Hangzhou – Wuzhen


Dag 2. Vi havde besluttet, at vi ville ud og se Wuzhen som er en slags frilandsmuseum. Wuzhen er en såkaldt vand-by, og ligger langs med kanalen mellem Hangzhou og Beijing.

Vi havde fået at vide, at vores guide kun kunne tale kinesisk, og det passede også. Det var ok tænkte vi, for vi havde egentlig bare tænkt os at gå rundt på egen hånd. Der var til gengæld overraskende mange kinesere som kunne engelsk, og når nu der var nogen at øve sig på, ja så konkurrerede de nærmest om at oversætte for os. De var super flinke – de var ikke lige gode til at tale engelsk, men alt ære værd for forsøget og den iver de lagde for dagen. Den ene af dem fortalte at han havde lært sig selv at tale engelsk.

På vejen ud til Wuzhen blev vi kørt ind til en tefabrik hvor vi blev sat til at smage noget chrysantemum-te og høre en salgstale (på kinesisk) om hvor fantasisk denne her fabriks te var. Vi forstod naturligvis ikke et klap, men det må vist have været et ok tilbud, for kineserne købte en del te.

Vel fremme i Wuzhen gik vi med guiden rundt og så på tingene – der var jo en masse frivillige tolke – og det nemmere at lure hvad det hele gik ud på (der var dog også rigeligt med skilte – og for ligesom at understegre at Wuzhen vist opfattede sig som et oplagt turistudflugtssted, så var der endda skiltning på tysk!). Der var også en kinesisk fyr, der kom og spurgte Frej, om han ikke ville fotograferes sammen med ham. Der var også en anden fyr i paskontrollen, der kommenterede til Frej, da han tjekkede hans pas, at han var handsome. Lidt spøjst.

Vi spiste aftensmad på hotellet, de lavede glimrende sund og billig mad. Så der var ingen grund til at prøve lykken ude i byen, hvor vi ikke altid er lige heldige.

Dag 3. Skulle vi flyve til Kuala Lumpur. Det var med afgang kl 14:30 og tog fem timer, så der skete ikke det store.