Fra Phnom Penh tog vi videre til Siem Reap, for der ligger Angkor Wat og de mange andre templer (Bayon, Ta Prohm mv.) som ligger i Angkor tempel komplekset. Vi havde købt vores busbillet flere dage i forvejen, for det havde vores chauffør fra den første dag anbefalet, og da vi sad i bussen så var det tydeligt hvorfor. Bussen var propfyldt, og nogle andre turister blev rent faktisk smidt af, for de havde købt en billet som ikke var ’confirmet’, og som derfor ikke havde en tilhørende plads. Efter megen råben og skrigen om at personalet skulle smide nogle andre af istedet for dem (de havde åbenbart ikke lært, at i asien tolkes ophidselse som svaghed, og at det ikke nytter noget) blev døren lukket, og bussen kørte uden dem.

Vi bumlede derudaf, det var meget sjovt at se lidt mere af landet undervejs. Når man flyver fra sted til sted mister man lidt helhedsfornemmelsen. Landet er ret fladt, vi kom fordi mange lysegrønne rismarker og floder hvor folk badede. Vi har lavet en videooptagelse, af noget af det vi så undervejs – hvis nogen skulle være interesserede når vi kommer hjem. Vejen var ret traffikeret –  særligt af små motorcykler, tuk-tuk’er og alverdens mere eller mindre faldefærdige og overlæssede køretøjer. Desværre så vi også en fyr der lå i grøften og var kørt galt på sin scooter. Det var blod henover panden på ham. Men bussen stoppede ikke for at hjælpe og der gik et gips gennem bussen, da folk så ham. Bussen kørte dog ind til siden længere fremme for at orientere nogle mænd om, at der lå en dreng som skulle samles op. Det virkede som hverdag for dem. Suk.

Efter en halv dag  i bus ankom vi til Siem Reap. Selve byen er rimelig uinteressant, og den eneste grund til at den nærmest er blevet til et turistmekka er, at det er den nærmeste ’rigtige’ by i forhold til Angkor Wat. Byen var nu ok hyggelig at være i, og der var gjort meget for at gøre den mere festlig, men diverse lyskæder mv. til at oplyse flodbredden om aftenen.

Dag 1 fik vi sovet lidt for længe, og vi fik først hyret en tuk-tuk ved 9-tiden.. Taksten for at hyre en tuk-tuk og fører fra solopgang til solnedgang var den nette sum af 15 dollar  (dvs. omkring 100 kroner).  Vi havde hørt fra andre som havde været ved templerne, at en strategi er, at se templerne i modsat rækkefølge af alle de store tur-selskaber. Lad det være sagt med det samme, Angkor Wat mv. er en utroligt populær destination, og december-februar er højsæson, så ja, der var et mylder af mennesker over det hele.

Så vi overtalte vores tuk-tuk-fører, der hed Joey og heldigvis kunne tale lidt engelsk, til at køre os den anden vej rundt (det er faktisk ret nemt, de lever jo af at gøre som vi beder om) og så et par templer. Allerede ved 11-tiden havde termometeret vist sneget sig over 30 grader, og vi begyndte at synes det var ved at være godt varmt … så vi aftalte med Joey, at vi vendte snuden mod Siem Reap og frokostpause, kølige drikkevarer og måske lidt air-con … og så eller tilbage til templerne ved 16-tiden når varmen igen tog af, så vi kunne se solnedgangen ved Angkor Wat. Det er ret populært, men egentlig lidt fjollet, for der hvor man ser solnedgangen fra har Angkor mod øst, og man skal altså stå med ryggen til templet for at se solnedgangen.

Forresten – for dem som ikke ved hvad en tuk-tuk er (selvom navnet i sig selv nærmest afslører det) så er det en u-lands udgave af en taxi. I Cambodia består en tuk-tuk af en halvgammel knallert (mellemting mellem en alm. Dansk knallert og en knallert-45) hvorpå der er spændt noget der minder om en lille tohjulet hestevogn. Rent faktisk er en tuk-tuk ikke helt så slem som den kan lyde, to turister+vogn gør at knallerten sjældent kan klare mere end 20-30 km/t, og så kommer vognen med soltag og CO2 venlig aircondition (læs en frisk brise).

Dag 2 Meget klogere havde vi aftalt med vores tuk-tuk-fører Joey, at vi dagen efter skulle noget tidligere ud til templerne. Han virkede ikke ked af, at han skulle tidligt op – tværtimod virkede han rigtig glad over at han blev hyret for endnu en gang – så indkomsten var sikret. Der er for mange tuk-tuk-førere i forhold til behovet, så der er mange der må sidde og vente længe på at få kunder, mens de bliver mere og mere desperate. Vi var godt tilfredse med Joey, så vi så ingen grund til at skifte ham ud med en anden. Hans tuk-tuk kunne godt nok ikke køre så stærkt, så vi blev tit overhalet af andre tuk-tuk’er på vejen,  men det passede også ganske fint. Det føltes mere sikkert, at tage den med ro. Joey var også meget glad og smilende, og holdt øje med hvornår vi kom tilbage fra templerne og vinkede, så vi nemt kunne se ham i mylderet af tuk-tuk’er, hvor mange af de andre tuk-tuk-førerer bare lagde sig til at sove. Selvom det selvfølgelig var meget forståeligt J

Så vi blev samlet op kl. 5 om morgen, tidsnok til, at vi kunne komme ud og se solen stå op over Angkor Wat. Ud over at det var rigtig flot, så var der også den fordel, at vi kunne glo på templer i en 6 timers tid inden det blev for varmt. Som dagen før, så holdt vi frokostpause fra kl 11 til kl 16 hvorefter vi tog ud for at se solnedgangen ved et andet tempel.

Dag 3 Same procedure as yesterday – bare nogle andre templer.

Dag 4 Var vi sådan nogenlunde templet-ud, og vi ville derfor tage en dag hvor vi så på noget andet. Det var nok lidt til Joeys skuffelse, at vi dagen forinden havde fortalt ham, at vi ikke ville hyre ham for den næste dag, da vi ikke havde besluttet os for, hvad vi skulle lave. Vi startede dagen ud med at slappe af (altså, med endnu mere afslapning end vi plejer) og omkring frokosttid fik vi bevæget os hen til endnu en skole der uddannende Cambodianere til at være kokke, tjenere – og på denne skole – også til at drive et hotel. Så de havde et mini-hotel, med kun tre værelser, men indrettet efter standarden på Novotel så de kunne øve sig i at give den service der forventes uden at blev uoverskueligt. Rent faktisk, så er hotellet en rimelig god deal, så hvis man gerne vil bo i luksus for få penge i Siem Reap, så kan man jo prøve at se om der er et værelse ledigt. Maden i skole-restauranten var – som på alle de andre skole-restauranter vi havde besøgt – superb. Det eneste er, at man nærmest får medlidenhed med tjernene, de opfører sig nogen gange som om de er til eksamen – til gengæld, så er det formentlig også et af de steder i Cambodia, hvor formalia er mest i orden.

Næste punkt var, at tage hen og se ”Nationalmuseet” i Siem Reap (rent faktisk var det et privat firma, som havde fået lov til at bruge navnet) og det var faktisk rigtig godt, og satte templerne og deres betydning ind i en større kontekst. Der var også en udstilling med 1.000 forskellige buddha-statuer, og der er faktisk nogle ret syrede imellem, f.eks. nogle hvor der var monteret øjne i statuen, der derfor kom til at se ret så creepy ud.

Derefter stod den på nye udfordringer. Louise havde læst i et magasin (Stay Another Day – Cambodia, kan anbefales) om en lille skole hvor de bl.a. skulle lave tradionelle håndværk og væve silke, så det ville vi tage ud og se på.

Vel fremme fandt vi dog ud af, at det med skole (børnehjem) skulle man lægge mere vægt på end det med traditionelle håndværk. Vi fik en rundvisning af inspektøren, der bl.a. viste os de små huse hvor børne boede i (for der var mange forældreløse tilknyttet skolen). Børnene boede otte sammen i hvert hus, der var bygget på høje træpæle. Husene, der alle var ens, bestod af et mindre rum til børnene og et endnu mindre rum til en voksen ansat på stedet. Børnene sov på gulvet på nogle tæpper. Men på trods af dette virkede det som et godt børnehjem, hvor der blev taget sig godt af børnene. Det skal dog lige indskydes, at der ikke var nogen børn dér, da vi var på besøg. De havde allesammen fri, fordi de lige havde haft eksamen og fordi der var kommet et australsk lærer-hold på besøg, det skulle undervise de lokale lærere i at blive bedre til at undervise. Så vi havde ikke nogen mulighed for at vurdere, om børnene så ud til at trives på stedet, da vi jo slet ikke så nogen børn.

Efter besøgt skolen/børnehjemmet drønede vi med vores tuk-tuk ud for at se endnu en solnedgang ved templerne.

Dag 5 Kampklar over for flere templer havde vi hyret en tuk-tuk til at køre os de 30 km væk fra Siem Reap og hen til Bantey Srei – der også hedder kvindernes by. Det er et lille-bitte tempel, men udsmykket med de mest detaljerede dekorationer og så er templet – i modsætning til nærmest alt andet ved Angkor Wat – opført af en lyserød sandsten. Vi havde taget tidligt til Bantey Srei, og på vejen tilbage var vi lykkelige over den disponering. Den ene store turbus efter den anden fragtede grupper af højrøstede kinesere ud for at se på det lillebitte tempel. Vi tør slet ikke tænke på hvor tætpakket der var efter at vi var smuttet …

Dag 6 Brugte vi på lidt praktiske ting, f.eks. at overveje hvad vi ville videre på turen, for efter Angkor var vi løbet tør for forudplanlagte steder. Valget faldt på det nordøstlige Thailand og måske videre til Laos. Efter en halvsen frokost hyrede vi en tuk-tuk til at køre os ud til en ranch hvor vi havde bestilt en times ridetur på pony rundt imellem de små landsbyer i området. Frej klarede ’prøven’ for at få lov til at ride, da vægten viste under 90 kilo, som var det den stakkels pony maks kunne klare. Den pony virkede godt nok lille i forhold til Frej – der næsten kunne røre jorden med benene, når han sad på den. Nej, det er lidt en overdrivelse. Det så meget sødt ud – vi har sørget for videodokumentation. Louise blev udstyret med den mest dovne pony i verdenshistorien, den skulle motiveres ret kraftigt med et spark i siden, hvis den skulle gå mere end snegletempo. Vi fik lov til at ride pony’er selv, med instruktøren forrest til at vise vej. Det var en meget fin ridetur forbi en masse små landsbyhytter og med lokale børn der stod og vinkede til os. Det var høns, kyllinger, hunde og  hundehvalpe over det hele i næsten lykkeligt samspil. De ældre hunde havde lært at lade hønsene være, selvom de ikke var hegnet ind. Det var godt nok aldrig gået med Louises forældres hunde – Tis og Nis (aka. Tenna og Nanna). Det var da også en hundehjalp der ikke havde lært det helt endnu, den havde fundet en stakkels kylling, som den skubbede omkuld med poten hver gang, det lige lykkedes den at rejse sig. Der var også en lille bitte hundehvalp der løb mellem benene på Frejs pony, så han nærmest måtte lukke øjnene af skræk for, at pony’en ville få trådt den ihjel. Han prøvede at ride udenom den, men hundehvalpen synes pony’en var alt for spændende så den løb efter. Vi skulle også ride i trav noget af vejen, og for nybegyndere i ridesporten kan det godt være noget af en prøvelse. Det med at stå og sidde på det rigtige tidspunkt i den rigtige rytme med hesten. Det var rigtig fin ridetur, men især Louise fik meget ondt i po-po’en bagefter.

På vejen hjem fra ranchen så vi hvordan der bliver leveret frisk kød til restauranter mv. i byen på trods af varmen og mangel på kølevogne. Vi så en mand komme kørende på scooter med en masse ænder spændt bag på – de var hængt op i benene og spændt sammen i to store bundter som hang henover sadlen bagpå. Det virkede ret barsk – det var ikke alle ænderne der havde givet helt op, og de skreg rap-rap. Det er sådan et syn, der lige for kortere eller længere stund kan få en til at overveje at blive vegetar. Men det er heller ikke fordi burhøner i Danmark har et drømmeliv. Det kan være nogle at dyrere i virkeligheden har et bedre liv herude, hvor det umiddelbart ser ud til at de får lov til at løbe mere frit rundt… ind til det bliver deres tur til at ende på middagstallerkenen.

Se billeder fra Angkor Wat, en masse andre templer og fra Siem Reap