Nitmiluk (Katherine Gorge)


Dag 1 Vi ankom relativt kvæstede til Katherine by kl 9 om morgenen efter en 15 timers togtur på økonomi-klasse. Om Katherine by er der ikke meget at sige, der bor ca. 8.000 mennesker og at dømme efter hvor mange aborigines der driver formålsløst rundt langs byens ene hovedgade må de udgøre en væsentlig del af befolkningen. Katherine er ligesom Alice Springs kvæg-farmer-område og vi provianterede derfor ind til en lækker stir-fry i Katherines Woolworths. Fra Katherine tog vi bussen de 29 kilometer ud til selve kløften.

Da vi var vel ankommet og checket ind på camping-pladsen var næste punkt på programmet at få smidt vores mad i køleskabet (der er godt og vel 30 grader om dagen i Katherine). Vi havde vendt ryggen til vores indkøbte roast-beef i cirka 30 sekunder og da vi vendte os for at tage den, var der en ørn med et vingefang på 1½ meter der var igang med et styrtdyk ned mod stegen. Da Frej så det gjorde han sig ’stor’ og løb hen mod stegen og fik derfor skræmt ørnen væk – dog ikke uden at der var dyyybe ørne-klo-huller i vores steg. Det ramte kød skar vi væk og vi fik heldigvis reddet aftensmaden – selvom det nu heller ikke var uden problemer.

Vi havde undladt, at indkybe sprit til vores stormkøkken i forventningen om, at der ville være en lille butik tilknyttet campingpladsen – det var der ikke og vi måtte derfor ud på den vilde jagt for at finde ud af hvordan vi kunne fremskaffe noget sprit. Louise var snedig, og vi spurgte derfor i caféen ved det tilknyttede besøgscenter, om de tilfældigvis brugte sprit til at rengøre køkkenet med – det gjorde de, og vi fik en deciliter af dem. En deciliter sprit er ikke så forfærdeligt meget til at lave mad i et stormkøkken med, så vi måtte gemme det til vi skulle ud og overnatte i kløften, og lavede derfor vores stir-fry på en af de bbq’s som australierne stiller op over det hele .. det blev alligevel lækkert. Resten af aftenen stod på en omrokering af vores ting – der er ikke plads til sønderligt meget i en australsk ’kano’ så vi kunne kun have vores ’skole’-tasker med tøj og ellers vores telt, liggeunderlag, soveposer og en pose med stormkøkken og andet madudstyr.

Dag 2 Skulle vi tidligt op. At sejle i kano på Nitmiluk Gorge er meget populært, og selvom vi havde bestilt vores kano 1½ måned i forvejen var det nødvendigt at stå forrest i køen for ikke at komme for sent afsted. Der er i alt 9 seperate kløfter man kan sejle i, og vores overnatningssted var i den 5 kløft – det vil sige 9 kilometers padling og omkring 1 kilometers slæben af kanoen henover sten (se bare billederne!).

Selve sejladsen var dejlig og afslappet. Selvom luften er 30 grader heroppe mod nord, så føles det ikke for varmt. For det første, så er det en tør varme og for det andet, så var vi jo ret tæt på vandet som nok var tættere på at være 20 end 30 grader varmt. At sejle i kano i det vejr var ret så dejligt og de fleste steder hvor kanoen skulle slæbes var overkommelige, men den sidste overbæring var særdeles hård! Man skulle løfte kanoen omtrent 700 meter henover store sten som i den våde tid ligger på bunden af en kraftigt flod, og som derfor ikke har noget sand eller lignende mellem dem. Det tog os omkring 1½ time at få slæbt kanoer og alt vores habengut det stykke vej. Selvom det var hårdt er det dog også godt at det er svært at komme forbi – det betyder, at der ikke er så mange der får kæmpet sig helt ud der hvor man kan overnatte i kløften.

At der ikke er mange mennesker der kommer forbi, betyder også at dyrelivet er meget mere uforstyrret i de ’ydre’ kløfter. Som det første hold der kom igennem den femte kløft stødte vi derfor på en ferskvands-krokodille (en mellem en af slagsen – vel omtrent 1½ meter) den lå og så ret fredelig ud men mærkværdigvis så sejlede kanoen lige præcis der særligt hurtigt … vi havde ikke lyst til at teste om det rent faktisk passer at ferskvandskrokodiller var fredelige (og inden vi satte fra land, havde vi fået at vide, at vi skulle holde os langt væk fra deres reder fordi det var ynglesæson og krokodillemor derfor kunne være ret så uvenlig hvis man kom i nærheden af hendes æg)

Selve campingen var på en sandstrand hvor floden slog et sving (eneste udstyr var et vaskeægte komposterings-lokum). Udover os, så var der en australsk familie og en gruppe australske venner der skulle overnatte i kløften.

Skæbnen ville det, at gruppen af australske venner også havde et sprit-stormkøkken. ’Yes’ tænkte vi, da vi så regnede med, også at kunne få noget sprit af dem – måske ville vi så have sprit nok til både en omgang aften- og morgenkaffe. Men Ak. De havde også glemt deres sprit … heldigvis kunne de så låne nogle sprittabletter af den australske familie. Vi sparede på spritten som vi skulle bruge til at varme vores aftensmad (som på grund af omstændighederne var en smule mindre ambitiøs end hidtil, det blev til lidt thai-suppe på pulver form og spaghetti med kødsovs på dåse) og gav resten til australierne (de skulle overnatte to nætter derude). På de resterende sprit-dampe kunne vi lige varme nok vand til, at vi fik en lunken kop aftenkaffe til deling. Det australske unge var ret flinke, og gav os et glas rødvin som vi kunne drikke mens vi sad og nød solnedgangen.

At ligge på en sandstrand så langt væk fra al civilisation og kigge på stjernene helt uden den mindste form for lysforurening – det er helt ubeskriveligt smukt – men prøv at forestille dig, at man kan se så mange stjerner, at mælkevejen nærmest ligner skyer, så har du en ide om hvordan det ser ud!

Dag 3 Skulle vi hjem igen. Første forhindring var det lange stykke hvor kanoen egentlig skulle bæres, men da hjemturen var med strømmen, så trak Louise kanoen igennem strømfaldende istedet. Det var en hel del lettere. Vi padlede stille og roligt tilbage mod den ’rigtige’ campingplads og da vi kom frem, så fejrede vi det med at spise frokost på caféen og dele en øl. Louise fik en burger med den lokale fisk – det er en barramundi – og den var så lækker, at Frej helt ærgerede sig over, at han ikke havde bestilt en ret med fisk (det havde i nok aldrig troet muligt …)

I besøgscentret var der en computer, hvor man kunne få adgang til internettet (men ingen mobil-dækning). Vi tænkte at vi hellere måtte skrive hjem og fortælle, at vi havde klaret mødet med ferskvandskrokodillerne med skindet i behold, men inden vi nåede det, så var der noget meget mere presserende vi blev nød til at ordne …

I vores indbakke lå der en mail (sendt tirsdag d. 12 juli) om, at vi var blevet tilbudt en bolig og at vi skulle svare på om vi ville have den inden torsdag kl 12.00 … det ville sige at vi fra Australien skulle sige ja eller nej til en bolig inden for de næste 5 timer … vi ringede til Frejs forældre fra en mønttelefon (heldigvis har vi et skype-in nummer så det kostede kun en halv formue istedet for en hel) og i løbet af et par timer kom der styr på det hele … vi kommer til at overtage en lejlighed per den 15. August (3 dage før vi lander tilbage i Danmark) så det er jo helt perfekt. Tak for hjælpen til Frejs forældre.

Meget trætte og udmattede gik vi i seng klokken 21.

Se en film med en fræk Wallabie-tyveknægt som vi stødte på da vi gik hen for at spise aftensmad. Da Frej prøvede at skræmme den væk, så stillede den sig bare op i ‘bokse’-position og ville slås – Frej ser åbenbart ikke særligt skræmmende ud.

Dag 4 Skulle vi tidligt op og pakke vores ting ned, vi skulle nå en bus der kørte os fra campingpladsen kl 9 om morgenen og tilbage til Katherine by. Fra Katherine skal vi videre med The Ghan mod nord til Darwin.

Se billederne

,