Rygtet sagde om Kuching, at det skulle være en rigtig hyggelig by, så der havde vi besluttet at holde jul. Kuching ville også være den sydlige ekstrem for denne rejse – byen ligger kun 150 km nord for ækvator, og er den sydligste større by på Malaysisk Borneo. Det betød også, at der var rigtig, rigtig varmt, og for første gang under vores rundtur på Borneo fik vi også at mærke, at det årstiden for monsun. Der var f.eks. en dag hvor det regnede helt utroligt meget, og vi besluttede derfor, at tage en taxi ud til et storcenter for at være inden for i kulden, mens det regnede uden for. I et tilfælde af spontan genialitet havde storcentret imidlertid sat en form for scene op der hvor taxien ellers kunne have sat os af under et tag, og vi blev i stedet nød til at løbe de knap 10-15 meter fra taxien og hen til indgangen – hvilket indebar at vi i løbet af de kun 3-4 sekunder det kunne tage blev fuldstændig gennemblødte, og så er det for alvor koldt at være inde for i fryseren (storcentret, red.). Så shoppede vi ellers rundt nogle timer. Vi har fået en lidt dårlig vane med at købe nyt undertøj når der ikke er mere rent i kufferten 😉 – men man kan nu altid bruge mere undertøj.
Selve julemiddagen endte vi med at spise på det lokale Hilton, der havde en særlig julemenu, og var en fremmedartet kombination i forhold til hvad vi er vant til fra Danmark. Vores første forret var dampede muslinger med bloody-mary sauce, anden forret var en jordbærdsalat med feta stykker. Derefter fik vi en appelsin og græskar suppe hvorefter vi rensede vores smagsløg med en limegranita. Aftenenes hovedret var klassisk amerikansk julemad, dvs. kalkun med fyld, søde kartofler og tranebær sauce. Første dessert stod på julebudding, dog ikke så ”fugtig” som en klassisk budding, men en kage bestående af frugter og julekrydderier. Til sidst blev det hele rundet af med petit fours. Det var en ganske udemærket middag, men ikke sublim, den kunne ikke lige hamle op med Torbens (Frejs fars red.) lækre sprøde ænder, og vi savnede selvfølgelig også familiens gode selskab. Det er selvfølgelig ikke helt det samme at holde jul langt væk fra lille Danmark, selvom det selvfølgelig er helt fantastisk at være ude og rejse.
Det var egentlig planen at vi skulle bruge Kuching som en base for at se flere nationalparker der ligger relativ kort fra byen, men pga. af vejret fik vi ikke set så meget. Vi ville rigtig gerne have været ude i Bako nationalpark, hvor man eftersigende skulle kunne se næseaber og en masse andre anderledes dyr. Problemet var bare, at man skulle sejle et stykke derud og at det skulle foregå i små bitte både, hvor man sad helt nede i vandkanten. På denne tid af året skulle der være høj bølgegang, hvilket i følge guidebogen skulle tilføre turen et ekstra spændingsmoment, og vi havde læst om nogen på nettet, der var kæntret og måtte ligge i vandet i et kvarter. Det ville da også være til at klare med en redningsvest, hvis det kunne ske uden nogen form for frygt for krokodiller. Men der skulle være krokodiller i floderne omkring nationalparken og der kunne jo være en der havde forvildet sig lidt på afveje. Efter vores tur til Australien har vi oplevet hvor lumske krokodiller er og Louise er frygtelig bange for dem. Det er også lidt paradoksalt, at der ved bådlejret er to skilte (vi har ikke selv set dem, kun set andre rejsenes fotos) – et hvor der står at man skal have redningsvest på og et skilt nedenunder, hvor der står at man ikke må stikke hænderne i vandet når man sejler pga. krokodiller. Man kan ikke lade være at tænke, at hvad skulle den redningsvest kunne gøre mod en krokodille. Så vi havde ikke lige lyst til at løbe den risiko, selvom der sikkert ikke var sket noget.
En nationalpark vi dog fik set var Kubah National Park, men selvom det ikke regnede, så var luftfugtigheden enorm, og det var også 30+ grader varmt, og på trods af at vi ikke blev udsat for de voldsomme fysiske strabadser, så storsvedte vi og det var lige før at Louise koksede helt ud.
Vi tog også ud til Damai, for der lå Sarawak Cultural Centre hvor vi bl.a. så vi nogle eksempler på hytter fra alle de forskellige etniske grupperinger i Sarawak (delstat på Borneo hvor Kuching ligge, red.) og så så vi et danse-show med de samme grupperingers forskellige danse, f.eks. en fejre-at-høsten-er-i-hus-dans, foregår ved at mændende ifører sig kjoler, og en døds-dans.
Der var nogle rigtig gode restauranter i Kuching, så vi fik rigtig god mad alle de dage vi var der. Der var også flere hyggelige caféer. Selve byen levede ikke helt op til vores forventninger, der bor et stor kinesisk mindretal i byen og det smitter også lidt af på byens artitektoniske præg. Det er ikke lige vores smag. Byen er ok, men vejret indbød ikke så meget til at være udendørs – det var alt for lummert, så vi søgte gerne tilflugt til steder med aircondition. Men vi fik slappet af og læst en del, men vi var bestemt klar til at komme videre i programmet tilsidst – vi var bundet til at blive i Kuching så længe pga. flybilleter.