver tilbage i buret igen efter noget tid).

Dag 2/ Frejs fødselsdag/Nytårsaften Vi var lidt smådovne, og kom derfor lidt sent op, men vi nåede heldigvis den gode morgenmad på vores hotel (friske tropefrugter, røræg, bacon, rigtige franske baguetter, croissanter og pain au chocolat, frisk presset appelsinjuice red.). Mums. 

Dagens første rigtige punkt på programmet var et besøg på Cambodias nationalmuseeum. Her er en del af de allerfineste statuer, relieffer mv. fra Angkor templer udstillet (så noget af det man ser ude ved templerne er replikaer). Det var et godt lille museum, og placerede templerne i en historisk kontekst.

Efter nationalmuseet driblede vi lige over gaden for at spise frokost på en café der hedder ”Friends”. Friends  er en del af et projekt hvor tidligere gadebørn får en uddannelse [http://www.friends-international.org/]. Det går ud på, at gennem en række niveauer bliver de uddannede kokke og tjenere mv., og ved at spise på caféen, så støtter man projektet økonomisk ligesom de tidligere gadebørn får praktisk træning. Og så er maden faktisk også rigtig god, så enhver der er i Phnom Penh bør slå et smut forbi (og også Romdeng som er en restaurant drevet efter samme princip).

Derefter drønede vi med en tuk-tuk hen til det russiske marked (det hedder det fordi, at det var det eneste sted der kunne købes ”luksus”-varer mens Cambodia var udsat for en handelsblokade fra vesten, der meget bizart kun anderkendte Khmer Rouge regimet).

Anyway – i dag er det stedet som turister tager hen for at købe souvenirs, og det kan også mærkes. Det er muligt at købe den ene kopi-mærkevare efter den anden, og hvis man ikke kan lide mærket? Ja så siger sælgeren, at jamen han har da en helt magen til bare med et andet mærke syet på – så ved man også hvor ægte det er! Også sælgernes væremåde er meget turistrettet. Da vi gik ned blandt de forskellige boder blev vi konstant mødt af tilråbet ”Hey layyydeeeeee! You buy scharf!”. Hvis Louise viste den mindste interesse for tørklæde blev det straks foldet ud. Frej blev af sælgerne øjeblikkeligt parkeret på en stol – tænk hvis han nu blev træt og slæbte af med Louise … Og nå ja, så forventede sælgerne alle, at når Louise havde bestemt sig for en bunke ting, så var det Frej der skulle fiske penge op og betale. Så meget for ligestilling herude.

En af de helt store handelsvarer er tørklæder, bl.a. faldbydes en del 100 pct. Pashmina tørklæder for 2-4$ stykket – uagtet, at der ikke er noget indholdsstof der hedder Pashmina, og hvor lidet sandsynligt det er, at den helt særlige uld fra maven på et Kashmir-får skulle sælges særlig billigt i Cambodia. Vi kunne ikke stå os for at købe et par stykker, og hjemme på vores hotelværelse så kunne vi hurtigt konstatere – ved hjælp af en brandprøve på et par tråde – at tørklæderne enten var lavet af viscose (lugter af brændt papir) eller kunststof (stinker fælt, og materialet smelter). De eneste steder vi er stødt på hvor det rent faktisk er silke det som bliver solgt som værende lavet af silke (det skal forresten lugte af brændt hår) var i velgørenhedsbutikker (butikker hvor der bliver solgt ting som enten er fremstillet af ofre fra landminer eller af forældre som arbejder for at tjene penge til deres børns skolegang) – så det er bare endnu en grund til at handle de ”rigtige” steder.

De ting som på markedet bliver solgt som lavet af bomuld virker ægte nok – og tankevækkende/paradoksalt nok, så starter sælgerne ofte ud med en højere pris på disse varer end på deres ”silke”-tørklæder!

Om aftenen havde vi bestilt bord på en fin Cambodiansk restaurant (det var jo vores nytårsmiddag), og der fik vi bl.a. en suuuuper lækker bøf-steg-ting.  Vi sad udenfor omkring et oplyst basin med rindende vand og under et stort hvid blomsterende træ. Utrolig hyggeligt sted, hvor der var gjort meget udaf belysningen.  Da vi bestilte den spurgte tjeneren pænt, om vi ville have en på enten 400 gram eller 800 gram – da vi også havde bestilt en kylling grillet på Cambodiansk manér, ja så lod vi os nøjes med den lille-bitte bøf. Det var dog lidt svært ikke at lade sig lidt ramme af de seneste dags oplevelser – vi havde ikke dårlig samvittighed over at sidde og spise et forholdvis dyrt sted, men tankerne kunne alligevel godt lige strejfe ud til alle de mennesker, der ikke har samme muligheder. Men det er vel også et sundt tegn på, at vi ikke er blevet kyniske J. Det er nu også en noget mere direkte konfrontation vi har fået, end at se nyhedsudsendelser fra alverdens brændpunker og tv-annoncer fra hjælpeorganisationer, som man efterhånden desværre har udviklet en vis resistens overfor, selvom det stadig vækker ubehag.

Efter restaurantbesøget tog vi tilbage til vores hotelværelse for at se på fyrværkeri (vores værelse var på 5. sal og med udsigt over byen). Det var rigtig fint.

Dag 3 Ville vi have været inde og se kongepaladset, men der var uplanlagt efternytårslukket (må have været noget af en fest). Så øv-bøv, der fik vi kun sneget os til et lille smugkig gennem tremmeporten. Vi tog derefter hen på Psar Orussey. Det er de lokales marked, og sammenlignet med det russiske marked var det helt befriende. Her var der ingen tilråb (formentlig fordi sælgerne ikke kunne engelsk) og vi kunne derfor gå mere i fred og overveje hvad der var interessant.

Om aftenen spiste vi endnu engang på en restaurant tilknyttet uddannelsesprojektet for tidligere gadebørn. Restauranten hed Romdeng, og laver traditionel Cambodiansk mad med et tvist, og kan klart anbefales. Udover at maden er god, ligger restaurenten i en renoveret gammel kolonitidsvilla, og er klart et af de mest stemningsfyldte steder vi fik spist i Phnom Penh. Vi var helt ærgelige over, at vi ikke kunne nå at spise der flere gange. De tidligere gadebørn gør sig helt vildt umage for at yde den bedste service, det er lige før de ryster helt på hænderne når de skal lægge bestik på bordet.

Det kan være lidt hårdt for psyken at bevæge sig rundt i Cambodia. Man kan ikke undgå nogle gange at blive konfronteret med mange menneskers triste skæbne, også selv når man ikke selv opsøger den – dvs. går på muséer og besøger mindesmærker. Det er ikke ualmindeligt at støde ind i personer, der har mistet arme og/eller ben ved at træde på gamle landminer fra krigens tid. Det er forfærdeligt at se mennesker krybe hen af fortovet med de rester af arme og ben personen har tilbage, og samtidig vide at der ikke et nogen velfærdsstat til at samle dem op. Der er da også nogle der tigger, men der er nu betydelig flere der prøver at ’hjælpe sig selv’ ved at sælge kort, bøger og andet. Det er nok ret tabubelagt at være tigger. Vi havde det også lidt sådan, at vi hellere vil støtte dem der har taget et initiativ. Men det er virkelig svært at vide, hvad det er rigtigt at gøre. For måske har dem som bare tigger, slet ikke ressourcerne til at starte noget op. Men omvendt hvis turister bare uden videre giver penge til tiggere hele tiden, så vil det ende med at kunne betale sig at tigge, istedet for andet arbejde. Det er utrolig svært at gennemskue hvordan ens handlinger påvirker hele systemet. For man skal også hele tiden passe på ikke at ’overbetale’ – så det bedre kan betale sig at være tuk-tuk fører eller servicetrice på en café end at tage en uddannelse til skolelærer osv. Men uanset hvad, er det nok rigtig godt for landet at få nogle turistpenge ind, som kan sprede sig som ringe i vandet også udenfor turistindustrien.

Phrom Pehn var i sandhed en kontrasternes by, en by der på nogle punkter fik lov til at forfalde med nedslidte bygninger og fortove, samtidig med at der ræssede mange store dyre firhjulstrækkere af luxusmærket Lexus rundt i gadebilledet – regeringens og embedsværkets biler. Det er grotest at tænke sig, at de kører sådan rundt og spiser på de dyre fine restaurantet samtidig med at deres landsmænd tilsyneladende dårligt har til dagen og vejen. Det er svært at forstå, at det ikke må føre til gevaldige samvittighedsskrubler, men hvem ved, det gør det måske også… men det ændrer jo bare ikke ved status quo, medmindre der fører til handlen. Turen er en konstant påmindelse om, at vi har været heldige at være født i et velfærdssamfund, og vi aldrig har skulle bekymre os basale livsnødvendigheder mv. Tænk hvor anderledes vores liv kunne have været, hvis vi var født i fattigdom i et af de lande vi har besøgt.

Når dette er sagt, synes vi alligevel der var en god stemning i Phrom Pehn. Cambodianerne virkede som et meget venligt og arbejdssomt folkefærd. Om aftenen når det var blevet mørkt lyste byen rigtig fint op, med lyskæder mv. Det var hyggeligt at køre gennem byen og se på livet. Der var fx en stor plads, hvor en masse lokale var samlet og dansede rundt (street-fitness) efter en instruktør. Vi forstød senere at vi ikke gik over og dansede med, de lokale ville sikkert få sig et billigt grin over os.

Se billederne fra Phnom Penh