Khon Kaen (Nordøstlige Thailand)

For at komme fra Siem Reap og til den Thailandske grænse hyrede vi en chauffør der kørte os de knap 200 km til grænsen. Det har vist tidligere været noget af en odyssé, men fordi der nu er blevet anlagt en rigtig vej, så gik det nemt og smertefrit på kun godt to timer.

Vel ankommet til Thailand blev vi mødt af en masse touts der forsøgte at sælge os billetter til nogle gamle udbankede busser. Heldigvis, så er de nemme at skræmme væk, og da vi sagde at vi ikke skulle til Khao San road, ja så var vi ikke interesante. Vi fik hyret os en tuk-tuk og kørt de 7 km hen til den rigtige busstation og fik investeret i nogle billetter der kunne bringe os videre mod nord.

Efter at have kørt i en 6-7 timers tid med to forskellige busser ankom vi til vores første egentlige mål i Thailand: Khon Kaen.

I Khon Kaen dalrede vi lidt rundt, og kiggede på hvad byen havde at byde på. Det blev bl.a. til et besøg i en silkebutik, og på nogle gode billige spisesteder.

Vi kom også til at gå ind i et storcenter (dem er der faktisk overraskende mange af herude, selv i den mindste flække, og de fleste er af en fields-gå-hjem-og-vug størrelse/kaliber. Der faldt vi over en frisør af den rigtig dyre slags (i Thailand altså) og udnyttede chancen til at få kastet en hækkesaks efter Frejs ustyrlige manke, og få anbragt nogle fine lyse og mørke striber i Louises hår. Louise blev også klippet og frisøren kiggede på et tidspunkt skeptisk på Louises hår, og konstaterede at det måtte være gået noget galt sidst hun blev klippet. Han var tydeligt ikke imponeret over den danske frisørs håndværk.

Have your say:

Fields marked with * are required
Email will not be published