Kuala Lumpur (igen)


Efter Penang vendte vi snuden tilbage mod Kuala Lumpur. Det foregik ved en syv timers togtur fra den intetsigende industriby Butterworth og frem til KL Sentral. Togturen brugte vi på at kigge ud ad vinduet og skrive blog [samt julekort …]

Vel fremme i Kuala Lumpur checkede vi ind på vores hotel, som var virkeligt godt og tilmed billigt (dvs. omkring 150 kr.) – Rainforest bed & breakfast hvis der er nogle som skal til KL – og slappede lidt af. Grunden til at vi kom tilbage til Kuala Lumpur var, at vi dagen efter skulle flyve til Borneo.

Inden vi skulle videre var der dog et, meget vigtigt, punkt tilbage på programmet: Louises backpacker-fødder trængte til lidt TLC (en kærlig hånd, red.) og hvad er så mere naturligt end at få suget den døde hud af af nogle tandløse rensefisk? Så vi fandt frem til en fiske-spa, og efter at Louise havde fået tøse-fniset fordi de kildede fik fiskene ellers lov til at komme til, og få deres aftensmad. Man skal love for at det var nogle virkelig grundige fisk, de kæmpede også hårdt for at komme ind mellem tæerne og gøre deres job.

Bagefter var fødderne – efter Louises eget udsagn – så bløde som da hun var baby (en tanke går ud til de stakkels fisk, som må have fået mavepine oven på deres fod-madsorgie). Frej havde en vabel på den ene fod, så han kunne ikke få fornøjelsen af fiskene. Det har han tilgode til næste gang vi kommer forbi et fiske spa.