Dag 1 Første rigtige tur ud i Australien gik til Uluru (stenen). Det er et ret populært rejsemål i Australien, så selvom der egentlig ikke er andet end verdens næst-største sten, en samling af 36 mindre sten og et tilhørende resort så er der ikke desto mindre en direkte fly-forbindelse fra Melbourne. Selve flyveturen var behagelig og (næsten) begivenhedsløs. Selvom det tog 3 timer, så syntes det ikke at være langt væk – måske er vores opfattelse af længde og flyrejser blevet ændret af, at det tager 24 timer at flyve herned. Da vi var ved, at lægge an til landing, så gik der et sus gennem kabinen. Pludselig var Uluru blevet synlig.
Første mål var camping-pladsen. Den lå en behagelig (og gratis) 7-minutters bus-transfer fra lufthavnen (det er altså meget rart med de der små lufthavne – ens baggage kan næsten nå at ligge på baggagebåndet inden at man selv er kommet ud af flyet og ind i terminalen). På camping-pladsen slog vi vores ultra-kompakte letvægtstelt op og fandt ud af, at det måske er lidt lille til os. Nå ikke nogle problemer uden en løsning. Lidt reorganisering af vores ting (herunder indbefattet, at en ryksæk blev proppet i en insekt-sikret pose og anbragt uden for teltet) gjorde dog at vi har ok med plads.
Derefter skulle vi få styr på vores transport frem og tilbage stenen. Louise havde fundet ud af, at man kunne få et 3-dages transfer og adgangskort til parken, så det snuppede vi. Første nærkontakt oplevelse med Uluru blev derfor nogle få minutter senere da dagens solnedsgangsbus meget praktisk afgik cirka 5 minutter efter at vi købte billet. Den første dag var fuldstændig skyfri og vi var derfor heldige, at få nogle fantastisk flotte billeder af stenen med den fine røde glød (men dog ikke med lyserøde skyer over som på postkortene …).
Vi sluttede dagen af med, at lave mad på vores kopi-trangia for første gang. Det blev til en lækker stir-fry.
Dag 2 Begyndte meeeget tidligt. Vi skulle til solopgang og det indebar, at man blev samlet op kl 6:15. Endnu engang så vi Uluru i en flot rød kulør – farven om morgenen er en smule anderledes end om aftenen, og det er svært at sige hvad der er flottest. Derefter ville vi gerne bestige Uluru, men på grund af kraftig vind var turen lukket. Vi gik derfor de 9,4 km rundt om Uluru i stedet. Derefter gik vi hen til et nærliggende aboriginal ”kultur-center” for, forhåbentlig, at lære lidt om Ulurus religøse betydning. Det lærte vi dog ikke meget om. ”Kultur-centret” havde mest karakter af, at være et aktiveringsprogram for Anangu (den lokale aborigin stamme). Der sad en flok gamle Anangu-kvinder på rad og række og lavede masseproduceret ”original” aborigin-kunst kun afbrudt af en råben efter det ny-australske personale for at få en anden farve maling.
Om eftermiddagen begyndte der, at samle sig lidt skyer og vi tog derfor endnu engang ud til Uluru for at se solnedgang – denne gang i håbet om at se den ’rigtige’ lyserøde himmel også. Desværre, så var der efterhånden kommet så mange skyer, at solen ikke kunne skinne igennem (det blev ligefrem – ganske ukarakteristisk for årstiden – til et par dråber regn). Solnedgangen blev derfor alt andet end spektakulær og Uluru lignede et hvert andet bjerg i aften-skumringen. Det gjorde egentlig ikke så meget for os – vi havde jo allerede set den – men et australsk ægtepar som fejrede at de var gået på pension med en 3 måneders rundrejse havde særdeles svært ved at skjule deres skuffelse. Af det kan man nok kun lære, at det er nødvendigt med et par dage hvis man vil se Uluru i den helt rigtige farve.
Om aftenen praktiserede vi igen den old-gamle kunst-art camping cuisine og frembragte derfor nogle særdeles velsmagende burgere på vores stormkøkken. Mums.
Dag 3 Efter at have set Uluru tog vi hen for at se Kata Tjuta. Kata Tjuta er en samling af 36 mindre, men stadig røde og Uluru lignende sten, som ligger en cirka 50 km fra Uluru (turen frem og tilbage er heldigvis inkluderet i vores Uluru Express billet). Endnu gang måtte vi tidligt op, for ligesom Uluru så er Kata Tjuta fantastisk smuk når solens første stråler rammer. Nogle rester af skyerne fra dagen før var stadig tilbage, så udover at give en rød glød til stenene, så blev himlen også oplyst i de mest fantastiske gyldne og røde toner.
Efter at have set sel solopgangen begav vi os ud op et bush-walk gennem Valley of the Winds. Kata Tjuta er på mange måder ligeså fantastisk som Uluru men er ikke lige så besøgt (selvom der dog er en del der går der alligevel) – bl.a. en håndfuld jodlende tyskere som vi derfor skyndte os at gå hurtigt væk fra. Eftermiddagen stod på en kort gåtur i Walpa Gorge (også Kata Tjuta) inden, at vi kørte hen for at se den sidste solnedgang over Uluru. Ved Kata Tjuta havde vi håbet på, at komme til at se vilde kameler, men de var desværre draget til en anden del af parken.
Dagens menu var stormkøkken burritos. Altså endnu en omgang lækker mad.
Dag 4 Bød (surprise!) på endnu en omgang tidligere-op-end-fanden-får-sko-på, vi udnyttede muligheden for at se en sidste solopgang over Uluru inden vi skulle tilbage til lejren for at pakke sammen og gøre klar til at drage videre mod Alice Springs. Vi var lidt skuffede over at vi ikke fik klatret op på Uluru, men så fik vi i det mindste ikke fornærmet nogle Anangu.