Dagen stod på tur til den store mur. Vi blev hentet sølvdrukne kl 6.15 med bus på hotellet. Det var en lang trang køretur ud til muren. Frej kunne slet ikke være i sæde, de er sat så tæt sammen at kun asiater kan være der, og an måtte sidde skrådt hele vejen – men det gik. Vejret var stadig ikke fantastisk – men oplevelsen var stadig stor. I Højsæsonen er der en lift som behageligt hejser turisterne op på muren. Men den var lukket for vinteren, så vi måtte tænde godt op for rugbrødsmotoren og vade op til startpunktet. Vi skulle gå en strækning på 10 kilometer på muren, og bussen ville så samle os op i den anden ende. Det var en utrolig flot tur, muren er storslående. Men vi kom bestemt ikke sovende til det, det var hårdt arbejde fra enden til anden. Op og ned ad trapper, nogle af trinnene var så høje, at Louise nærmest måtte kravle op af dem. Det var bestemt en oplevelse.
Undervejs stødte vi på et par fra Brasilien. De havde boet 5 år i London og var nu på en stor jordomrejse før de skulle flytte tilbage hjem. Det var meget hyggeligt at sludre lidt med dem mens vi gik den sidste strækning. De hørte bare ikke til vores gruppe, så vi skulle ikke spise frokost samme sted. Med i vores busturspakke til muren var frokost på et lokalt spisested. Det var ikke det reneste sted i verdenshistorien, men vi var godt sultne efter den 3-4 timers gåtur på muren og vi havde ikke mad med selv, nu da den var inkluderet i prisen. Borderne var dækket med en godt fedtet og snavset dug. Vi satte os sammen med nogle af de andre fra vores gruppe, som talte engelsk. Vi kiggede lidt skeptisk på maden, det var buffét. Men efter at have konstateret at kødet nok var kylling og svin, turde vi godt kaste os over maden. Maden smagte faktisk fint, og der var selvfølgelig ris til. Der kom nogle flere fra gruppen til, og de spurgte os andre hvordan maden var..vi trak lidt på at svare. Men sagde så at den smagte fint og en fyr tilføjede meget beskrivende ’I’ll tell you tomorrow’ og vi grinnede. Vi turde ikke regne med at det var det mest hygiejniske køkken. Men vi spiste en yoghurtpille til maden og købte en øl, og regnede med at den kunne hjælpe med at neutralisere nogle af bakterierne. ¾ liter øl kostede 2,5 kr på spisestedet, så det var lige til at overleve og den smagte som en tynd tuborg. Det var super underholdende at spise frokost med de andre rejsende, der fortalte sjove rejsehistorier, så vi var flade af grin det meste af tiden. Bagefter ville Louise på toilettet inden vi skulle på den lange butur hjem. Hun gik ud og søgte efter et toilet og et par lokale kinesiske damer pegede ivrigt i retning af toilettet. Louise gik der hen og kiggede ind … og skulle pludselig overhovede ikke tisse. Toilettet var et hul i jorden og en meget beskidt håndvask, men hun kunne ikke lide at vise sit mismod til de lokale damer, så hun måtte pænt gemme sig bag muren i et passende stykke tid, før hun dukkede frem igen. For at de lokale ikke skulle tro hun var for fin på den – selvom hun var det ;). Heldigvis var køreturen tilbage til byen ikke så lang som frygtet. Guiden sagde at hvis vi alle sammen betalte 6 kr. hver, så kunne vi køre på betalingsmotorvejen istedet, ellers ville vi køre samme vej tilbage af landevejen. Hvilket nok var rent fup – det var sikkert inkluderet i prisen, men han skulle nok lige score lidt ekstra penge, fordi han alligevel vidste at han var for dårlig til at folk ville give ham drikkepenge. Der var hurtig enighed om at betale de ekstra penge for at slippe for de 3 timers køretur.
Vi var igen godt flade da vi kom tilbage til hotellet, så vores aftensmad blev nogle burgerboller uden noget fra det lokale supermarked, skyllet med med en lokal ananasøl. Og kl. 20.30 opgav Louise at holde sig vågen længere … det var en kamp bare at vente så længe med at sove …  Vi blev heldigvis ikke syge af maden vi havde fået til frokost, så vi var lettede. Vi håber bare de ansatte havde et andet toilet end det Louise havde set 😉