Cape Tribulation & Daintree


Fra andre Australien-farende var vi blevet anbefalet, at udforske områderne nord for Cairns så det gjorde vi. Louise havde fundet et firma der arrangerede dagture til Daintree og Cape Tribulation – og fået dem overtalt til, at når turen var overstået, så istedet for at køre os tilbage til Cairns, så satte de os af i Port Douglas og tog os med tilbage til Cairns et par dage senere. Det synes vi er vældig god service, så tak til & en anbefaling til andre af BTS tours herfra.

Turen startede ud med endnu et krokodille-cruise. Dem har vi jo efterhånden været på et par stykker af, så det med at holde udkig efter krokodiller var ikke noget der ophidsede os voldsomt. Det var langt sjovere at se på landskabet – for her var der en kæmpe forskel i forhold til hvad vi tidligere havde sejlet imellem. Det nordlige Queensland er jo tropisk, og derfor så sejlede vi rundt i en mangrove skov. Det var ret flot og en stor forandring for det udtørrede og afbrændte landskab i Northern Territory. Mangrover er træer der vokser i saltvand og iltfattige omgivelser og de har derfor et meget særpræget udseende. For at overleve at jorden er iltfattig, så fungerer træernes rødder som snorkler – de stikker simpelthen op over vandoverfladen og suger luft ned. I bredden boede der utallige krabber der sad og solede sig mens vi sejlede forbi.

Der var skildpadder i vandet hvor vi spiste frokost

Derefter tog vi videre mod vores frokost-sted. Det var et hyggeligt lille sted som firmaet havde privat for sig selv. Mens vores guide lavede barbeque til os, så kunne man udforske det lokale vandløb i kano eller kigge på skildpadder som man kunne lokke frem ved at kaste blad-stumper i vandet.

Efter frokost tog vi til Cape Tribulation for at gå tur hvor regnskover når hele vejen ned til bounty-stranden. Det var vældig idyllisk.

Sidste punkt på programmet var en gåtur i Daintree regnskoven. Undervejs der var vi dog så heldige at se en Cassowary (en stor fugl med et blåt og rødt hovede som ikke kan flyve ). Cassowaryer er ret sjældne så det var en stor bonus at vi fik en at se (vi havde hørt om den, men ikke regnet med at se dem). Desværre, så fik vi ikke noget billede af den …

Cape Tribulation

På hjemturen blev vi jo sat af i Port Douglas og vi brugte derfor eftermiddagen at se os omkring – det er faktisk en ret så hyggelig lille by. Vi campede på hvad der har været turens hidtil bedste campingplads og om aftenen, så besluttede vi os for at forkæle os selv, så istedet for selv at lave mad gik vi på en super-lækker restaurant. Der fik vi barramundi (”verdens lækreste fisk”) – det var rigtig rigtig lækkert. Det var farmor-fonden der gav, så tak for mad!