Sandakan & Sepilok Orang Utan Rehabilitation Centre

Vi tog på en 6 timers bustur gennem snoede bjergveje fra Kinabalu Park og på tværs af det nordlige Borneo – vi så bl.a. endeløse palmeplantager på vejen. Det var egentlig et meget smukt landskab, der snoede sig forbi. Vores mål var den søvnige by Sandakan, for der ligger Sepilok Orang Utan Rehabiliation Centre. Vi kunne ikke få en plads ved siden af hinanden i bussen, Frej måtte sidde nede bagi ved lokummet, hvilket ikke skulle have nogen udsøgt fornøjelse – men han var alligevel sød nok til at sige nej tak til at bytte plads. Louise sad ved sidden af en Filipinsk pige, der arbejder for en kinesisk familie i Sandakan for 200 dollar om måneden. Hun sagde hun arbejde hele tiden, hun lavede mad, gjorde rent og tog sig af børnene. Vi fandt ikke ud af, om det var som au pair eller om hun arbejde i deres kinesiske restaurant. Det er også historien underordnet, pointen er mere at hun arbejder for en ussel løn og her sad vi, så priviligerede at vi kan holde fri i 4 måneder og se verden. Louise havde næsten lyst til at krybe i et lille hul, da hun snakkede med pigen og fik stillet spørgsmål om hendes liv. Den Filipinske pige havde to små børn hjemme i Filipinerne, som hendes mor måtte tage sig af, mens hun arbejdede og sendte penge hjem. Pigens store drøm var at komme til USA og arbejde dér, fordi lønnen var langt bedre – så hun kunne sende flere penge hjem- og arbejdstiden kortere. Efter den samtale, som døde forholdsvis hurtig ud, fordi det både var svært at kommunikere med hinanden på engelsk og fordi det i det hele taget var svært at relatere til hinanden. Men Louise sad tilbage med følelsen af, hvor heldige vi er – at være født hvor vi er, med de muligheder vi er blevet givet. Alt for ofte tager man det bare lidt for givet. Denne her tur er en konstant reminder om, at vi er privilligerede. Der er ufattelig mange mennesker, der skal varetage de værste lortejob til sulteløn.

Vi ankom sent om eftermiddagen til Sandakan, og straks efter at vi havde checket ind på vores hotel, begav vi os ud på at bestige den centrale bakke i Sandakan, for på toppen af den bakke ligger det engelske te-hus. Målet var egentlig at få en scone med clotted cream og en kop te, men da vi kom frem var det mere aftensmadstid, så det blev det til. Det var et super hyggelig te-hus, med små pavillioner i haven. Så kunne vi sidde godt tilbagelænet og se solen gå ned over havet.

Dag 2. Vi stog tidligt op, for vi skulle ud og se på orange aber. Sepilok ligger en smuttur på 45 minutter uden for Sandakan, og vi ankom lidt i 10 parat til at se formiddagsfodringen. Sepilok er et rehabiliteringscenter for Orang Utan’erne. Det betyder, at de lever vildt i junglen – og det var også i junglen at vi så dem – men at de stadig er ved at lære at leve som vilde Orang Utaner, og derfor til dels stadig har behov for hjælp fra mennesker for at klare sig. Der er så fodring på fodringsplatforme to gange om dagen, hvor de aber, der har lyst (det er jo frivilligt- og aberne kan blive væk, hvis de godt selv kan finde den mad, der har behov for) kan møde og få et par bananer. Når Orang Utanerne helt har lært at leve som vilde, så bliver de proppet på en helikopter, og fløjet dybt ind i Borneos jungel og sat fri. Det var rigtig dejligt at se Orang Utanerne i deres naturligt omgivelser, og se dem have det godt, se billederne!

Fra Sepilok tog vi tilbage til Sandakan, driblede op til tehuset, og fik vores velfortjente scones. Resten af dagen gik med at slappe af, og hænge ud på vores hotels hyggelige tagterrasse-bar. Om aftenen smuttede vi ud i lufthavnen og fangede vores Fokker 50 der fløj os de 40 minutter fra Sandakan og tilbage til Kota Kinabalu. Vi skyndte os tilbage til hotellet, og smed os på vores senge for vi vidste, at dagen efter ville stå på en del rejseri. Vi skulle nemlig videre til sultanatet Brunei Darussalam.

Se billederne fra Sandakan og fra Sepilok Orang Utan Rehabilitation Centre