Fra Khon Kaen tog vi bussen videre mod nord. Egentlig var det meningen, at vi ville gøre holdt i den Thailandske grænseby Nong Khai, som vi havde læst skulle være ret så hyggelig, men da vi ankom til der hvor vi havde tænkt os at bo, så fik vi at vide, at alt var optaget, men at der et stykke væk var et hotel med en 300 værelser som vi jo kunne prøve … det gad vi dog ikke, og vi sagde i stedet til vores tuk-tuk’er, at han skulle køre os med fuld skrue mod grænsen til Laos (kun et par km væk).
Efter de lidt bøvlede formaliteter for at komme ud af Thailand, og efter en bustur over Lao-Thai Friendship bridge, i en bus så lav at Frej var nød til at have hovedet på skrå for at kunne være i den var vi i Laos.
Vel fremme i Vientiane (udtales ving chang – selvom Louise nægter denne udtalelse), og indkvarteret på vores fine hotel (Family Hotel Vientiane for de interesserede) så skulle vi ud og mødes med Frejs farbror Morten (se forresten Mortens malerier her). Morten havde sms’et og sagt, at han havde sat sig på en lille hyggelig café – som hed sabaydee – på havnefronten. Der var kun et problem, sabaydee betyder velkommen/goddag på Laotisk så der var lige et par stykker Sabaydee-cafeer at kigge på inden vi fandt frem til Morten.
Det lykkedes dog at finde Morten, og det var super hyggeligt at kunne holde dansker-topmøde herude under de varmere himmelstrøg knap 8.400 km væk fra den arktiske vinterkulde i Danmark. Formiddagen efter brugte vi også på at hygge os med Morten, og på at se nogle seværdighed rundt omkring i Vientiane. Om eftermiddagen blev Morten samlet op af en tuk-tuk der skulle bringe ham til den Thailandske grænse, for han skulle nå nattoget fra Nong Khai til Bangkok.
Laos er stadig et kommunistisk land, så rundt omkring i bybilledet ser man på alle (halv-)offentlige bygninger både det Laotiske flag, og så et flag med hammer og sejl. Det er ret syret at se en bank med hammer og sejl anbragt på facaden …
I Vientiane gik vi også ind og så Laos’ nationalmuseum. Det er et ret syret sted. Fortællingen starter i det små med indblik i livet i Laos i rigtig gammel tid, men skifter hurtigt fokus til fortællingen om de nyere samfundsmæssige hændelser i Laos. Først kommer der en fortælling, som, meget ensidigt, beskriver franskmændene fra kolonitiden som nogle grove typer der misbrugte den oprindelige befolkningen. Så kommer de onde bombende amerikanere under vietnamkrigen og til sidst de gode kommunistiske revolutionære fra Laos. En stor del af nationalmuseets udstilling er gamle rustne våben hvor der så stor et skilt ala ”de her rifler brugte de franske imperialister til at undertrykke det laotiske folk” eller ”de her rifler blev brugt af de ædle laotiske frihedskæmpere” (nb. Frit fra leveren/hukommelsen så måske ikke ordret …)
Vi fik også en reminder om, at Laos er et af verdens fattigste lande da vi sad på en café (det kan ellers være let at glemme, for i Vientiane er der så mange turister og så mange steder rettet mod turister at det er svært at se). På gaden sad en mor og tiggede, og med sig havde hun sine to børn. Det er i sig selv ikke usædvanligt, og det eneste bøvlede er den der skal/skal-ikke overvejelse i forhold til om hun har fortjent nogle penge (det duer jo ikke, hvis det bliver mere attraktivt at sidde og tigge i stedet for et rigtigt arbejde – slet ikke når det som i Cambodia går hen og bliver en mini-industri hvor forældre lejer deres børn ud til tiggere, og hvor børnene bliver sultet og får tæsk så de ser mere usle ud), så skete der det, at da dem som havde siddet ved siden af os på cafeen gik, og den tiggende mor kiggede væk, så gik den lille pige hen og spiste resterne af mælkeskummet fra cafe-latten. Hvis ikke vi allerede havde spist op ville vi helt sikkert have ”glemt” at spise det sidste kage på vores tallerken efter det syn … Vi burde nok været gået ind og købt noget mad til den stakkels pige.