December 29th, 2009

Kuching

Rygtet sagde om Kuching, at det skulle være en rigtig hyggelig by, så der havde vi besluttet at holde jul. Kuching ville også være den sydlige ekstrem for denne rejse – byen ligger kun 150 km nord for ækvator, og er den sydligste større by på Malaysisk Borneo. Det betød også, at der var rigtig, rigtig varmt, og for første gang under vores rundtur på Borneo fik vi også at mærke, at det årstiden for monsun. Der var f.eks. en dag hvor det regnede helt utroligt meget, og vi besluttede derfor, at tage en taxi ud til et storcenter for at være inden for i kulden, mens det regnede uden for. I et tilfælde af spontan genialitet havde storcentret imidlertid sat en form for scene op der hvor taxien ellers kunne have sat os af under et tag, og vi blev i stedet nød til at løbe de knap 10-15 meter fra taxien og hen til indgangen – hvilket indebar at vi i løbet af de kun 3-4 sekunder det kunne tage blev fuldstændig gennemblødte, og så er det for alvor koldt at være inde for i fryseren (storcentret, red.). Så shoppede vi ellers rundt nogle timer. Vi har fået en lidt dårlig vane med at købe nyt undertøj når der ikke er mere rent i kufferten 😉 – men man kan nu altid bruge mere undertøj.

Selve julemiddagen endte vi med at spise på det lokale Hilton, der havde en særlig julemenu, og var en fremmedartet kombination i forhold til hvad vi er vant til fra Danmark. Vores første forret var dampede muslinger med bloody-mary sauce, anden forret var en jordbærdsalat med feta stykker. Derefter fik vi en appelsin og græskar suppe hvorefter vi rensede vores smagsløg med en limegranita. Aftenenes hovedret var klassisk amerikansk julemad, dvs. kalkun med fyld, søde kartofler og tranebær sauce. Første dessert stod på julebudding, dog ikke så ”fugtig” som en klassisk budding, men en kage bestående af frugter og julekrydderier. Til sidst blev det hele rundet af med petit fours. Det var en ganske udemærket middag, men ikke sublim, den kunne ikke lige hamle op med Torbens (Frejs fars red.) lækre sprøde ænder, og vi savnede selvfølgelig også familiens gode selskab. Det er selvfølgelig ikke helt det samme at holde jul langt væk fra lille Danmark, selvom det selvfølgelig er helt fantastisk at være ude og rejse.

Det var egentlig planen at vi skulle bruge Kuching som en base for at se flere nationalparker der ligger relativ kort fra byen, men pga. af vejret fik vi ikke set så meget. Vi ville rigtig gerne have været ude i Bako nationalpark, hvor man eftersigende skulle kunne se næseaber og en masse andre anderledes dyr. Problemet var bare, at man skulle sejle et stykke derud og at det skulle foregå i små bitte både, hvor man sad helt nede i vandkanten. På denne tid af året skulle der være høj bølgegang, hvilket i følge guidebogen skulle tilføre turen et ekstra spændingsmoment, og vi havde læst om nogen på nettet, der var kæntret og måtte ligge i vandet i et kvarter. Det ville da også være til at klare med en redningsvest, hvis det kunne ske uden nogen form for frygt for krokodiller. Men der skulle være krokodiller i floderne omkring nationalparken og der kunne jo være en der havde forvildet sig lidt på afveje. Efter vores tur til Australien har vi oplevet hvor lumske krokodiller er og Louise er frygtelig bange for dem. Det er også lidt paradoksalt, at der ved bådlejret er to skilte (vi har ikke selv set dem, kun set andre rejsenes fotos) – et hvor der står at man skal have redningsvest på og et skilt nedenunder, hvor der står at man ikke må stikke hænderne i vandet når man sejler pga. krokodiller. Man kan ikke lade være at tænke, at hvad skulle den redningsvest kunne gøre mod en krokodille. Så vi havde ikke lige lyst til at løbe den risiko, selvom der sikkert ikke var sket noget.

En nationalpark vi dog fik set var Kubah National Park, men selvom det ikke regnede, så var luftfugtigheden enorm, og det var også 30+ grader varmt, og på trods af at vi ikke blev udsat for de voldsomme fysiske strabadser, så storsvedte vi og det var lige før at Louise koksede helt ud.

Vi tog også ud til Damai, for der lå Sarawak Cultural Centre hvor vi  bl.a. så vi nogle eksempler på hytter fra alle de forskellige etniske grupperinger i Sarawak (delstat på Borneo hvor Kuching ligge, red.) og så så vi et danse-show med de samme grupperingers forskellige danse, f.eks. en fejre-at-høsten-er-i-hus-dans, foregår ved at mændende ifører sig kjoler, og en døds-dans.

Der var nogle rigtig gode restauranter i Kuching, så vi fik rigtig god mad alle de dage vi var der. Der var også flere hyggelige caféer. Selve byen levede ikke helt op til vores forventninger, der bor et stor kinesisk mindretal i byen og det smitter også lidt af på byens artitektoniske præg. Det er ikke lige vores smag. Byen er ok, men vejret indbød ikke så meget til at være udendørs – det var alt for lummert, så vi søgte gerne tilflugt til steder med aircondition. Men vi fik slappet af og læst en del, men vi var bestemt klar til at komme videre i programmet tilsidst – vi var bundet til at blive i Kuching så længe pga. flybilleter.

Se billederne fra Kuching

December 22nd, 2009

Gunung Mulu National Park

Dag 1. Vores guidebog omtaler Gunung Mulu National Park, som et af de steder hvor flest seværdigheder er samlet på mindst plads, så vi var naturligvis spændte på hvad ser lige straks ventede os. For at komme til Mulu skulle vi dog ud på en meget kort flyvetur – det tog 30 minutter fra vi lettede fra Miri og var fremme i Mulu – men alternativet var enten 10 timer i 4-hjulstrækker på meget meget meget bumlede skovhuggerveje, 10 timers sejlads op ad floden med bådskift tre gange (og den sidste båd skal man overtale en eller anden fra en landsby til at sejle frem for en) eller to dages trek ind på apostlenes heste. Så vi mener egentlig den ret så korte flyvetur kan forsvares.

Vel fremme i Mulu tog vi en minibus til nationalparken, og fik fundet vores accomodation, som var ret ok, især når man tænker på, at vi er midt ude i ingenting. Lige uden for vores værelse stødte vi også på et af de mest nuttede væsener som vi endnu har set på vores rundrejse. Det var et pygmæ-egern. Det var desværre så hurtigt, at vi ikke kunne nå at tage et godt billede af det, men det kan bedst beskrives som en lille nuttet tennisbold med en fin flaskerenser hale bagefter …

Vi bookede os straks ind på en ranger-guidet gåtur til nogle af de enorme huler som Mulu er berømt for. Eftermiddagen stod derfor på udforskning af Deer Cave og Langs Cave – det er svært at beskrive størrelsen, men hulekomplekset er enormt! Efter at vi havde set på hulerne satte vi os uden for, og ventede på at det blev mørkt. Det gjorde vi fordi en pæn portion af hulernes beboere (rundt regnet et par millioner flagermus) ved skumringstid fløj ud af hulerne i imponerende formationer. Flagermusene foretrækker, at forelade hulerne i grupper, og lige uden for hulen fløj en stor klump i cirkler, og når der pludselig var opbygget en kritisk masse så brød en stor del fri og fløj i slangeformation ud for at æde insekter (go flagermus – æd de myg!).

Dag 2. Vi skulle ud at se flere huler – nærmere betegnet Clear Water Cave og Wind Cave. For at komme frem til hulerne skulle vi dog først ud at sejle med langbåd på floden i en lille halv times tid. Langbåd på floden er en ret behagelig transportform, og har den store forskel at den kommer med indbygget aircondition (i modsætning til at skulle slæbe sin dvaske krop op og ned af klippesiderne langs med floden).

Om aftenen gik vi med en ranger ud for at se junglen i mørket. Desværre, så regnede det helt enormt meget, og i modsætning til hvad man  ellers skulle tro, så kan dyrene i en regnskov ikke lide regn. Så vi gik tilbage til vores værelse med uforettet sag.

Dag 3. De har i Mulu opført en canopy walk – dvs. en ”sti” oppe mellem trækronerne. Det har de gjort, fordi en stor del af regnskovens liv foregår oppe blandt trækronerne. Det havde dog regnet hele natten, og vi havde valgt den tidligste tur rundt i trækronerne for at se dyrene – men de regnforskrækkede dyr sad stadig og gemte sig 🙁

Om formiddagen gik vi derfor vores egen tur rundt i junglen, og der var vi til gengæld heldige at se en masse farvestrålende, flotte og syrede indsekter. Se bare billederne.

Om aftenen havde vi sat os uden for på verandaen uden for vores værelse for at høre junglens lyde. Pludselig mens vi sad der (og lyste lidt omkring med vores lommelygte) så vi noget stort flyve omkring. Vi troede først at det var en fugl, eller måske en stor cikade (de største vi har set er rundt regnet på størrelse med en opel kadett) men nej, det viste sig at være en flyvende mus!

Vi kunne hurtigt se, at flagermusene udnyttede, at vi havde tændt lyset på verandaen og derfor lokket en masse insekter til, vores veranda blev derfor øjeblikkeligt omdannet til en spis-alle-de-insekter-du-kan buffet for flagermusene. Til gengæld så fik vi nogle ret gode billeder af dem (taget i betragtning at det var bældravende mørk, og at flagermus rent faktisk flyver ret hurtigt) – og på billederne kan man se at de flyvende mus faktisk ikke er så slemme igen, ja de ser nærmest søde og smilende ud (det kan jo også være at de rent faktisk prøvede at smile til kameraet som tak for buffet’en).

Dag 4. Skulle vi videre fra Mulu og til Kutching, så der skete ikke så meget. Vi var ude at gå en kort tur, men vejret var blevet bedre, så der skulle vi vist have været meeeeget tidligere oppe for at se en masse dyr.

Se billederne fra Gunung Mulu

December 14th, 2009

Sandakan & Sepilok Orang Utan Rehabilitation Centre

Vi tog på en 6 timers bustur gennem snoede bjergveje fra Kinabalu Park og på tværs af det nordlige Borneo – vi så bl.a. endeløse palmeplantager på vejen. Det var egentlig et meget smukt landskab, der snoede sig forbi. Vores mål var den søvnige by Sandakan, for der ligger Sepilok Orang Utan Rehabiliation Centre. Vi kunne ikke få en plads ved siden af hinanden i bussen, Frej måtte sidde nede bagi ved lokummet, hvilket ikke skulle have nogen udsøgt fornøjelse – men han var alligevel sød nok til at sige nej tak til at bytte plads. Louise sad ved sidden af en Filipinsk pige, der arbejder for en kinesisk familie i Sandakan for 200 dollar om måneden. Hun sagde hun arbejde hele tiden, hun lavede mad, gjorde rent og tog sig af børnene. Vi fandt ikke ud af, om det var som au pair eller om hun arbejde i deres kinesiske restaurant. Det er også historien underordnet, pointen er mere at hun arbejder for en ussel løn og her sad vi, så priviligerede at vi kan holde fri i 4 måneder og se verden. Louise havde næsten lyst til at krybe i et lille hul, da hun snakkede med pigen og fik stillet spørgsmål om hendes liv. Den Filipinske pige havde to små børn hjemme i Filipinerne, som hendes mor måtte tage sig af, mens hun arbejdede og sendte penge hjem. Pigens store drøm var at komme til USA og arbejde dér, fordi lønnen var langt bedre – så hun kunne sende flere penge hjem- og arbejdstiden kortere. Efter den samtale, som døde forholdsvis hurtig ud, fordi det både var svært at kommunikere med hinanden på engelsk og fordi det i det hele taget var svært at relatere til hinanden. Men Louise sad tilbage med følelsen af, hvor heldige vi er – at være født hvor vi er, med de muligheder vi er blevet givet. Alt for ofte tager man det bare lidt for givet. Denne her tur er en konstant reminder om, at vi er privilligerede. Der er ufattelig mange mennesker, der skal varetage de værste lortejob til sulteløn.

Vi ankom sent om eftermiddagen til Sandakan, og straks efter at vi havde checket ind på vores hotel, begav vi os ud på at bestige den centrale bakke i Sandakan, for på toppen af den bakke ligger det engelske te-hus. Målet var egentlig at få en scone med clotted cream og en kop te, men da vi kom frem var det mere aftensmadstid, så det blev det til. Det var et super hyggelig te-hus, med små pavillioner i haven. Så kunne vi sidde godt tilbagelænet og se solen gå ned over havet.

Dag 2. Vi stog tidligt op, for vi skulle ud og se på orange aber. Sepilok ligger en smuttur på 45 minutter uden for Sandakan, og vi ankom lidt i 10 parat til at se formiddagsfodringen. Sepilok er et rehabiliteringscenter for Orang Utan’erne. Det betyder, at de lever vildt i junglen – og det var også i junglen at vi så dem – men at de stadig er ved at lære at leve som vilde Orang Utaner, og derfor til dels stadig har behov for hjælp fra mennesker for at klare sig. Der er så fodring på fodringsplatforme to gange om dagen, hvor de aber, der har lyst (det er jo frivilligt- og aberne kan blive væk, hvis de godt selv kan finde den mad, der har behov for) kan møde og få et par bananer. Når Orang Utanerne helt har lært at leve som vilde, så bliver de proppet på en helikopter, og fløjet dybt ind i Borneos jungel og sat fri. Det var rigtig dejligt at se Orang Utanerne i deres naturligt omgivelser, og se dem have det godt, se billederne!

Fra Sepilok tog vi tilbage til Sandakan, driblede op til tehuset, og fik vores velfortjente scones. Resten af dagen gik med at slappe af, og hænge ud på vores hotels hyggelige tagterrasse-bar. Om aftenen smuttede vi ud i lufthavnen og fangede vores Fokker 50 der fløj os de 40 minutter fra Sandakan og tilbage til Kota Kinabalu. Vi skyndte os tilbage til hotellet, og smed os på vores senge for vi vidste, at dagen efter ville stå på en del rejseri. Vi skulle nemlig videre til sultanatet Brunei Darussalam.

Se billederne fra Sandakan og fra Sepilok Orang Utan Rehabilitation Centre

December 9th, 2009

Kuala Lumpur (igen)

Efter Penang vendte vi snuden tilbage mod Kuala Lumpur. Det foregik ved en syv timers togtur fra den intetsigende industriby Butterworth og frem til KL Sentral. Togturen brugte vi på at kigge ud ad vinduet og skrive blog [samt julekort …]

Vel fremme i Kuala Lumpur checkede vi ind på vores hotel, som var virkeligt godt og tilmed billigt (dvs. omkring 150 kr.) – Rainforest bed & breakfast hvis der er nogle som skal til KL – og slappede lidt af. Grunden til at vi kom tilbage til Kuala Lumpur var, at vi dagen efter skulle flyve til Borneo.

Inden vi skulle videre var der dog et, meget vigtigt, punkt tilbage på programmet: Louises backpacker-fødder trængte til lidt TLC (en kærlig hånd, red.) og hvad er så mere naturligt end at få suget den døde hud af af nogle tandløse rensefisk? Så vi fandt frem til en fiske-spa, og efter at Louise havde fået tøse-fniset fordi de kildede fik fiskene ellers lov til at komme til, og få deres aftensmad. Man skal love for at det var nogle virkelig grundige fisk, de kæmpede også hårdt for at komme ind mellem tæerne og gøre deres job.

Bagefter var fødderne – efter Louises eget udsagn – så bløde som da hun var baby (en tanke går ud til de stakkels fisk, som må have fået mavepine oven på deres fod-madsorgie). Frej havde en vabel på den ene fod, så han kunne ikke få fornøjelsen af fiskene. Det har han tilgode til næste gang vi kommer forbi et fiske spa.

December 7th, 2009

Pular Payar

Fra Penang tog vi med en båd to timer videre mod nord til en lille ø der hedder Pulau Payar hvor der var en marine-park, koraller og derfor mulighed for snorkling!

Det var ok snorkling, men i vandet var der noget, som gjorde at det hele tiden føltes som om man blev brændt af en svag brandmand – de Malaysiske guider sagde dog, at det var helt normalt og var pga. af årstiden. Desuden, så var der en fisk som syntes at Frej var lidt for meget af en lækkerbidsken, og da han på et tidspunkt skulle op af vandet, og derfor stod på en platform for at tage sine svømmefødder af så så den sit snit til at snuppe en kææmpe luns af hans ben (en lille-bitte bid af et modermærke, red.). Men det lod vi også ikke slå ud af, så efter at Frej havde sundet sig lidt hoppede vi i vandet igen. Vi tog også en tur med en båd med glasbund, så vi kunne se en større del af revet.