Fra Malaysisk Borneo tog vi videre til Cambodias hovedstad Phnom Penh. Vi ankom, efter en mellemlanding i Kuala Lumpur, ved 16-tiden om eftermiddagen og frydede os over, at Louise havde været smart nok til at skaffe os et e-Visa til Cambodia i forvejen – vi kunne så springe hele køen ved immigrationen over og drøne direkte hen til vores bagage. Smart – så et e-visa til Cambodia kan klart anbefales (få et her – det koster $25).
Efter en hel dag brugt på flyvninger og ventetid i lufthavne orkede vi ikke det store, og spiste derfor aftensmad på hotellet.
Dag 1 Vi havde arrangeret med vores taxi-chauffør fra lufthavnen, at han skulle hente os om morgen og køre os rundt hele dagen til de forskellige seværdigheder for en fast pris, istedet for at drønne frem og tilbage fra lufhavnen. Vi betalte 65 dollar for en hel dag, hvor vi også tog en pæn afstikker langt udenfor byen. Det var nok lidt i den høje ende, men vi kunne ikke få os selv til at presse ham for meget og vi havde læst i guidebogen at det skulle koste 40 +dollar om dagen at leje en taxa. Hans udgangspris var også 40 dollars, men han ville have ekstra for at køre langt. Han fortalte selv rimelig ærligt at det ikke var den billigste pris, men heller ikke dyr – den var sådan medium. Han fortalte os under turen også lidt om sig selv. Bl.a. at han havde en universitetsuddannelse inden for turistindustrien, og at han havde forsøgt at få sig et job i det Cambodianske turist-ministerie. Han sagde, at for at få et sådan job, så skal man bestå en optagelsesprøve, og på trods af at han vidste han havde svaret rigtig, så havde han alligevel dumpet sin prøve. Han sagde, at grunden til at han var dumpet var, at han ikke havde bestukket den person som skulle rette prøven, og for at bestå skulle han betale $10.000 – den Cambodianske regering og statsmagt er så korrupt, at hvis man først er blevet en del af den, så vil man hurtigt kunne tjene pengene hjem igen. Vores chauffør ville ikke være med til det og han havde heller kunne skaffe den slags penge, og det var så derfor at han var blevet taxichauffør – han mente, at det var ”slut” for ham, forstået som at han ikke ville kunne bruge sin uddannelse til noget, men at han håbede, at når hans to døtre voksede op, så ville landet være anderledes. Han ville knokle hårdt for at tjene penge, så han kunne give sine piger en uddannelse. Han boede sammen med sin familie på et værelse ved lufthavnen til $80 om måneden.
Programmet for dagen var nogle af Phnom Penhs største turistattraktioner – og noget som det egentlig er ret mærkeligt er en attraktion – nemlig resterne af Khmer Rouge’s massemord på Cambodias egen befolkning, men man må vel opfatte det som en mere hardcore udgave af de tyske denkmal. Baggrunden for massemordet var, at Khmer Rouge opfattede enhver som havde bare den mindste form for uddannelse eller specialviden som en fjende for samfundet, og forherligede tanken om den uskolede, simple bonde.
Første sted vi så var Choeung Ek (også kendt som ”The Killing Fields” – opkaldt efter filmen med samme navn). Choeung Ek er blot en mange massegrave som Khmer Rouge brugte. Stedet er efter regimets fald blevet udgravet, og er nu en fredfyldt eng (før Khmer Rouge var det en plantage), og der er på stedet opført et stort mindesmærke. Inden i mindesmærket er der fra gulv til loft (vel en 20-30 meter højt) anbragt hylde efter hylde hvor kranierne fra Khmer Rouges ofre er anbragt; sorteret efter alder og køn
Omkring mindesmærket er der rester efter udgravninger – dvs. en masse store huller, nogle bunker med knogler og så ligger der tøjrester over det hele. Det sidste understreger meget effektivt hvor kort tid siden det rent faktisk er, at massemordet fandt sted. Det er i høj grad levende historie, så at sige, der er mange overlevende, der har mistet både nære familiemedlemmer såvel som venner mv. til rædselsregimet. Det fremkalder en meget mærkelig følelse at gå rundt blandt kranier og tøjrester. Det hele er bare så uvirkeligt og samtidig på tæt på. Det er ufatteligt hvilken ondskab menneskeheden også rummer og hvordan den ligepludselig kan få frit spil. Ondskab findes på mange forskellige niveauer, det var meget apropos at Louise lige havde læst ’Undtagelsen’ af Christian Jungersen, da vi var i Kina (som vi har gjort reklame for en gang før på bloggen). Som er en meget tankevækkende bog, der skildrer ondskab på mikro og makro-plan. Den handler om fire kvindelige ansatte på det lille ´Dansk Center for Information om Folkedrab´, og hvordan mobningen hersker på den lille arbejdsplads. Den er bestemt værd at læse, selvom den bestemt ikke er en behagelig læseoplevelse.
Efter Choueng Ek havde vi lyst til at se noget mere fredeligt. Louise havde læst om et lille tempel der hed Ta Prohm og som lå ved søen Tonle Bati, og vi bad vores chauffør om at køre os derhen. Det udløste ros fra vores chauffør om at vi var kloge fordi de fleste turister ikke kendte til det og han virkede ret glad for at der her var nogle turister som kom til Phnom Penh for at se andet end resterne efter folkemordet, og han fortalte os, at templet rent faktisk var ældre end Angkor Wat (selvom nogle af templerne ved Angkor tempelkomplekset vist alligevel er endnu ældre).
Templet var rigtig rigtig fint, og kun en anden turist havde fundet vej derud – de få øvrige personer der var ved templet var lokale. Selvom selve temple mest af alt var en ruindynge, så blev det stadig brugt til bønner, ligesom der der sad en og spillede – meget stemningsskabende – på et Khmer træinstrument der i udseende lidt ligner en xylophon. Vi blev også mindet om at man skal holde godt øje med hvor man træder, da en skorpion løb over stien. Vi er nu også ret opmærksomme, men det skader jo ikke at blive mindet om det. Nu er skorpionerne godt nok ikke livsfarlige her, men under alle omstændigher er det nok ikke særlig rart at blive stukket.
Efter Ta Prohm og Tonle Bati så stod den på mere folkemord. Anden del af programmet omkring Khmer Rouges eskapader er et besøg til Tuol Sleng (S-21). Det var et ”hemmeligt” fængsel som Khmer Rouge brugte til at tvinge tilståelser ud af folk (hemmeligt i parantes fordi Khmer Rouge – i takt med deres ideologi – havde tømt Phnom Penh for indbyggere, og tvangsflyttet befolkningen til landet).
Tuol Sleng står delvist som det blev fundet i 1975 (hvor Vietnameserne befriede Phnom Penh fra Khmer Rouge). Det er vanskeligt at beskrive hvad Tuol Sleng var for et sted, men en ting som illustrerer det er, at der var sat pigtråd op for vinduer, gange mv. på de øvre etager for at forhindre fangerne i at kaste sig ud og begå selvmord. Khmer Rouge ville først tvinge en ”tilståelse” ud af de indsatte inden de blev henrettet. Det var om muligt værre at gå rundt og se bygninger og udstillingen ved Tuol Sleng. Det gjorde alle de uhyggelige gerninger og nationens grumme historie meget nærværende. Det var meget deprimerende at gå rundt imellem de små fangebåse og se torturredskaber mv. – man kunne fornemme den tunge sky af smerte og grumsomheder.
Til sidst blev vi sat af ved Wat Phnom – der bogstaveligt betyder templet på højen, og som opfattes som der hvor Phnom Penh blev grundlagt. Der var vildt gang i den, for samme aften skulle byens 575 års jubilæum fejres. Der var flere gadesælgere rundt om temlet, der forsøgte at sælge ’frihed’. Det vil sige, de havde et bur propfyldt med gråspurve, som man så kunne betale for, at de skulle sætte fri. Den hoppede vi selvfølgelig ikke på – vi havde en klar fornemmelse af, at sælgeren straks efter ville gå i gang med at indfange nye gråspurve. Det ville jo bare være skruen uden ende, hvis det blev en meget lukrativ forretning ville alle jo begynde at rende rundt og indfange fugle. Det er utrolig at sådan en forretning overhovedet kan køre, men der må jo være nogle naive personer, der betaler for de stakkels fugle skal slippes fri. Det kan også noget symbolsk i deres kultur, Frej har vist læst et sted at de lokale dog kan finde på at købe et helt bur for at sætte fuglene fri. Mens vi gik omkring så vi også fugle-sælgeren rende rundt og lure på nogle just frit-satte fugle og forsøge at fange dem ind igen (ellers er det vist noget med, at fuglene nærmest flyver tilbage i buret igen efter noget tid).
Dag 2/ Frejs fødselsdag/Nytårsaften Vi var lidt smådovne, og kom derfor lidt sent op, men vi nåede heldigvis den gode morgenmad på vores hotel (friske tropefrugter, røræg, bacon, rigtige franske baguetter, croissanter og pain au chocolat, frisk presset appelsinjuice red.). Mums.
Dagens første rigtige punkt på programmet var et besøg på Cambodias nationalmuseeum. Her er en del af de allerfineste statuer, relieffer mv. fra Angkor templer udstillet (så noget af det man ser ude ved templerne er replikaer). Det var et godt lille museum, og placerede templerne i en historisk kontekst.
Efter nationalmuseet driblede vi lige over gaden for at spise frokost på en café der hedder ”Friends”. Friends er en del af et projekt hvor tidligere gadebørn får en uddannelse [http://www.friends-international.org/]. Det går ud på, at gennem en række niveauer bliver de uddannede kokke og tjenere mv., og ved at spise på caféen, så støtter man projektet økonomisk ligesom de tidligere gadebørn får praktisk træning. Og så er maden faktisk også rigtig god, så enhver der er i Phnom Penh bør slå et smut forbi (og også Romdeng som er en restaurant drevet efter samme princip).
Derefter drønede vi med en tuk-tuk hen til det russiske marked (det hedder det fordi, at det var det eneste sted der kunne købes ”luksus”-varer mens Cambodia var udsat for en handelsblokade fra vesten, der meget bizart kun anderkendte Khmer Rouge regimet).
Anyway – i dag er det stedet som turister tager hen for at købe souvenirs, og det kan også mærkes. Det er muligt at købe den ene kopi-mærkevare efter den anden, og hvis man ikke kan lide mærket? Ja så siger sælgeren, at jamen han har da en helt magen til bare med et andet mærke syet på – så ved man også hvor ægte det er! Også sælgernes væremåde er meget turistrettet. Da vi gik ned blandt de forskellige boder blev vi konstant mødt af tilråbet ”Hey layyydeeeeee! You buy scharf!”. Hvis Louise viste den mindste interesse for tørklæde blev det straks foldet ud. Frej blev af sælgerne øjeblikkeligt parkeret på en stol – tænk hvis han nu blev træt og slæbte af med Louise … Og nå ja, så forventede sælgerne alle, at når Louise havde bestemt sig for en bunke ting, så var det Frej der skulle fiske penge op og betale. Så meget for ligestilling herude.
En af de helt store handelsvarer er tørklæder, bl.a. faldbydes en del 100 pct. Pashmina tørklæder for 2-4$ stykket – uagtet, at der ikke er noget indholdsstof der hedder Pashmina, og hvor lidet sandsynligt det er, at den helt særlige uld fra maven på et Kashmir-får skulle sælges særlig billigt i Cambodia. Vi kunne ikke stå os for at købe et par stykker, og hjemme på vores hotelværelse så kunne vi hurtigt konstatere – ved hjælp af en brandprøve på et par tråde – at tørklæderne enten var lavet af viscose (lugter af brændt papir) eller kunststof (stinker fælt, og materialet smelter). De eneste steder vi er stødt på hvor det rent faktisk er silke det som bliver solgt som værende lavet af silke (det skal forresten lugte af brændt hår) var i velgørenhedsbutikker (butikker hvor der bliver solgt ting som enten er fremstillet af ofre fra landminer eller af forældre som arbejder for at tjene penge til deres børns skolegang) – så det er bare endnu en grund til at handle de ”rigtige” steder.
De ting som på markedet bliver solgt som lavet af bomuld virker ægte nok – og tankevækkende/paradoksalt nok, så starter sælgerne ofte ud med en højere pris på disse varer end på deres ”silke”-tørklæder!
Om aftenen havde vi bestilt bord på en fin Cambodiansk restaurant (det var jo vores nytårsmiddag), og der fik vi bl.a. en suuuuper lækker bøf-steg-ting. Vi sad udenfor omkring et oplyst basin med rindende vand og under et stort hvid blomsterende træ. Utrolig hyggeligt sted, hvor der var gjort meget udaf belysningen. Da vi bestilte den spurgte tjeneren pænt, om vi ville have en på enten 400 gram eller 800 gram – da vi også havde bestilt en kylling grillet på Cambodiansk manér, ja så lod vi os nøjes med den lille-bitte bøf. Det var dog lidt svært ikke at lade sig lidt ramme af de seneste dags oplevelser – vi havde ikke dårlig samvittighed over at sidde og spise et forholdvis dyrt sted, men tankerne kunne alligevel godt lige strejfe ud til alle de mennesker, der ikke har samme muligheder. Men det er vel også et sundt tegn på, at vi ikke er blevet kyniske J. Det er nu også en noget mere direkte konfrontation vi har fået, end at se nyhedsudsendelser fra alverdens brændpunker og tv-annoncer fra hjælpeorganisationer, som man efterhånden desværre har udviklet en vis resistens overfor, selvom det stadig vækker ubehag.
Efter restaurantbesøget tog vi tilbage til vores hotelværelse for at se på fyrværkeri (vores værelse var på 5. sal og med udsigt over byen). Det var rigtig fint.
Dag 3 Ville vi have været inde og se kongepaladset, men der var uplanlagt efternytårslukket (må have været noget af en fest). Så øv-bøv, der fik vi kun sneget os til et lille smugkig gennem tremmeporten. Vi tog derefter hen på Psar Orussey. Det er de lokales marked, og sammenlignet med det russiske marked var det helt befriende. Her var der ingen tilråb (formentlig fordi sælgerne ikke kunne engelsk) og vi kunne derfor gå mere i fred og overveje hvad der var interessant.
Om aftenen spiste vi endnu engang på en restaurant tilknyttet uddannelsesprojektet for tidligere gadebørn. Restauranten hed Romdeng, og laver traditionel Cambodiansk mad med et tvist, og kan klart anbefales. Udover at maden er god, ligger restaurenten i en renoveret gammel kolonitidsvilla, og er klart et af de mest stemningsfyldte steder vi fik spist i Phnom Penh. Vi var helt ærgelige over, at vi ikke kunne nå at spise der flere gange. De tidligere gadebørn gør sig helt vildt umage for at yde den bedste service, det er lige før de ryster helt på hænderne når de skal lægge bestik på bordet.
Det kan være lidt hårdt for psyken at bevæge sig rundt i Cambodia. Man kan ikke undgå nogle gange at blive konfronteret med mange menneskers triste skæbne, også selv når man ikke selv opsøger den – dvs. går på muséer og besøger mindesmærker. Det er ikke ualmindeligt at støde ind i personer, der har mistet arme og/eller ben ved at træde på gamle landminer fra krigens tid. Det er forfærdeligt at se mennesker krybe hen af fortovet med de rester af arme og ben personen har tilbage, og samtidig vide at der ikke et nogen velfærdsstat til at samle dem op. Der er da også nogle der tigger, men der er nu betydelig flere der prøver at ’hjælpe sig selv’ ved at sælge kort, bøger og andet. Det er nok ret tabubelagt at være tigger. Vi havde det også lidt sådan, at vi hellere vil støtte dem der har taget et initiativ. Men det er virkelig svært at vide, hvad det er rigtigt at gøre. For måske har dem som bare tigger, slet ikke ressourcerne til at starte noget op. Men omvendt hvis turister bare uden videre giver penge til tiggere hele tiden, så vil det ende med at kunne betale sig at tigge, istedet for andet arbejde. Det er utrolig svært at gennemskue hvordan ens handlinger påvirker hele systemet. For man skal også hele tiden passe på ikke at ’overbetale’ – så det bedre kan betale sig at være tuk-tuk fører eller servicetrice på en café end at tage en uddannelse til skolelærer osv. Men uanset hvad, er det nok rigtig godt for landet at få nogle turistpenge ind, som kan sprede sig som ringe i vandet også udenfor turistindustrien.
Phrom Pehn var i sandhed en kontrasternes by, en by der på nogle punkter fik lov til at forfalde med nedslidte bygninger og fortove, samtidig med at der ræssede mange store dyre firhjulstrækkere af luxusmærket Lexus rundt i gadebilledet – regeringens og embedsværkets biler. Det er grotest at tænke sig, at de kører sådan rundt og spiser på de dyre fine restaurantet samtidig med at deres landsmænd tilsyneladende dårligt har til dagen og vejen. Det er svært at forstå, at det ikke må føre til gevaldige samvittighedsskrubler, men hvem ved, det gør det måske også… men det ændrer jo bare ikke ved status quo, medmindre der fører til handlen. Turen er en konstant påmindelse om, at vi har været heldige at være født i et velfærdssamfund, og vi aldrig har skulle bekymre os basale livsnødvendigheder mv. Tænk hvor anderledes vores liv kunne have været, hvis vi var født i fattigdom i et af de lande vi har besøgt.
Når dette er sagt, synes vi alligevel der var en god stemning i Phrom Pehn. Cambodianerne virkede som et meget venligt og arbejdssomt folkefærd. Om aftenen når det var blevet mørkt lyste byen rigtig fint op, med lyskæder mv. Det var hyggeligt at køre gennem byen og se på livet. Der var fx en stor plads, hvor en masse lokale var samlet og dansede rundt (street-fitness) efter en instruktør. Vi forstød senere at vi ikke gik over og dansede med, de lokale ville sikkert få sig et billigt grin over os.