Onsdag (afrejse dagen) 2008-12-10

Vi vågnede spændte og hoppede ud af sengen for at gøre os klar til at tage i lufthavnen. Vi skulle flyve lidt over 8. Flyveturen gik let og smertefrit J – vi fik set et par film og spist den faktisk ganske udmærkede flymad. Servicen var også i top, der blev næsten uafbrudt serveret drikkevarer. Så nåede vi Miami efter 10 timers flyvetur fra Düsseldorf. Det gik meget nemt at komme igennem immigration. Vi skulle dog lige have taget vores fingeraftryk og billede, men immigrationsfyren var flink og ønskede os en god ferie. Så fandt vi hurtigt en taxa og blev kørt til hotellet. Det var et fint lille hotel med 40 værelser. Det var lidt nedslidt, men der var ellers rent og pænt og relativt stilet. Sengen var også god, et sted hvor der ellers tit bliver sparet på billige hoteller. Efter vi havde indlogeret os, gik vi en tur for at se lidt på byen. Men vi var ret trætte efter flyveturen, så vi orkede ikke det helt vilde. Vi sprang også aftensmaden over, vi var heller ikke rigtig sultne, men smuttede istedet tidligt i seng.