Shanghai stod på rekonvalescens, så de første par dage stod på adskillige visitter til forskellige Starbucks og deres store bløde lænestole hvor vi drak spandevis af kaffe og læste i vores medbragte bøger. Der var dog også en enkelt dag, hvor Louise ikke orkede at forlade værelse og Frej måtte bringe mad.

Men når det nu skulle være, var det nu meget hyggeligt at få læst lidt skønlitteratur. Louise har nærmest taget et helt bibliotek med (5-6 bøger) mens Frej bare havde en enkelt – dog en moppedreng på 1.100 sider i punkt 8 og med ½ linieafstand (Ayn Rand –  Atlas Shrugged). Louise nåede blandt andet at læse en dansk krimi af Sara Blædel – Kun et liv, samt Christian Jungersens Undtagelsen, som han fik boghandlerprisen de Gyldne Laurbær for. Det er en utrolig fed bog, men ikke speciel behagelig at læse – slet ikke hvis man snart skal ud og finde et nyt job og ikke ved hvem man får som kollegaer. Den kan klart anbefales. Den handler om 4 kvinder, der arbejder på det lille “Dansk Center for Information om Folkedrab”. En dag modtager to af pigerne en trusselsmail, og mistankerne begynder at svirre. Bogen bevæger sig på flere planer centreret om menneskelig ondskab.

Vores aftensmad i de par dage kom mest af alt fra hottelets restaurant – for den fyrstelige sum af 35 kr. Kunne vi erhverve os to hovedretter og to øl.

Da vi var ved at være oven på igen fik vi også udforsket lidt af byen. At komme til Shanghai fra enten Beijing eller Xi’An føles som at komme til et andet land, så meget mere tilbagestående er de sidstnævnte byer. Skyline i Shang Hai er desuden ret interessant – den virker som om den er taget direkte ud af en fremtidsvision fra 1950erne.

Vi var jo taget tidligere end oprindeligt planlagt til Shanghai, og vi skulle derfor flytte hotel efter et par dage,. Det gik nemt og smertefrit, og betød at vi fik mulighed for at se mere på en anden del af byen.

En aften hvor vi var ude og spise fik Frej byttet rundt på prisniveauerne for en vestlig cafe/restaurant i kina og en lokal en af slags, og tænkte at 70 kr. for en kande god te til maden vel var rigtig nok. Det var det ikke. For vi var nemlig gået på en kinesisk restaurant. Det første hint om, at vi havde bestilt noget andet end vi troede fik vi, da tjenerne lige efter vores bestilling tog nabobordet, og skubbede det hen til vores. Nå da da tænkte vi, og troede i første omgang at vi havde bestilt mad til en hel hær, og at tjenerne gik ud fra at der ville komme nogle og slutte sig til os. Men mængden af mad var nu ikke noget særligt ….

Det var til gengæld teen. Tjenerne kom med  en krukke med diverse redskaber af træ, en stor bakke, en håndfuld poser med te, to tekander, en kande med varm vand, to reagensglasagtige porcelænskopper og to porcelænsskåle af den slags som kineserne drikker te af. Så gik de igen, og så var gode råd ellers dyre, for hvordan gør man med  alle de himstregimser? Vi vidste jo godt, at det var meningen man skulle bruge dem til noget, men til hvad var vi ikke med på. Frej tog noget te, hældte det på en af tekanderne (den forkerte skulle det vise sig), hældte varm vand over og hældte dem i vores teskåle. Det smagte herligt.

Lidt væk fra havde tjenerne set vores forsøg på at arrangere teen, og kom hen for at vise hvordan det rigtig skulle gøres. Os så begyndte det store te-show.

Først blev tekanden overhældt med kogende vand og grundigt opvarmet hvorefter vandet blev hældt ud igen. Derefter blev der fyldt godt med te i kanden, der blev hældt vand på så det stod ud over alle bredder. Derefter blev låget sat på så der blev trykket te ud gennem tuden, og afslutningsvis … blev teen hældt ud i bakken. Første træk skulle åbenbart bare kasseres. Derefter blev der hældt nyt vand over bladende, og tjeneren tog den anden tekande (den som Frej tidligere havde brugt).

Da han så, at der lå teblade nede i koppen kunne man nærmest af tjeneres ansigtsudtryk aflæse en tanke: ”barbarer!”. Tjeneren tog resolut tekanden, smed bladene ud, og hældte teen fra den første kande over i den anden (gennem en lille si). Fra den anden kande blev teen så hældt på i de reagensglasagtige porcelænskolber, og teskålene blev lagt oven på. Med et hurtigt sving med håndleddet blev der vendt op og ned på dem, så porcelænskolberne nu stod nede i skålen.

Derefter var det så meningen, at man løbtede porcelænskolben så teen løb ned i skålen og man kunne løfte kolben op til næsen, og nyde den liflige duft af teen. Den var nærmest fortryllende.