På tværs af toppen (Desert Venturer)

Et styks firhjulstrækkerbus

Dag 1 Var (surprise) tidligt-op dag, vi skulle forlade Darwin og det gjorde vi med en firhjulstrækker bus. Vores mål var Cairns og der er knap 3.000 km mellem de to byer, så vi blev samlet op ved vores hostel kl 5.25. Vi havde brug for tiden, for udover at køre den lange afstand, så var der også en masse stop undervejs ved en masse seværdigheder.

Første rigtige stop var i Katherine (som vi jo havde været i præcis en uge tidligere). Vores guide gjorde meget ud af, at det ville være sidste gang med mobil-dækning inden Cairns, og at vi netop var kørt igennem det sidste lydkryds for de næste cirka 2.500 km.

Fra Katherine og frem var næste mål en varm (!) kilde der flyder året rundt. Det er sådan, at der under (vistnok næsten hele) Australien er et kæmpestort ’basin’ med vand (1½ km nede) som visse steder kvælder op til overfladen. Man kan så undre sig over, at de ikke pumper noget af alt det vand op og bruger det i de stater hvor der er tørke … når man spørger, så siger Australierne altid at de ikke kan li’ smagen af grundvand …

Daly waters pub

Derefter så vi Daly Waters Pub. Selve pubben er ikke noget at råbe hurra for, men dekorationen af pubben er til gengæld ret sjov. Fra gamle dage er det en tradition at folk har efterladt noget der, og derfor er hele pubben overklistret med billeder, gamle studiekort, pas, visitkort, flag, pengesedler, tøj og alt muligt andet fra hele verden … i pubbens gårdhave var der et klip-klap-træ.

Næste destination var vores overnatning; The Heart Break Hotel. Hotellet er Australiens ødeste, og der er omtrent 4 timers kørsel til den nærmeste ’by’ (et sted med mere end et par mennesker boende). Stedet hedder Heart Break Hotel ikke efter Elvis’ sang, men fordi et det havde været så ufatteligt svært (mange ’heart breaks’) for ham der i sin tid byggede hotellet at da det skulle navngives var det naturlige valg.

Dag 2 Var også en tidligt-op dag. Vi fik væltet os ud af sengen (vores guide tager hensyn til parrene på turene, så vi har til vores store positive overraskelse fået vores eget dobbeltværelse, istedet for det 4-share som de andre blev proppet i …) og skulle til at proppe vores tasker på bussen da vores guide fortalte os, at hotellet havde glemt at de skulle ordne morgenmad til os (hotellet havde lige fået ny kok og han var startet den aften vi ankom … så enten havde han glemt det i stressen eller også havde de glemt at sige det til ham). Vi måtte derfor finde på noget andet. Det blev til, at bussen kørte hen til en tankstation der doblede op og også fungerede som ´cafe´ i et lille-bitte aboriginal community der lå herude midt i ingenting (vi har i den grad fået set sider af australien på denne her bustur som vi ellers aldrig ville have fået set)

Da vi kørte fra den lille aboriginal-by fortalte vores guide en sjov historie om en sherif der havde været i byen i slutningen af 1800-tallet. Han elskede at læse, men da han blev sendt derud, så fik han ikke så mange bøger med sig. Da han havde læst alt hvad han havde at læse (et par gange vel sagtens) så tænkte han sig om. Sheriffen havde hørt om noget der hed The Carnegie Institute i USA (at det var en velgørende organisation der gav bøger væk) og skrev til dem om de ville sende ham nogle bøger. Instituttet reagerede positivt og sendte nogle bøger, men havde tydeligvis ingen idé om den lille aboriginal-bys størrelse: de sendte i alt 7 dampskibe med 17 mio. bøger ombord til sheriffen. Han byggede et bibliotek til dem, og derfor havde den lille by i mange år det bedste bibliotek i hele Australien (det har den så ikke mere. Skovbrande mv. betyder at der idag kun er omkring 200 af bøgerne tilbage). En af hans fanger var analfabet men sheriffen lærte fangen at læse og skrive. Fangen endte med at blive en af de mest populære australske forfattere i begyndelsen af det 20. århundrede.

Derefter gjorde vi holdt ved delstatsgrænsen mellem Northern Territory og Queensland og spiste frokost.

Hells Gate

Kort fra grænsen stoppede vi ved Hells Gate. Stedet er (som så mange mange andre steder hernede) et gammelt helligt aboriginal område. Grunden til at stedet hedder Hells Gate er, at der i gamle dage i Queensland ikke var noget fængsel, det nærmeste fængsel var i Katherine (som vi jo var 1½ dagsrejse i bus væk fra). Når politiet fra Queensland havde nogen der skulle i fængsel, så ekskorterede de fangerne ud til Hells Gate, slap dem løs og sagde ”Katherine er den vej”, lod fangerne gå og vendte selv om. Krøllen på halen af hele historien er, at ved Hells Gate boede den ene af kun to (ud af i alt 350) aboriginal-stammer der var kannibaler. Når politiet satte folk fri her (ud over hvor barsk naturen selv er) så havde de en ufattelig lille chance for ikke at blive ædt. Stedet hedder altså Hells Gate fordi det at gå forbi her i praksis var det samme som at gå gennem forporten til helvede.

Resten af dagen stod på kørsel på grusveje, gennem floder og over kvægfarmernes jord for at vi kunne komme frem til aftenens overnatning: Adels Grove. Stedet var rigtig hyggeligt men også ret spøjst. Aftensmaden (både til os og en del andre campister) blev serveret kl 7 (var man der ikke var det bare ærgeligt). Vi blev linet op i en lang kø ved en disk som der bagved stod 4 mennesker og øste hver sin del af aftensmaden op på en tallerken som man så fik af den sidste person i rækken. Vi fik shepherds-pie, med kartoffelmos, majs og ærter (lidt gammeldags, men det smagte godt) og en kage med karamelsauce og is til dessert.

Lawn Hill National Park

Dag 3 Sov vi ’længe’ (altså til kl 6.30). Først skulle vi have morgenmad (den havde de heldigvis ikke glemt i Adels Grove) og det foregik på næsten den samme spøjse måde som ved aftensmaden. Desværre så måtte vi bus-farende kigge langt efter den bacon, røræg og cocktail-pølser som de andre campister fik, vi måtte nøjes med havregrød og ristet brød … :´( Men det er nok godt for vores kolesteroltal (og desuden, så får vi rigeligt at spise undervejs)

Første stop var Lawn Hill Gorge National park. Der blev vi sluppet fri til at udforske kløften i et par timer.

Næste stop var Gregory River. Der spiste vi frokost, men som en overraskelse til os, så skulle vi i dag have barbeque og fik derfor både hamburgere og varme pølser til frokost i stedet for de (iøvrigt ganske udmærkede) sandwicher vi havde fået de andre dage. Ved Gregory River blev vi dog også sat til at knokle. Det busselskab vi kører med, sender busser begge veje og den bus der var afgået fra Cairns dagen før havde nogle små-problemer med elektronikken og selskabet ville hellere have den bus hjem istedet for at den først skulle til Darwin og vende. Det betød at vi måtte tage alt hvad der var i vores bus, lægge det i en stor bunke, vente på den anden bus og at den blev tømt, bytte busser og lægge alle tingene på plads i den nye bus. Desværre så betød problemerne med elektronikken også, at der var bøvl med airconditionen 🙁 Når temperaturen kan snige så op på 35 grader så er det altså rarere at sidde i en afkølet kabine.

Tredje stop var ved noget der hedder Thermite Graveyard (altså termit kirkegården). Det hedder stedet, ikke fordi at der er mange døde termitter, men fordi termitboene står der på græssletten på rad og række så langt øjet kan række og ligner en enorm kirkegård.

Hjæææææææælp

Fjerde stop var ved en glasfiber-beton replica af den største krokodille nogensinde fanget. Vi er glade for, at vi ikke er stødt på sådan en krabat under vores rundrejse …

Sidste stop var vores overnatning, The Club Hotel i en lille by i Queensland der hedder Croydon. Angiveligt skulle der være et (venligt) spøgelse på hotellet … men hende hørte vi nu ikke noget fra.

Dag 4 var sidste dag i vores bustur på tværs. Første egentlige stop var ved Mt Surprise hvor vi spiste frokost og gik tur for at se noget der hedder Millstream falls. Da der langs med den australske østkyst ligger en bjergkæde, så betyder det at de skyer der kommer ind over land fra stillehavet bliver presset op og bliver til regn når de kommer til den bjergkæde. Det havde også den betydning at både vores frokost og gåtur foregik i en stille silende regn (heldigvis var der et overdækket skur hvor vi spiste frokost).

Derefter stod den på kørsel gennem Atherton Tablelands. Da det som nævnt regner rigtig meget i området og at det også er varmt, så er de bløde rullende bakker her særdeles velegnet til at holde malkekvæg. Da farmene hernede i Australien som regel har en størrelse der minder om et mindre land, så er det ofte sådan at ’motorvejen’ (at kalde de australske veje motorveje er i den grad at strække bergrebet – sådan som Australierne bruger det dækker det over både grusveje i outbacken og som her, en enkeltsporet vej med grus langs med siderne, så der lige er plads til to modkørende biler hvor yderhjulene er ude i gruset) pløjer sig gennem markerne. Derfor vil man langs vejene i Queensland finde et skilt der mest af alt ligner en advarsel mod, at køerne vil skubbe eventuelle parkerede biler væk men som i virkeligheden betyder at der kan være køer på vejen, og at dem skal man passe på ikke at køre ind i (symbolikken illustrerer også, at sådan et styks ko gerne vil veje det samme som en mindre personbil, og at man derfor ikke har nogen synderligt god chance for at slippe godt fra en kollision).

Muuuuuh

Næste stop var Wooroonooren National Park. Der skulle vi ud at gå tur i en regnskov, men som vores guide gjorde meget ud af at pointere så var det altså ikke ligefrem en regnskov vi gik i. Grunden til at det ikke var en regnskov vi gik i (for det er det normalt) er at der for et par år siden var en cyklon der gik på land og mod forventning kom over bjergene og blæste det meste af regnskoven omkuld. Målet med vores gåtur var endnu et vandfald, denne gang Nandroya falls.

Sidste punkt på programmet var køreturen ind til Cairns. Mens vi kørte op gennem bjergene kørte vi i områder hvor det regnede så meget, at husene aldrig tørrede helt og de var derfor dækket af et tykt lag sort snask. På den anden side af bjerget klarede det heldigvis op, og vi kørte derfor ind med aftensolens sidste stråler lysende ud gennem huller i skyerne ned på de endeløse sukkerrørsmarker som er den næststørste industri her i Cairns (den største er turisme).

Se billederne fra vores bustur