Conga-pandaer og andet godt


Onsdag skulle vi videre med nattoget til Xi’An om aftenen. Formiddagen gik med se nogle buddistiske pagoder og eftermiddagen stod på et besøg i Beijing Zoo – målet med vores udflugt var på forhånd veldfineret: vi ville se pandaer!. Og øj hvor var vi ellers heldige. Pandaer er jo normalt nogle ret så dovne dyr (hvem ville ikke være doven hvis alt man spiste var bambusskud?), men lige da vi kom ind til der hvor de små pandaer var, så begyndte der en vild aktivitet. Vi fik både set pandaer der kildede hinanden, pandaer der dansede conga (se billedet) og pandaer der var oppe at slås. Vi stod og morede os i 5-10 minutter, og lige så pludseligt som de var gået i gang så gik pandaerne i stå igen. Nøj hvor var de søde.

Efter vi havde været i zoo slentrede vi rundt i byen for at finde noget aftensmad, blandt andet i nogle hutonger som hører til den ’gamle’ del af byen. Man oplever den enorme forskel der er på rig og fattig i byen. Bare ved at krydse gaden eller gå lidt ned af en sidegade kan hele billedet brat forandre sig. Fra at være hæderlige bygninger til det rene slum. Det er utrolig mange gadehandlere der sælger mad over det hele. Store bunker af kinakål ligger også nærmest ude i rendestenen nogle steder. Noget af maden møder en med en herlig duft, andet er lige til at få kvalme af.

Der er også utrolig mange offentlige toiltter overalt, det er nok fordi mange boliger er uden toilet. Man er ikke i tvivl når man nærmer sig et offentlig toilet, stanken er forfærdelig. Tanken om at skulle bevæge sig derind, kan fjerne enhver tissetrang. Det er et stærk incitament til ikke at drikke for mange kopper kaffe og vand på en dag.

Men byen er spændende – det er lidt at en kulturchok. Man må hurtig erkende med sig selv hvor fastlåst man egentlig er i sit syn på ting, hvad der er ordentlig mad og hvad der er normalt og unormalt, og hvad man da absolut ikke kan spise. Det virker vildt uhygiejnisk den måde maden bliver behandlet på i de lokale gadekøkkener. Maden ligget udækket fremme mens hober af mennesker maser sig forbi hostende, prostende og ikke mindst spyttende. Vi kan ikke vænne os til at det er normalt at høre en ordentlig slimklat bliver harket op og spyttet ud på gaden.

Det er lidt ærgeligt vi ikke tør at prøve maden i de små gadekøkkener, for noget af det smager sikkert rigtigt godt og det er også noget af den kulturelle oplevelse, at gøre ligesom alle andre og være åben for det nye. Men risikoen for at vi bliver syge holder os tilbage. Selvom vi ikke har haft nogen problemer med maven, så har vi heller ikke lyst til at udfordre skæbnen. Men man ville helt sikkert kunne leve for næsten ingenting her, hvis man turde at spise maden på gaden. På gaden hvor vores hotel ligger er der også en slagterforretning, det rå kød ligger bare fremme på bordet uden køleelementer og afdækning, men der er hele tiden kunder i biksen. Efter alt det man ved om hygiejne og midt i en svineinfluenzatid er det lidt ufatteligt. Men omvendt er det måske bare os vesterlændinge der er overhysteriske – hvordan har mennesket ikke levet i størstedelen af historien? Det står bare i skarp kontrast til det influenza hysteri vi oplevede i lufthavnen, hvor man skulle have taget temperaturen flere gange, før man kunne komme ind i landet.

Vi endte med at finde en lille tibetansk restaurant at spise aftensmad på. Der var dejligt varmt og hyggligt, med farvede tæpper over det hele. Vi trænge til at slappe af efter at have rendt rundt i mudder til haserne mellem hutongerne i det gamle slumagtige kvarter. Heldigvis føler man sig ikke rigtig utryg i Kina selvom man får forvildet sig ned i nogle små bitte gyder, hvor vejene er blevet til mudder efter snevejret. Der er altid mange mennesker overalt, både på godt og ondt. Man kan godt blive skræmt af menneskemængderne en gang imellem, og tænke at dem får man da aldrig mast sig igennem. Særlig på fridage eller i myldretiden kan det være ret ulideligt. Man kan godt savne naturen og de store vidder midt i storbyens kaos. Så i vores stille sind glæder vi til at komme lidt væk fra menneskehavet og væk fra byens os. Louise tænker på sine forældre med et smil, de ville ikke kunne holde en dag ud her… når bare det at have været i København i et par timer kan få dem til at glæde sig til at komme hjem 🙂

Det var blevet tid til at komme til banegården og finde vores nattog. Vi fik ud for at finde en taxa. Men den første taxa ville ikke have os med, da han kørte hvor vi skulle hen. Så vi måtte gå tilbage til hotellet og får pigerne i receptionen til at hjælpe os med at få en taxa. Det lykkedes. Da vi nærmere os banegården begyndte vi at forstå den taxichauffør der havde afvist os. Der var kaos og et mylder af taxaer der var tvunget til at vente i en lang kø. Vores chauffør smed os af før, så kan kunne vende og slippe for det hele. Så vi måtte pænt slæbe vores baggage det sidste stykke. Vi glæder os virkelig til at vi kan slippe for at slæbe vintertøj. Vi fandt toget og vores pladser.

Vi skulle dele kupé med 2 kinesiske damer. Vi hoppede straks op i vojes overkøjer og lå og læste lidt. Så blev tid til at sove… men Frej kunne ikke sove og lå og blev mere og mere desperat og arrig. En af damerne snorkede værre end en gris og de snorkede nærmest i takt. Men det lykkedes endelig at få gravet nogle ørepropper op af tasken og så var søvnen resten af natten reddet.

Toget var blevet forsinket i løbet af nattet pga. uanede snemængder i området, værste snefald for årstiden i de sidste 50 år og måske endnu længere tilbage.. men i hvertfald så længe man havde registreret det. Men alt i alt blev vi kun 3 timer forsinkede.