November 28th, 2009

Kuala Lumpur

Fra Hangzhou fløj vi til Kuala Lumpur. Turen tog fem timer, og vi landede kl 19.30 om aftenen og blev mødt af en bragende varme. Så var vi i troperne, og så følte det ellers som om vi var kommet på ferie.

Fra flyet blev sat til at vade ½ kilometer hen over landingsbanen for at komme ind i terminalen.Der kom vi hurtigt og smertefrit gennem grænsekontrollen, og som EU-borger fik vi automatisk visa til 90 dage. Næste punkt på programmet var at finde vores baggage. Louises kom som noget af det første, mens vi måtte vente læææææææææænge på at Frejs taske dukkede op – vi var så småt begyndt at tro, at den var blevet smidt væk.

Vores hotel i Kuala Lumpur var egentlig et ret hyggeligt sted, men var også rimeligt syret. Væggene var tynde som pap, og der var ikke et rigtigt loft i de enkelte rum, men bare et stort stykke stof der hang hen over. Så der var – for at sige det mildt – meget lydt.

Dag 1. Den første dag i Kuala Lumpur stod på generel udforskning af byen, og vi tog hen og kiggede på en naturpark der ligger nærmest inde i centrum. Der havde de bl.a. ”muse”-hjorte (navnet er forresten ingen overdrivelse, det var rigtige hjorte – klove, udseende mv. – men de var på cirka samme størrelse som en almindelig huskat.

Vi tog videre til Kuala Lumpurs fuglepark, som praler med at de har verdens største voliere. Selve parken var ok, men dog noget turistet. Der var også et papegøje show- hvor de skulle cykle og stå på mini-skateboard.

Vi spiste lækker mad på en spansk restaurant, hvor vi drak sangria og spiste en masse forskellige tapas. Mums. Så kan man lige holde til det.

[flickrset id=”72157622979089782″ thumbnail=”square” overlay=”true” size=”large”]

Dag 2. Stod som dag 1 på udforskning af Kuala Lumpur. Og så læææækker og mør argentinsk bøf til aftensmad – den smeltede næsten på tungen. Endnu mere mums. Louise var grøn af misundelse på Frejs bøf, hun havde forvildet sig til at bestille fisk, og måtte bede om flere smagsprøver …

November 25th, 2009

Hangzhou – Wuzhen

Dag 2. Vi havde besluttet, at vi ville ud og se Wuzhen som er en slags frilandsmuseum. Wuzhen er en såkaldt vand-by, og ligger langs med kanalen mellem Hangzhou og Beijing.

Vi havde fået at vide, at vores guide kun kunne tale kinesisk, og det passede også. Det var ok tænkte vi, for vi havde egentlig bare tænkt os at gå rundt på egen hånd. Der var til gengæld overraskende mange kinesere som kunne engelsk, og når nu der var nogen at øve sig på, ja så konkurrerede de nærmest om at oversætte for os. De var super flinke – de var ikke lige gode til at tale engelsk, men alt ære værd for forsøget og den iver de lagde for dagen. Den ene af dem fortalte at han havde lært sig selv at tale engelsk.

På vejen ud til Wuzhen blev vi kørt ind til en tefabrik hvor vi blev sat til at smage noget chrysantemum-te og høre en salgstale (på kinesisk) om hvor fantasisk denne her fabriks te var. Vi forstod naturligvis ikke et klap, men det må vist have været et ok tilbud, for kineserne købte en del te.

Vel fremme i Wuzhen gik vi med guiden rundt og så på tingene – der var jo en masse frivillige tolke – og det nemmere at lure hvad det hele gik ud på (der var dog også rigeligt med skilte – og for ligesom at understegre at Wuzhen vist opfattede sig som et oplagt turistudflugtssted, så var der endda skiltning på tysk!). Der var også en kinesisk fyr, der kom og spurgte Frej, om han ikke ville fotograferes sammen med ham. Der var også en anden fyr i paskontrollen, der kommenterede til Frej, da han tjekkede hans pas, at han var handsome. Lidt spøjst.

Vi spiste aftensmad på hotellet, de lavede glimrende sund og billig mad. Så der var ingen grund til at prøve lykken ude i byen, hvor vi ikke altid er lige heldige.

Dag 3. Skulle vi flyve til Kuala Lumpur. Det var med afgang kl 14:30 og tog fem timer, så der skete ikke det store.

November 24th, 2009

Hangzhou

Fra Shanghai skulle vi et par hundrede kilometer mod syd til Hangzhou. Formålet med at komme til Hangzhou var, bl.a. at vores fly til Kuala Lumpur fløj herfra, og fordi der skulle være ret smukt – Hangzhou er et af de områder i Kina der har flest indenrigsturister. Vi ankom med toget fra Shanghai, og efter en noget kaotisk søgning efter en taxi (det var i taxichaufførbyttetiden, en særdeles praktisk forordning der betyder at det er stort set umuligt at få en taxi mellem kl 16 og kl 18) ankom vi til vores hotel (vandrehjem) om aftenen.

Hangzhou er forøvrigt en gammel hovedstad i Kina (og når vi her siger gammel, så mener vi rigtig gammel, for det er nemlig så’n rundt regnet 1.000 år siden)

Dag 1. Stod på en gåtur rundt om ”Vest”-søen som er et af de berømte mål. Det var ret så diset, men vi kunne se på turistpostkorterne, at det vist var det normale. Efter vores gåtur var vi blevet godt sultne. Louise mente at vi fik for få grøntsager, og da vi så en ”vegetarian” restaurant, så tænkte vi at den måtte være velegnet til at få balance i vores kost. Den vegetariske restaurant må siges at være særdeles innovativ, og havde indtilg flere vegetariske retter som vist endnu ikke er nået til Danmak. Vi nævner i flæng: vegetarisk kylling eller hvad med vegetarisk and? Vi er sikre på, at hvis de retter blev kendt derhjemme ville der være langt flere vegetarer 😉

November 23rd, 2009

Shanghai

Shanghai stod på rekonvalescens, så de første par dage stod på adskillige visitter til forskellige Starbucks og deres store bløde lænestole hvor vi drak spandevis af kaffe og læste i vores medbragte bøger. Der var dog også en enkelt dag, hvor Louise ikke orkede at forlade værelse og Frej måtte bringe mad.

Men når det nu skulle være, var det nu meget hyggeligt at få læst lidt skønlitteratur. Louise har nærmest taget et helt bibliotek med (5-6 bøger) mens Frej bare havde en enkelt – dog en moppedreng på 1.100 sider i punkt 8 og med ½ linieafstand (Ayn Rand –  Atlas Shrugged). Louise nåede blandt andet at læse en dansk krimi af Sara Blædel – Kun et liv, samt Christian Jungersens Undtagelsen, som han fik boghandlerprisen de Gyldne Laurbær for. Det er en utrolig fed bog, men ikke speciel behagelig at læse – slet ikke hvis man snart skal ud og finde et nyt job og ikke ved hvem man får som kollegaer. Den kan klart anbefales. Den handler om 4 kvinder, der arbejder på det lille “Dansk Center for Information om Folkedrab”. En dag modtager to af pigerne en trusselsmail, og mistankerne begynder at svirre. Bogen bevæger sig på flere planer centreret om menneskelig ondskab.

Vores aftensmad i de par dage kom mest af alt fra hottelets restaurant – for den fyrstelige sum af 35 kr. Kunne vi erhverve os to hovedretter og to øl.

Da vi var ved at være oven på igen fik vi også udforsket lidt af byen. At komme til Shanghai fra enten Beijing eller Xi’An føles som at komme til et andet land, så meget mere tilbagestående er de sidstnævnte byer. Skyline i Shang Hai er desuden ret interessant – den virker som om den er taget direkte ud af en fremtidsvision fra 1950erne.

Vi var jo taget tidligere end oprindeligt planlagt til Shanghai, og vi skulle derfor flytte hotel efter et par dage,. Det gik nemt og smertefrit, og betød at vi fik mulighed for at se mere på en anden del af byen.

En aften hvor vi var ude og spise fik Frej byttet rundt på prisniveauerne for en vestlig cafe/restaurant i kina og en lokal en af slags, og tænkte at 70 kr. for en kande god te til maden vel var rigtig nok. Det var det ikke. For vi var nemlig gået på en kinesisk restaurant. Det første hint om, at vi havde bestilt noget andet end vi troede fik vi, da tjenerne lige efter vores bestilling tog nabobordet, og skubbede det hen til vores. Nå da da tænkte vi, og troede i første omgang at vi havde bestilt mad til en hel hær, og at tjenerne gik ud fra at der ville komme nogle og slutte sig til os. Men mængden af mad var nu ikke noget særligt ….

Det var til gengæld teen. Tjenerne kom med  en krukke med diverse redskaber af træ, en stor bakke, en håndfuld poser med te, to tekander, en kande med varm vand, to reagensglasagtige porcelænskopper og to porcelænsskåle af den slags som kineserne drikker te af. Så gik de igen, og så var gode råd ellers dyre, for hvordan gør man med  alle de himstregimser? Vi vidste jo godt, at det var meningen man skulle bruge dem til noget, men til hvad var vi ikke med på. Frej tog noget te, hældte det på en af tekanderne (den forkerte skulle det vise sig), hældte varm vand over og hældte dem i vores teskåle. Det smagte herligt.

Lidt væk fra havde tjenerne set vores forsøg på at arrangere teen, og kom hen for at vise hvordan det rigtig skulle gøres. Os så begyndte det store te-show.

Først blev tekanden overhældt med kogende vand og grundigt opvarmet hvorefter vandet blev hældt ud igen. Derefter blev der fyldt godt med te i kanden, der blev hældt vand på så det stod ud over alle bredder. Derefter blev låget sat på så der blev trykket te ud gennem tuden, og afslutningsvis … blev teen hældt ud i bakken. Første træk skulle åbenbart bare kasseres. Derefter blev der hældt nyt vand over bladende, og tjeneren tog den anden tekande (den som Frej tidligere havde brugt).

Da han så, at der lå teblade nede i koppen kunne man nærmest af tjeneres ansigtsudtryk aflæse en tanke: ”barbarer!”. Tjeneren tog resolut tekanden, smed bladene ud, og hældte teen fra den første kande over i den anden (gennem en lille si). Fra den anden kande blev teen så hældt på i de reagensglasagtige porcelænskolber, og teskålene blev lagt oven på. Med et hurtigt sving med håndleddet blev der vendt op og ned på dem, så porcelænskolberne nu stod nede i skålen.

Derefter var det så meningen, at man løbtede porcelænskolben så teen løb ned i skålen og man kunne løfte kolben op til næsen, og nyde den liflige duft af teen. Den var nærmest fortryllende.

November 12th, 2009

Xi’An

Dag 1. Toget var blevet forsinket i løbet af nattet pga. uanede snemængder i området, værste snefald for årstiden i de sidste 50 år og måske endnu længere tilbage.. men i  hvertfald så længe man havde registreret det. Men alt i alt blev vi kun 3 timer forsinkede.

Vi ankom til Xi’An banegård ved 11-tiden og kæmpede os af toget. Uden for stationen var et kaotisk menneskemylder af dimensioner. Ved siden af stationen var en seks-sporet vej, men pga. mylderet var den nærmest omdannet til en slags gågade.

Første punkt på programmet var at finde et sted at sove, for det hostel vi oprindeligt havde booket havde så voldsomme problemer med at forstå engelsk i vores mail, at de i stedet for at ændre vores reservation som vi havde bedt om (vi ville afsted fra Xi’An lidt tidligere end planlagt) at de først havde flyttet og efterfølgende slettet vores booking. Det var heldigvis nemt at finde et hotelværelse, og vi endte med at få et meget bedre værelse til den samme pris … så det var jo rigtig heldigt.

Resten af dagen slappede vi af og kiggede på byen, og fordi det var blevet så koldt mod nord så købte vi også nogle flybilleter til Shanghai med afgang allerede et par dage senere.

Dag 2. Vi ville ud at se terracottakrigerne – de er en Kinas helt store attraktioner. Så vi glædede os. Vi havde læst i vores guidebog, at det skulle være ret nemt at komme ud til museet, og det passede også. Vi skulle bare tilbage til stationen, kæmpe os gennem menneskemylderet og hoppe på en lokal bus, og vupti en time senere stod vi ved verdens største parkeringsplads og indgangen til museet.

Museet med terracottakrigerne er et enormt kompleks. Det er tydeligt, at der i højsæsonen er uhyggeligt mange mennesker der besøger stedet hver dag. Det var heldigvis godt vejr – klart omend en smule koldt og vi var hurtigt enige om, at lavsænonen formentlig er den bedste tid at se krigerne på.

At se selve terracotta krigerne var en rigtig spændende oplevelse. Der er ufatteligt mange af dem, og en af mange utrolige detaljer ved dem er, at alle ansigterne er forskellige (endda også på hestene) – krigerne skulle vidst afspejle kejserens rent faktiske hær. Det er lidt svært at beskrive oplevelsen, men billederne giver ihvertfald et indtryk.

Dag 3. Vi ville ud at se nogle andre terracottafigurer. Der skulle i nærheden af Xi’An være et lille museum, hvor de er ved at udgrave en anden kejsers grav. Forskellen skulle være, at figuerne her ikke er i samme størrelse som det der er blevet afbilledet, men istedet er ”nisse”-størrelse, og afspejler almindelige menneskers liv. Det blev desværre ikke til noget, for det var helt umuligt at finde den bus – der måske – skulle gå hen til museet, og selv de allestedsnærværende tur-sælgere blev paf over hvordan vi dog skulle komme ud til det museum. Så vi måtte opgive, og tog i stedet hen for at se ”Den store vilde gås”-pagode – der forresten også er Xi’Ans vartegn.

Dag 4. Var søndag, og stod på flyvetur fra Xi’An til Shanghai. Det var så småt begyndt at sne igen, og vi var lidt bekymrede for, om det ville komme til at sne så meget, at lufthavnen blev nød til at lukke. Det blev den heldigvis ikke. Til gengæld, så var Louise blevet en smule forkølet, og på vejen ned igen kunne hun ikke trykudligne sine ører. Det gjorde mega ondt, og Louise brugte de næste par dage i en ’bobbel’ mens hun vendtede på at sine ører blev normale igen. Det kan virkelig virkelig ikke anbefales at flyve hvis man er forkølet – men kan også sprænge tommehinderne. Så galt gik det heldigvis ikke. Vi måtte ringe til forsikringen, som henviste os til et hospital som de havde et godt samarbejde med, men vi tog aldrig derud. Trykket i ørerne nåede at lette, inden vi fik samlet os til at tage derud – Louise var godt træt pga. forkølelsen.