Afrejse


Så var dagen kommet hvor det var tid at drage afsted på vores lange færd og nye eventyr. Aftenen inden havde vi hygget med Louises familie (minus mor desværre, som var på kursus i Sverige), drukket god rødvin og spillet besserwisser.
Vi havde lige et kvarter tilovers til at sidde ned og spise lidt morgenmad, men ellers skulle det sidste pakkes ned eller væk og så var vi klar til afgang. I lufthavnen blev vi mødt af Frejs farmor, som var så sød at traktere os med en kop kaffe og en bid mad inden afgang. Vi skyndte os lige først at aflevere baggagen og se hvor lang ventetid der var ved sikkerhedstjekket. Der var kun 5 minutters ventetid, så vi havde god tid til at sidde og sludre med Frejs farmor. Det var rigtig hyggeligt og en afslappet måde at starte ferien tid.
Så blev det tid at bryde op og komme op i afgangshallen. Det halvtomme fly gik til tiden til London, som var vores første stop. Vi havde dog stort set ingen ventetid i London, vi kunne lige nå at guffe en sandwich inden vi skulle ombord på flyet til Beijing. På vej om bord fik vi en behagelig overraskelse – vi blev upgradet til business class. Det er ellers altid noget man kun hører om sker for alle andre. Så vi blev ret overraskede. Knap kunne man nå at sætte sig ned før der blev serveret champagne og man fik stukket et fint menukort i hånden. Herligt. Så kunne man  lige se en film og spise lidt mad og så vupti trykke på en knap så sæddet blev helt vandret og så var det sovetid – hvilken ukendt luksus. Det kunne man godt blive forfalden til.