Airlie Beach


Så har vi været strandet over et døgn i Arlie Beach og endda på et rigtig skod-hostel, men der var desværre ikke plads til os andre steder. Det var rigtigt meningen, at vi skulle have ligget i vores telt, men den tanke droppede vi så snart vi ankom og så telt pladsen. Den var lille bitte, overbelyst og lå lige op ad baren hvor der spillede høj musik. Vi var trætte efter den lange transportstid og kunne ikke overskue ikke at få sovet pga. larm og lys.

Så vi greb straks guidebogen & mobilen og gav os til at ringe rundt for at finde et værelse. Desværre var der fuldt booket flere steder. Så vi var tvunget til at blive hvor vi var men heldigvis kunne vi få et twin-share værelse på det meget lidt anbefalelsesværdige hostel hvor vi var (dem som også lejede teltpladser ud). Det var lidt bedre, men det var stadig meget larm om natten.

Man skal være ualmindelig festgal for at kunne holde ud at være et sted som dette. Her er mange stive englændere eller måske rettere, stive alt-muligt folkefærd. Men englændenderne er tit de mest højtråbende. Vi har ikke haft lyst til at drikke os ned her, for det første er det pisse dyrt og de penge vil vi meget hellere bruge på at komme ud til revet. For det andet tror jeg heller ikke det er os den slags fest de har her – fester med miss wet t-shirt konkurrencer. Så sjovt er det nok ikke at kigge på. Alle stederne henvender sig mest til fyre i deres markedsføring. Der er altså letpåklædte piger på plakaterne eller små piger der vimser rundt i små toppe og deler flyers ud. Det er ikke lige det vi er kommet til Australien for.

Mums. Lækker morgenmad :D

Vi var blevet advaret af en af vores turguider om at dette sted var et røvsygt hul og vi kan kun give ham ret. Vi glæder os til at komme ud på vores skib og ud på revet. Det bliver skønt. Vi har også forsødet vores tilværelse lidt og spist lækker morgenmad ude. Den var så ’sund’ og nærende at vi slet ikke blev sultne igen før kl. 17.00 om eftermiddagen så vi sparede lidt på frokosten ?. Vi var også ude og spise lækker aftensmad, det er ikke rigtig muligt at lave mad selv her. Så det har vi lige udnyttet til vores fordel. I nat har vi sovet i et dobbelt værelse- som vi skiftede over til dagen efter ankomst. I går aftes lå vi og hyggede på vores værelse og så ”Happy Feet” på computeren. Bagefter troede vi at vi skulle have en omgang veltiltrængt skønhedssøvn men det var der andre der ikke synes vi skulle. Vi blev vækket flere gange i løbet af natten ved at der blev hamret hårdt på vores dør. Vi var bange for at personerne ville finde på at sparke døren ind. Underfor stod en flok mega fulde og ucharmerende englændende og råbte op. Vi regner med de manglede et sted at sove. Men man skulle næsten tror at de kunne regne ud at vi ikke ville åbne, efter at have prøvet flere gange. Men nej. De prøvede igen og igen. Og det lød som om de ville smadre hele blokken. Vi skulle ikke nyde noget at stikke hovedet ud og sige noget til dem. De kom igen for sidste gang ved 7.30 tiden. Det må sgu have været en hård nat at rende rundt fra dør til dør. Vi opgav at sove videre og begyndte at overveje hvem vi skulle ringe til for at få dem væk. Louise turde ikke engang gå ud for at tisse. Hostelet havde ”reklameret” med at det var sikkerhedsovervågning men nummeret på vagterne var ikke på værelset … Det skulle man udenfor for at finde. Rimelig mærkeligt må man sige – for så er det jo ikke til stor hjælp.

Endeligt lød det som om de var gået og vi smuttede ud. Vi opdagede straks at vores ene håndklæde, som havde hængt til tørre udenfor var væk. Vi kunne høre der var en der var i bad og tænkte det måske var tyven. For Frej havde hørt af en af de engelske skiderikker frøs – så han havde jo nok besluttet sig for et varmt bad. Der lå skrald over det hele, fordi de i deres fuldskab havde sparket til alt hvad de kunne komme i nærheden af.

Vi gik op til receptionen for at fortælle dem at der var skrald over det hele og om nattens forstyrrelser. Men som vi regnede med gjorde de ikke noget ved det. Da vi kom tilbage igen hang vores håndklæde igen på sin plads vådt. Så tyven havde hængt det tilbage igen efter brug – meget lækkert hrrrrrmpfff. Vi er glade for vi opdagede at det havde været ”lånt”. Nu skal det ihf. koges før det kommer i brug igen. Det er ufatteligt hvad folk kan finde på ?

Jeg var lidt muggen om morgenstunden pga. den forstyrrede nattesøvn, men nu er jeg ved at komme i bedre humør igen. Vejret er lækkert og det varer ikke længe før vi ENDELIG skal ud at sejle. Vi glæder os så meget.

Forresten nu når jeg alligevel er igang med at brokke mig- så kan jeg lige sende en klage til beboerne på Højsagergård. Jeg har stadig ikke modtaget nogle billeder af de søde små hundehvalpe. Så derfor intet indlæg om at i har fået dem hjem. For dårligt!!

Er min lillebror virkelig så overanstrengt af at holde sommerferie at han ikke har 5. min? Nå, men jeg venter stadig billederne med spænding …